Hej. Selv om jeg er ny og ikke særlig erfaren hønseejer, vil jeg alligevel gerne give mit besyv med her.
Er problemerne evt. kommet i.f.m. at du har fået et nyt parti foder hjem? Jeg har haft dårlig erfaring med et parti æglægningsfoder:
Jeg købte mine første 4 Sussex høner i maj. De var omkring 22 uger og begyndt æglægning. Købte økologisk æglægningsfoder hos L&F, fordi de skulle have det bedste? Derudover fik de hvede, grønt fra haven, skaller, grus og madrester.
De var så dårlige på skift. Stod og hang i et hjørne af hønsegården, sommetider en hel dag uden at æde eller drikke. Kunne lige slæbe sig ind i huset om aftenen. "tabte" æg med og uden skal i hønsegården. Ligeledes lå der æg uden skal under pinden om morgenen. Ofte var der to blommer i. Jeg var ved at opgive det hele. Tænkte, hvad gør jeg galt. Prøvede at lade være med at give madrester eller grønt. Det hjalp ikke.
Havde hele tiden, lige siden jeg købte foderet, fornemmet, at det lugtede kraftigt, derudover var det meget smuldret, meget af det næsten ligesom mel. Desperat kørte jeg til foderstoffet og spurgte, om de vidste hvad årsagen kunne være, damen mente, det havde været uheldigt, at det havde været det sidste fra en silo!! Derfor smuldret. Jeg spurgte, om jeg ikke kunne købe nogle få kilo nyt foder og prøve med men det kunne ikke lade dig gøre.
Til mit store held stod en anden kunde og overhørte vores samtale om foderet, han var tidligere foderstofmedarbejder og havde arbejdet sammen med min svigerfar på foderstof. Han fortalte, at hønsene ikke kunne tåle alt det smulder der var i foderet. Det kunne de ikke fordøje. Det kunne sagtens være grunden til problemerne. Derudover fortalte han en masse andre nyttige ting om hønsefoder.
Jeg tog en hurtig beslutning, kørte hjem og smed æglægningsfoderet ud, fandt en opskrift på hjemmeblandet hønsefoder, købte ind og blandede, serverede, og der gik et døgn, så var problemet løst. 4 smukke æg i redekassen hver dag hele sommeren igennem! og det bedste var, at hønsene stortrivedes.
Jeg har nu kun 3 af disse høner tilbage og de har siden november og indtil nu lagt 2 fine æg med de smukkeste, store, orange blommer, om dagen, i snit og det er uden lys i huset. Det er jeg rigtig godt tilfreds med.
Se det var jo en sand historie som fik en god ende!
Og min debut her i forumet.
Jeg synes det er dejligt med alle de erfaringer I deler ud af, her, og hygger mig meget med at læse om disse.
Venlig hilsen Lone
ps. der er andre ting vedr. hønsehus mm jeg gerne vil oprette en ny tråd med her i forum, men kan ikke lige finde ud af hvordan jeg starter op med det?