Jeg fik hjælp på FB til kønsbestemmelse.
Wikipedia skriver følgende:
Gråanden er blandt de største af svømmeænderne med sine omkring 58 centimeter fra næbspids til halespids og en vægt på 800 til 1400 gram. Vingefanget er cirka 90 cm. Hannen i Danmark vejer i gennemsnit omkring 1200 gram og hunnen lidt mindre.[2]
Hannen (andrikken) i pragtdragt har metalskinnende grønt hoved, hvid halsring, brunt bryst og grålig underside og flanker. Gumpen er sort og nogle af halefjerene er sorte og danner en karakteristisk krølle, en såkaldt andrikkrølle. Næbbet er gult med sort næbnegl, undernæbbet er gulrødt ved grunden. Længden er cirka 53 millimeter.
Hunnen (anden) er brunt kamuflagefarvet og kendes fra andre svømmeænders hunner på de oftest orange partier på næbbet, sin kraftigere bygning, det blå vingespejl og de hvide halesider. Næbbet er mørkt på næbryg og negl, og er oftest orange i siderne. Næbbets farve kan dog variere og være næsten helt sort også i siderne. Længden er cirka 48 millimeter.
De unge fugle i deres første fjerdragt ligner hunnen, men er mørkere og tættere stribet uden U-formede tegninger og med gråbrunt næb uden mørke partier.
Fødderne er orangerøde. Som hos andre svømmeænder, i modsætning til fx dykænder, sidder fødderne næsten midt under kroppen, hvilket betyder at den bevæger sig nogenlunde ubesværet på land, selvom gangen dog er vraltende.