Jeg er blevet bedt om at skrive lidt om opdræt at fodermus. Altså mus, som vi bruger til at fodre vores andre dyr med. Jeg bruger dem mest til mine slanger, men jeg har bl.a. også gekkoer, som gerne vil ha en museunge i ny og næ. Derudover er der jo masser af andre dyr, som enten lever af mus (eller andre små gnavere) eller som gerne vil ha lidt ekstra animalsk protein en gang imellem.
Mus er noget af det nemmeste at holde og opdrætte. Det eneste problem er lugten... de er ikke rare at ha indenfor i huset, så man skal næsten ha et udehus/staldbygning til dem. De kan sagtens gå ude hele året, men hvis man ikke har et opvarmet rum til dem, så får de ingen unger om vinteren.
Det smarteste setup til mus er de såkaldte laboratoriekasser, som bruges fx i forsøgsindustrien.
Og ja... der er mange der synes det er synd at holde mus i den type bure, men de kan jo sagtens indrettes spændende med løbehjul og huler, og hvis de ikke bliver overfyldt med mus, så kan de efter min mening sagtens leve fint i sådan et bur. Og det er en stor fordel, at man kan lægge foderet i fordybningen, så det ikke ligger i bunden og bliver overtisset. Hvis man bruger foderskåle, så bliver foderet alligevel spredt ud over bunden, så det kan slet ikke betale sig.
En anden mulighed er at bruge plastikkasser eller akvarier med et låg af trådnet, som denne:
De fleste bure som er beregnet til hamstere mm dur ikke til mus, da de enten har for stor tremmeafstand eller har steder med plastik, som mus vil gnave sig igennem (mange hamsterbure egner sig heller ikke til hamstere, men det er en anden historie
)
Mine laboratoriekasser måler 60x40x30 cm, og der holder jeg typisk mellem 1,3 og 2,5 mus. Grunden til at ret ofte har to avlshanner er, at man godt kan opleve at en han er steril, og så kommer der jo sjovt nok ingen unger
For det meste enes to hanner fint, hvis de er vokset op sammen, men man skal ikke sætte fremmede voksne hanner sammen, hvis der er hunner i samme bur.
I et større akvarie kan man sagtens ha flere mus. Man skal bare huske at tænke på, at mus kan få ret store kuld (jeg har oplevet op til 18 unger pr kuld), og så kan der hurtigt blive fyldt op i et lille bur, når de skal gå der til de er min 4 uger gamle.
Mus vil rigtig gerne ha løbehjul og de vil også gerne bruge huler. Jeg har dog ikke huler til mine avlsdyr, da det er nemmere at følge med i kuldenes opvækst uden, og de kan også sagtens selv lave en fin rede af hø eller fx køkkenrulle revet i strimler.
Ang. foder, så fodrer de fleste med en gnaverblanding. Det har jeg også gjort i mange år førhen, og med lidt tilskud af kattetørfoder fordi mus har brug for animalsk protein. Mange foderopdrættere bruger sokops (beregnet til søer i produktionen) til deres mus. De har nemlig en god størrelse, så de ikke falder gennem tremmerne i laboratoriekasserne. Jeg kunne desværre ikke finde sokops, så jeg har i lang tid fodret med alm. grisepiller, og det har også fungeret fint, bortset fra det med at de falder igennem tremmerne. De sidste par år har jeg fodret med hundetørfoder, bare det billige fra Lidl. Det har et højt indhold af korn, og så har det en fin størrelse til lab.kasserne, og indholdet af animalsk protein er jo også et plus.
Når ungerne bliver født er de små og lyserøde
Men de vokser hurtigt og efter 4 uger kan de tages fra forældrene. Jeg plejer at dele kønnene i den alder, for ellers bliver der altså hurtigt rigtig rigtig mange mus. Man kan godt lade et par hunner blive i flokken som nye avlshunner eller lave en ny avlsgrupper ud af nogen af ungerne.
Det var vist basis viden om hold og opdræt af mus, og jeg svarer gerne på spørgsmål, hvis der er nogen
Der ligger jo også en hel spændende verden med de forskellige farver- og pelstyper
Lige et par eksempler:
Albinoen er nok den folk typisk tænker på hos tammus.
Sort
Satin med ekstra skinnende pels, og de er i farven zobel
Brogede i forskellige farver:
Langhåret mus i chokolade satin:
Langhåret sort: