Det var en stille søndag formiddag i 'min' landsby.
Jeg var i gang med det sidste udskilningsløb for haner, og det blev så enden på livet for en sussex og tre silker, der alle 4 plagede hønsene mere end godt var.
Her på landet har vi alle 'noget' på hinanden, så det var ikke på grund af hanernes morgensang, at jeg skulle tynde ud. Der er både en lastbil, der starter tidligt, og et par jagthunde, der gøer det meste af døgnet, foruden forsamlingshuset, der huser fester, der kan høres i hele byen.
Men altså, slagtes skulle der, ikke at det er noget jeg nyder, men en nødvendig del af det med hyggen med høns og kyllinger.
Vel overstået kom jeg i tanke om, at en ven i den anden ende af landsbyen egentlig også havde en tre haner til slagtning gående, som jeg havde lovet at hjælpe med, da manden selv er en 'kylling' - det stærke køn, jow..

Og nu var jeg jo i tøjet og beskidt og det hele.
Så jeg trak de blodige handsker af og fattede mobilen for at skrive en besked, om det var i dag, der skulle tarteletter og suppe på menuen hos vennen og hans familie.
Og så kom til at se ned af mig selv:
Iklædt en blodig kedeldragt, med blodstænk i både ansigt og hår. I den tilstand skulle jeg så trave gennem landsbyen - midt i kirketiden - med en lige så blodig økse i hånden - for at nå hen til vennens hus i mit (ellers ganske lovlige ærinde).

Nej. Det gik vist ikke. Det ville både kunne skræmme uvidende borgere og i værste fald give mig et forklaringsproblem for en tilkaldt patrulje.
Så de tre haner fik forlænget livet i det uvisse..