Hane der angriber

[Lene Skelmose]

Jeg havde engang som skolepige nogle hvide italienere, hvor hanen udviklede sig til et rent monster. Han angreb altid bagfra, og det endte med at vi havde koste stående ved alle yderdøre i hus og stald. Kosten trak vi bag os. Det var virkelig en farce. Hanen kom til sidst væk. Præcis hvad der skete med ham, ved jeg ikke. Tror min far gjorde kort proces! Hønerne derimod elskede at snige sig ind i stuen og lægge sig i en blød lænestol lunt og godt i eftermiddagssolen.
 Engang, hvor vi sad på et tæppe på græsplænen og fik kaffe med wienerbrød til, kom den ene høne susende på tværs som et hvidt lyn, snuppede det stykke wienerbrød, som min far netop skulle til at bide i og forsvandt ind under buskene. Behøver jeg sige, at vi skreg af  grin-  meget længe!