Jeg synes også det hører lidt med til debatten, at en køber der overvejer industrihybrider bliver oplyst om hvad det egentlig er for nogle dyr.
De er jo gennem mange år fremavlet til det ekstreme. Lidt på linie med andre dyr som fx hunde og katte der er fremavlet så de ikke kan trække vejret, kødkvægracer, der er avlet så store, at de ikke kan føde deres egne kalve og for at blive i fjerkræverdenen: slagtekyllinger, der vokser så hurtigt at deres ben bryder sammen og de ikke kan gå.
Isa'er og andre æglægningshybrider er avlet for at lægge æg og ikke noget som helst andet. De er et engangsprodukt, der skal lægge så mange æg som muligt i et års tid, og så bliver de kværnet til minkfoder. Dvs at de faktisk ikke er desginet til at holde mere end et års tid, og derfor vil de ofte få problemer med tiden, som fx at deres knogler bliver nedbrudt fordi al deres kalkindtag går til produktion af æg. De kan også ha problemer med æggelederen pga de mange og store æg de lægger. Når en Isa har lagt æg i et par år, så ser de ofte rigtig trælse og afpillede ud. Jeg passer ofte isaer hos to hold bekendte, så jeg har lidt personlig kendskab til dem. Hos begge hold gælder at de kun har dem ca to år. Så er ægproduktionen gået ned og hønsene er så afpillede at de nærmest ikke er værd at lave tarteletter af.
Jeg har ikke noget imod hybrider som sådan. Det er nogle dejlige høns og mange har stor glæde af dem. MEN jeg synes helt personligt at det er bedre at vælge en god racehøne, der passer til ens krav, end at støtte industrien i at fortsætte produktionen af overtypede dyr, der ofte får problemer senere i livet.