1) Er det nok for ham med grønt eller skal han pinedød æde sit startfoder?
Han vokser ikke så meget og så hurtigt som en tamgås, så han skule nok godt kunne klare sig med grønt. Men bliv endelig ved med at lade ham have adgang til startfoder - han spiser det, hvis han bliver rigtig sulten.
Gæs omsætter mad hurtigt og ineffektivt, så der skal enorme mængder grønt til. Gæslinger kan nærmest spise i døgndrift. Bare rolig, han risikerer ikke at blive for fed af hverken startfoder eller grønt.
2) Hvornår vil jeg kunne rykke ham ud i stalden? Der er køligt som der altid er i stalde, men ingen træk. Jeg er lidt bekymret for det, for han er jo vant til varmen fra fyret om natten, og vi har jo ret kølige nætter stadigvæk.
Han er fire uger, så han skulle være varmefri nu. Men nu har han jo ikke nogen at putte sig op ad - jeg ved ikke, om det gør en afgørende forskel. Det vil nok være en god ide at sætte ham i en stor kasse eller lignende med halm eller strøelse, så han ikke kan komme til at ligge koldt eller fugtigt.
3) Bør jeg ikke finde en jævnaldrende gæsling til ham som selskab, og er der overhovedet nogle der vil sælge en gæsling I den alder?
Som hovedregel bør gæs altid have selskab. Men da din Gusse er en grågås, er der en god chance for, at han vil flyve sin vej, når han bliver voksen. Og du risikerer at stå med en enlig selskabsgås. Hvad er fremtidsvisionen?
Skal I blive gamle sammen, så skynd dig ud og find en varmefri gæsling på cirka hans alder - de plejer at kunne findes i Gul & Gratis, hvis ikke nogen herinde har en, de kan undvære. Og når Gusses svingfjer er vokset ud, klipper du dem af på den ene vinge, så han ikke flyver bort og bliver væk.
Skal han være julesteg, gør du det samme. Han bliver ikke ret stor, og der er ikke så meget mad i ham, og så er det godt at have en ekstra steg.
Skal han "sættes fri", så vær opmærksom på, at han ikke nødvendigvis møder en venligtsindet flok gæs, som tager imod ham som den fortabte søn. Det er langt mere sandsynligt, at han en dag letter i forskrækkelse eller begejstring over et eller andet, flyver et stykke vej og ikke kan finde hjem til sine kendte omgivelser. Og da han er alene, er han et nemt offer for en sulten ræv.
Nå, nu kan jeg se, at VibekePie har postet et indlæg. Det lyder som en rigtig god ide!