Det lader til at de normale regler for vejr i al almindelighed ikke gælder for Sønderjylland. Når andre dele af landet har højt solskin og fint vejr, pladrer det ned her. I den ellers fine sommer vi har haft, opstod der aldrig brandfare hernede. Alt var sumpet til. Således også denne vinter.......Eller monsun periode. Det står konstant ned i stænger og det er IKKE hønsevejr.
De står konstant oppe under nathuset, og det er da fint nok hvis det ikke lige var fordi at Gustav ter sig som guds gave til hønerne, en mening han er helt alene om at dele. Han tager fat i en høne, som regel Sally, også bliver hun ellers presset ned i mudderet under højlydte protester. Hvis han så bare gjorde det ordentligt, men det kan han ikke finde ud af. Han tvinger sig op på hønen, sidder så næsten oppe i nakken på hende, og mens hun er næsten totalt neddykket i mudder, pladrer han hendes ryg til med sæd. Jeg har nogengange stået og rystet på hovedet mens jeg har tænkt. Det der bliver der altså ikke nogen kyller ud af Gustav. Han minder mig i øvrigt om en svensk konge der måtte have sin rigskansler med i ægtesengen fordi han ikke kunne finde hullet i dronningen. Jo, han er en rigtig Gustav er han.
Med den megen nedbør, begyndte hønsegården også snart at ligne et grelt tilfælde for dyreværns organisationerne. I første omgang lukkede jeg dem ud i haven, men den løsning var uholdbar, for haven er ikke indhegnet. Ikke at jeg er bange for at de løber væk. Det gør de ikke. Der opstår nærmest tumult og panikagtige scener hvis de ikke kan se deres nathus. Skrig, skrål og nej hvor er det her farligt. Så er det bare rundt om hjørnet og hjem. Modsætningen var jo skrækkelige Olfert der blæste af for et godt ord, men de havde heller ikke den samme mor. Mit problem var egentligt mere at det jo ikke ligefrem er intelligensen der trykker dem, og hvad ville de så gøre hvis der kom en hund der lige syntes at det var skide skægt at jage Wyandotter. Deres problemløsnings evner er nærmest ikke eksisterende og den smule hjernekapacitet de trods alt har, bruger de ikke på at huske vejen ind i hønsegården igen. Jeg har flere gange måtte genne dem blidt rundt om hønsegården for at de kunne finde lågen ind. Det mest fantastiske er at de kan løbe forbi lågen uden at ænse den, og det er ikke fordi de ikke vil ind, det vil de gerne. Jeg har nemlig en frygtelig bunke homebuddies.
Til sidst blev tilstanden i hønsegården så utålelig at jeg droppede mine forbehold og reservationer overfor at lave en stor hønsegård. Problemet er jo stadig at haven ikke er min endnu, men når du har fem høns der står på ti orange stolper uden at du kan se klørene, så skal der ske noget radikalt. Derfor gik jeg i gang med at bygge en ny stor hønsegård med græs og flise terrasse. Mine høns er hånd sky. De bryder sig ikke om at blive taget op, og kælepotter bliver de aldrig. Det er lidt irriterende når man nu gerne vil snakke lidt. Jeg har læst et sted at Wyandotten er reserveret af sind. Det passer fint på mine. Derimod er de ikke det fjerneste fod sky. Det er også lidt irriterende, for bedst som man står der og koncentrerer sig om at lave noget håndværksmæssigt, så er man ved at snuble over en nysgerrig høne der lige skulle se om der mon faldt en regnorm af eller noget.
Efter nogen tid, stod den nye hønsegård endelig færdig. Den var blevet 5 gange så stor som den de var vant til at have. Ud til statsskoven, havde jeg lukket af med en flok gamle tagplader jeg havde fundet dernede. Huset der står på grunden, udgår enden af hønsegården og alle de rammer der før havde været rundt om hele hønsegården udgør nu siden overfor tagpladerne. Stort, flot og med tørre steder. Den første morgen jeg lukkede dem ud, kom den overspændte hormonbøf Gustav som sædvanligt ud som den første. Hønerne kiggede forsigtigt ud. Der var ikke nogen af dem der havde lyst til at lege morgenbolle høne med Gustav. Ud kom de da, også skete der noget nyt og møg frustrerende for Gustav. Hvor han før havde været vant til at kunne trænge en høne op imod hegnet også gøre sin ting, måtte han nu konstaterer at hønerne bare spænede fra ham. Det hejs stod på on and off den næste times tid. Først derefter gik det op for Gustav at den nye hønsegård i yderste potens havde besværliggjort hans arbejdsbetingelser radikalt. Han stod og gokkede på en utilfreds måde, og det var temmelig nemt at se at han syntes at det her var noget rod.
Hønerne lader nu til at være godt tilfredse. Sally som før lignede lort, kom også til at se en hel del pænere ud igen efter nogle dage. Hun er nu også den der drager størst fordel af den udvidede plads. En enkelt gang har jeg set at Gustav fik presset hende op i hjørnet ved nathuset, men i stedet for at løbe væk fra Gustav, løb hun lige imod ham, satte i et spring og fløj over ham. Gustav strakte sig efter hende og prøvede på at dreje 180 grader i fuld fart. Denne gang skred Gustav i svinget, eller mudderet om man så må sige og landede på røven uden at opnå andet end at være ydmyget og pladret til med mudder.
Efter adskillige dage med nytteløse konditure for Gustav, er han endelig begyndt at bruge den minimale smule af indersiden han trods alt har. Han har konstateret at han ikke ryger på halen nede på fliserne på terrassen. Han har også fundet ud af at terrassen ligger i en tarm og hønerne ikke kan slippe væk, altså lige med undtagelse af Sally. Desuden har han fundet ud af at jeg fodrer grønt på terrassen, så det er bare med at vente indtil alle hønerne er kommet ned for at spise grønt. Så får han altid fat i en. Hønerne har så som modtræk boykottet terrassen og spiser græs i stedet. Det har så tvunget mig til at ændre grøntfodrings sted for at de i det mindste får noget næringsholddigt grønfoder frem for det efterhånden noget slappe græs.
Den 24ende December er jo en glædens dag for os alle, eller burde i hvert fald være det. For mit vedkomne startede dagen med en rask omgang pustevejr og et hegn der væltede. Hønsene fandt vejret så dårligt at de fortrak til nathuset. Efter at have stået og lave hegn mens jeg bandede og svovlede i kold blæst og det sædvanlige regnvejr, kunne jeg så konstaterer at hønsene absolut ikke havde nogen intentioner om at komme ud den dag. De kender godt storme. Vel hjemme kunne jeg så læse den glade nyhed om at vi slap for stormen. Right. Dvs. nogen af os gjorde.
Vejret er så ikke blevet mærkbart bedre her de seneste dage og haven kan ikke klare mere vand. Nu er halvdelen af terrassen også oversvømmet, så hvis det forsætter på den her måde, må jeg bygge et tårn, ansætte en livredder og uddele snorkel og svømmefødder til hønsene. Jeg kender godt vindæg, men er der nogensinde nogen af jer der har hørt om vandæg? Det kunne jo gå hen og blive den nye modedille.
Så er jeg blevet en turistattraktion. Den dag jeg gik og lavede den store hønsegård, kom der en dagplejemor ned med fire unger. Hun fortalte at de næsten hver dag var nede og se på kykkelikyy som hun og børnene kaldte mine høns. Det er jeg meget glad for, fordi jeg synes det er vigtigt at børn forstår at æg IKKE kommer fra Fakta eller Netto, men derimod fra levende dyr der siger noget og har krav på respekt og ordentlige forhold. Hørm. Nåja. Der findes da stadig tørre pletter i poolen.
Nu har jeg sat lidt ekstra godt guffefoder ned i haven, så de kan gå ind til dem og give dem lidt lækkert. Det tør jeg godt, for Gustav er fredelig. Havde skrækkelige Olfert stadig levet, ville jeg have forbudt enhver adgang til hønsegården, for han var med statsgaranti røget lige i fjæset på en af ungerne, også havde jeg stået der med en sag om børnemishandling, eller i hvert fald vold med sår til følge. Grimme ting.
Jeg har jo ikke strøm nede i haven, så det lys der kommer fra oven er det lys jeg har. Til trods for det, er der nu to høner der ligger æg. Jeg vred jo mine hænder noget, for jeg havde jo håbet på at jeg kunne få afgjort ejendoms spørgsmålet så jeg kunne lave et ordentligt hønsehus til dem inden at de gik i æglægning. Sådan skulle det ikke være, så jeg fik banket en lille rede sammen inde i nathuset. Det kunne jeg godt have sparet mig. Æg bliver lagt i sandbadet under nathuset, og reden er sørgeligt ubenyttet. Jeg havde ellers lagt to golfbolde ind i reden, men lige meget hjalp det. Her de sidste par dage har de snydt mig. Jeg har været vant til to æg hver anden dag. Nu kommer der pludselig ingen eller kun et som i dag. Jeg synes det er noget sjusk, og er lettere fornærmet. Det er fantastisk hvor hurtigt man kan vænne sig til egne æg. Det er naturligvis subjektivt, men jeg synes at mine egne æg har en rigtig intens lækker æggesmag og jeg vil helst ikke undvære dem. Det var det for dette hønseår. Hønsene i haveforeningen Padborg skov og jeg ønsker jer alle et rigtigt godt nytår, og på gensyn i det nye, hvor vi forhåbentligt bliver mange flere.
Nyeste
Efterlyser Marc/Mark....
Fra Brahmsen 
God sommer til alle hønse...
Fra Tanja Pedersen 
Rovdyrs sikring af gård
Fra Connie K 
ingen vand
Fra Gerda 
Snoge og kyllinger
Fra Hans-Kurt 
