Lige nu er vi jo nok lidt udenfor emne, men jeg kan kun sige, at jeg er glad for, at I tør sige, hvad I fejler.
Jeg voksede op i 70'erne med en far som var meget syg af angst og depressioner, men det måtte ikke hedde sig.. Så der var ingen forklaringer... ingen talen om "det".. ingen at tale med om det, for det fandtes jo ikke... Jeg var meget voksen, før jeg fattede, hvor store sår på sjælen, vi børn egentlig havde fået. Så hurra for jer, der tør bryde isen, sige det som det er og tage kampen for at lære folk, at selvom man måske har en psykisk lidelse, er man hverken blød i bolden eller rigtig mærkelig!
Folk der kigger på høns derimod... de er måske lidt mærkelige

på den fede måde
