Vi skal snart tage beslutning om "familiesammenføring" af to dele af flokken, og efterlyser input og ideer til hvad der vil være god timing.
Baggrunden kort: Vi har 5 høns. Den ældste høne Maren (førerhønen) lagde sig skruk, fik nogle rugeæg, da det ikke gav levende kyllinger fik hun 2 trefarvede sussex kyllinger at gå med, de er nu ca. 30 dage gamle.
Kort efter lagde yngstehønen Smukke (som er absolut lavest rangerende), sig også skruk og har nu udruget 3 Araucana kyllinger, som er 19 dage gamle.
Vi håbede at Smukke ville få mere status som skruk og mor, men hun formåede ikke at hævde sig over for de andre høns, hun puffede sig vældigt op, så stor og mægtig ud, og anbragte sig mellem den andre høns og kylingerne når de f eks blev for nærgående - men de ignorerede hendes forsvar, og behandlede hende som tidligere, hvor hun fik hak og blev jaget væk fra foder, osv.
Derfor indrettede vi et hjørne af haven og hønsegården med skrukhus til Smukke, der har hun gået i sikkerhed helt for sig selv med sine 3 kyllinger
Marens 2 kyllinger går altså sammen med flokken, er meget selvstændige, og nyder total beskyttelse, ingen af de andre høns tør røre dem. Helt anderledes vil det nok stille sig når Smukke og hendes 3 kyllinger, som også er noget mindre, skal tilbage i flokken. Jeg kan se en masse faldgruber og muligheder for problemer, så vi spekulerer en del på hvordan får vi dem integreret i flokken på en god måde. Jeg er f.eks. bange for at den stærke skruk vil stjæle de 3 små, og at de andre høns, især den næstnederste høne, som agerer "hak-uddeler", vil overfalde Araucana kyllingerne.
I haven er de i øvrigt kun adskilt af et trådhegn med 10 cm masker, så endnu kan kyllingerne fare frem og tilbage. Det tillader mødrene dog ikke, men alle har dog i hele forløbet været klar over hinandens eksistens.