Livets gang i min hønsegård

[Canarche]

Jamen Jes, du har da fuldstændig ret. Sådan en pipfugl som skrækkelige Olfert hører hjemme i en gryde. Hermed endnu et afsnit, dette er fra august.

Dagens indlæg er lidt kontroversielt. Jeg ved jo godt at der sidder mange civiliserede mennesker på Dansk fjerkræ forum, som blandt andet også læser lidt i min dagbog. Flere gange, både i min dagbog på et andet site, men også andre steder, har jeg jo også påtalt hvor tynd civilisationens fernis er. Når man har med dyr at gøre, er det nogen gange bare for svært at få civilisationens gode opførsel og den dannede pædagogik til at gå op i en højere enhed. Det kommer især til udtryk når man har en plimhammerende sindssyg unghane der er fuldstændig uden for almen rækkevidde. Han overstiger ihvertfald mine beskedne evner inden for dette felt med mange kilometer. Det være sig såvel civilisations teknisk som pædagogisk.

Nu skal det jo retfærdigvis nævnes at jeg nok ikke er den mest pædagogiske mand der kan gå på to ben, og en del år i Tyskland har absolut ikke hjulpet på det. Snarere tværtimod. Nå men jeg kom ned og ville morgen fodre som sædvanligt, lukkede natlugen op og ud skød skrækkelige Olfert med et ligeså skrækkeligt morgen humør. Han pustede sig op og spredte sine vinger. Jeg tænkte: Ja ja, du er en farlig en er du. Så angreb ham min gummistøvle og jeg viftede ham dovent væk med en blød side bevægelse med benet medens jeg sagde: Kan du så opføre dig ordentligt dit lille møgkræ. Det kunne han ikke. Derefter bøjede jeg mig ned for at samle deres foderskål op som står i læ for regnvejret under hønsetrappen.

Det var der det skete. Lige i det øjeblik jeg bøjede mig, angreb skrækkelige Olfert. SMAK, lige i panden hakkede han mig. Mit styresystem gik øjeblikkeligt i blå skærm. Da førnævnte styresystem kom op igen, dog kun i genopretnings modus, var det kun med de mest basale funktioner svarende til Maslows behovspyramide trin et. Æde, sove, varme, formere sig og slås. Det fik skrækkelige Olfert prompte at føle. Han var ellers ved at puste sig op som den store sejrherre da min venstre hånd voldeligt lukkede sig om hans hals i et lynsnart greb. Derefter fandt han sig selv med halsen klemt godt fast under min gummistøvle også...........Goldierain.

Skrækkelige Olfert skreg, vrælede og baskede med vingerne det bedste han havde lært. Så slap jeg ham, og han strøg over i det fjerneste hjørne. Normalt er det ikke en sætning jeg bryder mig om, men jeg må tilstå at den morgen tænkte jeg: Så kan du kraftedeme lære det kan du!!!!!!!!!!

Skrækkelige Olfert stod og så helt paralyseret ud. Da jeg smed salat ind til dem, stod han bomstille medens de andre overfaldt salaten. Nåh, men han kommer vel til sig selv i løbet af dagen tænkte jeg.
Om aftenen gentog det hele sig. Jeg smed et salathoved ind, de 6 andre overfaldt det og skrækkelige Olfert stod som en saltstøtte på det samme sted som jeg havde efterladt ham om morgenen.
Nå men det hjælper vel når der kommer majs på bordet tænkte jeg fortrøstningsfuldt. Niks. Medens de andre kom drønende ind i nathuset for at få majs, stod skrækkelige Olfert ude i hønsegården uden at bevæge sig. Jeg måtte ud og løfte ham ind i nathuset. Det fandt han sig i uden en lyd. Men istedet for at gnaske majs, hoppede han bare op på pinden og sank sammen.

Den næste morgen var jeg for alvor ved at blive bekymret. Jeg lukkede op for natlugen. 6 glade små bæster strøg ud og krævede højlydt morgenmad og skrækkelige Olfert var ingen steds at se. Jeg kiggede ind i nathuset, og der sad han på pinden hvor jeg havde efterladt ham om aftenen.
Aj aj aj hvad har du dog lavet med den hane tænkte jeg. Det er mig klart at man kan knække dyrs psykologi så de bliver rædselsslagne for dig, men jeg var ikke klar over at unghaner kunne få noget der mest af alt mindede om en fuldfed depression. Jeg løftede ham ud og satte ham ved foderskålen.

Sådan stod det på i nogle dage, og det gav en vis uro i flokken fordi skrækkelige Olfert lige pludseligt havde meldt sig ud af hierarkiet. Så igår morges løftede jeg igen Skrækkelige Olfert ned til fodertruget. Det var her alt blev 'godt' igen. Sally, min lille høne som normalt var nederst i hierarkiet, mente at hun lige skulle vise skrækkelige Olfert at det var hun altså ikke mere. Så hun hakkede ham i nakken.

De skulle hun aldrig have gjort. For den sten i hans 'hjerne' der lod til at blokere hans sædvanlige forstyrrede adfærd, blev nu tilsyneladende fjernet. Han kikkede lige op, også fik Sally ellers tæsk efter noder. Den store hane, der ellers nu betragtede sig selv som førerhane fik også en tur og da jeg fandt at nu var det nok, gik jeg ind og fodrede skrækkelige Olfert med et par regnorme. Det lod til at stive ham totalt af at han fik og de andre fik ikke noget.

Jeg var glad for at vi var tilbage til normaliteten hvis man ellers kan sige det om min lille flok, så jeg gik igang med at muge lidt ud i hønsegården. Skrækkelige Olfert benyttede lejligheden til at gøre noget han aldrig har gjort før. Han stak af. Jeg nåede lige at se hans halefjer da han selvsikkert smuttede ud af hønsegården. Det første der fløj igennem hovedet på mig var sgudaforindihedehulehelvededaosse. Jeg blev total kold om hjertet. Han måtte bare ikke slippe væk. For til den ene side bor der en Brahma hane der i hønse henseende er så stor som et godstog, og han ville med statsgaranti lave sådan en fløs som skrækkelige Olfert om til dagens tilbud i køledisken. På den anden side ligger der en statsskov, fuld af sultne rævebasser og på den tredje side ligger Tyskland og eftersom skrækkelige Olfert ikke har hverken pas, visa eller vaccinationer, er han hane non grata i prøjserland.

Skrækkelige Olfert virkede lidt perpleks over den nyfundne frihed, så han stillede sig op foran de andre og gjorde sig til som ville han sige: Se hvor jeg er. Den forestilling blev ultrakort. I et faldspring jeg lærte da jeg aftjente min værnepligt i forsvaret, kastede jeg mig over skrækkelige Olfert og landende med en hul klagende lyd ovenpå skrækkelige Olfert da luften blev slået ud af mig.. Han vrælede og jeg mindede mig selv om at der er en grund til at man bliver smidt ud af aktiv tjeneste i forsvaret når du fylder 35. Pustende og stønnende kom jeg på benene igen og fik flugtfangen smidt over hegnet. Så satte jeg mig ned, tændte en smøg og overvejede hvor meget skrækkelige Olfert mon vil komme til at koste mig i bekymringer, flossede nerver og bøjede ribben inden jeg kan klippe knoppen af ham.

Dagens billede er taget da jeg var ved at ligge sidste hånd på nathuset i juni måned. Græsmarken i baggrunden er tysk. Også skal jeg beklage billedkvaliteten.

[Liv]

 

[Connie]

Tak for den tidlige godnathistorie

[Canarche]

Jamen selv tak Connie og liv.

[Helle K.]

Jeg er jo gået hen og er blevet sådan helt forelsket i Skrækkelige Olfert , og er lidt bange for fortsættelsen

[magr]

Åh! Man ser det for sig! Vidunderligt, og sikke et godt grin, det er lige så tårerne løber. Kommer til at tænke på nogle araucanere, jeg engang havde - de fløj også rundt i haven som lynkinesere, og  insisterede på at sove i træerne om natten - i begyndelsen rendte jeg troligt rundt i aftenmørket og pillede dem ned og smed dem ind i huset, men holdt op, da naboen kom forbi og tørt sagde: du har lort i ansigtet...

Spændt på  at læse fortsættelsen...

[Canarche]

Helle>>Sådan noget som skrækkelige Olfert skal man ikke forelske sig i. Der er en grund til at han har "skrækkelige" før sit navn, men medgivet. Du er ikke den første der er blevet lidt indtaget i ham.

Magr>> Lynkinesere

[Canarche]

Dette indlæg stammer fra slutningen af september.

Desværre er det gået lidt som jeg frygtede. Der er gået lidt småborgerligt parcelhuskvarter i flokken. De små sjove skævetter de lavede til at starte med er praktisk talt væk.
Vi har vænnet os til hinanden. Skrækkelige Olfert er ikke længere så skrækkelig som han plejede at være. Efter vores lille......Hrm. Sammenstød, er han blevet noget mere påpasselig. Det virker som om han tænker: Ham det store brød af en hane uden fjer er jo bindegal. Bedre man holder sig på afstand.

Det har medført at han ikke længere voldplyndrer majsdåsen om aftenen. Han venter pænt til jeg drysser majs udover gulvet i nathuset. Omkring det at gå i seng og få puttemajs, har lille Sally og jeg også vores faste ritual. Når jeg banker dåsen i gulvet på nathuset og med en latterlig høj stemme skriger KYLLERNE KYLLERNE KYLLERNE kommer 6 af dem også ind, men Sally kommer ikke. Hun kan sagtens undvære majs hvis det betyder at man ikke skal have tæsk. Så når jeg har tømt halvdelen af dåsen ud på gulvet, lukker jeg døren og rigtigt nok. Der står Sally henne ved fodenden af hønsetrappen. Er det nu dig igen siger jeg højt og begynder at bevæge mig hen mod lågen til hønsegården. Du er eddermaneme på den nu frøken, for nu kommer jeg og tar på dig siger jeg medens jeg peger på hende.

Sally giver et par forskrækkede gok fra sig, tripper lidt på stedet og bliver så enig med sig selv at tæsk er bedre end at blive raget på af en halvgammel mand med badebold og tyndt hår på toppen. Så hun går majestætisk ind inden jeg får fat på hende. Det er hun den eneste der kan. Alle de andre basker op af hønsetrappen. Vel inde lukker jeg natlugen bag hende, og hun springer op på sovepinden og går helt ned til enden af den. Sally kunne aldrig drømme om at mænge sig med familien, og det forstår man jo godt. Enden af sovepinden ligger lige udenfor døren til nathuset, og Sally forventer naturligvis positiv særbehandling for frivilligt at være gået ind. Det får hun så. En majsdåse stukket op under næbbet så man kan guffe i fred uden at skulle bekymre sig om skrækkelige Olfert. Når hun har hele hovedet nede i dåsen, må jeg også gerne pille lidt. Altså lidt. Man har vel sin dyd.

Nu går der nu ikke særlig længe før den store hane er af den opfattelse at Sally har fået mere end rigeligt. Først trækker han mig blidt i tommefingeren for at få dåsen ned. Da den ikke kommer ned, øger han trykket i næbbet. Nu kan jeg godt mærke det, men han får ikke dåsen. Desværre er hans tålmodighed ikke voldsomt stor, så den tredje gang tager han rigtig fat og gør med al tydelighed opmærksom på hvorfor frøer, regnorme og sommerfuglelarver ikke slipper væk. Han nappede i øvrigt en mega frø her til morgen som han smadrede til ukendelighed før han slugte den. Jeg har flere gange fortalt ham at frøer er fredet i super skatteklasse A1, men han er bedøvende ligeglad.

Tredje gang er trykket i hans næb så hårdt at det gør ondt. Ikke nu tuder jeg ondt, men det er ikke noget man frivilligt går med til længere tid af gangen. Hvis jeg så driller ham og giver Sally dåsen igen, ja så er der lagt i kakkelovnen. Bare fordi man har en nuttetheds faktor på nul, betyder det jo ikke at man skal snydes for majs. Han skælder ud med korte bestemte gok og det er her man har valget. Enten får man en trækker der kan mærkes, eller også mosler man dåsen ned foran hans næb. Jeg vælger som regel den sidste løsning.

Om tre dage fylder de 5 måneder, altså lige med undtagelse af Sally og hendes søster. De fylder en uge senere. Langsomt begynder de at udvikle sig fra flippede kyller til små personligheder. Jeg glæder mig til at følge dem.

I bakspejlets klare lys, var det her et par rolige uger jeg burde have nydt til fulde. For allerede ugen efter startede skrækkelige Olfert sin sejlende sindssyge op igen for fuld udblæsning, også kunne det ellers nok være at jeg havde mine hænder fulde en gang til. Mere om det i næste afsnit.

[Marianne Vedel]

Dejlig godnat historie

[Brahmsen]

Fantastisk fortælleevne, og rigtige gode historier . Dejligt løft til humøret i denne mørke tid 

[Canarche]

Tak skal i have for det

[Canarche]

Dette indlæg er fra midten af oktober.

Jeg har TRE haner. Den ene er smask bask ragende sindssyg. Den anden er stor, god, blid og temmelig dum, og den tredje ligner den første rent mentalt. Den eneste grund til at den aldrig rigtigt har udviklet sig til en løsgående terror bombe er at min førstehane skrækkelige Olfert har undertrykt han i en grad der gjorde at han faktisk var den allersidste af de syv jeg kunne kønsbestemme.

Da Mads, min gode sydslesvigske kammerat var oppe hos mig en dag, spurgte han: Hvorfor kalder du ham Gustav? Medens han pegede på min andenhane. Joh svarede jeg. Han bevæger sig som en konge, jah sådan ligesom kong Gustav af Sverige. Så er han flot, men desværre er hans væsen lidt bøsset ligesom ham Gustav i for lækker for love. Han er stor, bamset og dejlig som Gustav Winkler, selvom jeg tvivler på at han kan synge ”Gem et lille smil til det bliver gråvejr” Han er bare en Gustav. Den godtog Mads, selvom han ikke rigtig kunne forstå det. Der er nemlig en lille men afgørende kulturel forskel på os.

Jeg har flyttet min mobile hønsegård for tredje gang nu. Årsagen er at de flår alt op hvad der ligger på jorden og i takt med at de bliver ældre, bliver det også slemmere. Her er det især skrækkelige Olfert og tredjehanen der er synderne. Findes der en græstue skal den rives op. Der kunne jo være noget lækkert under den. Det efterlader så hønsegården som et overskidt ødeland på rekordtid.

Skrækkelige Olferts forkærlighed for græs har gjort at han benytter hver en mulighed han får til at stikke af. Ofte tager han sin åndsbeslægtede brormand med på tur. Det er slet ikke morsomt. Her den anden aften lukker jeg lågen til hønsegården op for at fodre, og ud suser skrækkelige Olfert. Brormanden var på vej efter, men ham fik jeg da stoppet med en størrelse 45. Den næste halve times tid, fandt skrækkelige Olfert det hylende morsomt at tæske rundt i skovstykket mellem hønsegården og bækken, med en svedende, opkogt og edderspændt midaldrende mand rendende efter sig.

Dagen efter møvede han sig under hegnet, og stod og vold provokerede røvfjerene ud af brahmahanen over hos naboen da jeg kom ned for at fodre. Naboen havde nemlig lukket sine høns inde i sin voliere, også turde den lille møgprovokerende flab til skrækkelige Olfert godt at spille sej overfor brahmahanen. Han lagde godt mærke til at jeg kom tromlende ned over stykket for at få fat på ham, så han rykkede tættere på brahmahanen som gik fuldstændig amok inde i sin voliere. Jeg fik klemt skrækkelige Olfert op mellem Krusåen og volierehegnet. Brahmahanen lavede et voldsomt udfald, og det syntes skrækkelige Olfert tilsyneladende var et nummer for tæt på tæsk, så han vendte 180 grader og løb næsten direkte ind i favnen på mig. Når jeg skriver næsten, er det fordi jeg måtte kaste mig ud efter ham. Problemet med det, er at grundvandet står Ca. 10-20 centimeter under jordoverfladen dernede.

Jeg fik fat på halen af skrækkelige Olfert og det kan godt være der røg nogle halefjer på ham, men jeg var ærlig talt temmelig ligeglad. For når du kaster dig vildt og blodigt efter en åndspygmæ af en hane på et sumpet stykke eng, ja så ligner du en mudderpøl når du kommer op igen. Nu kunne jeg for gud ved hvilken gang smide tøj til vask og gå i bad på grund af den sindssyge hane.

Den aften blev skrækkelige Olfert båret tilbage i benene med hovedet nedad. I min hjernes biograf så jeg svingende økser og splatterfilm. Han var nemlig små 5 øre i at have opbrugt det maksimale overtræk på sin good-will konto, og han havde i løbet af sommeren også opnået en størrelse, der gjorde af han ikke længere var fredet fra øksen på den konto. Skrækkelige Olfert skulle virkelig træde den smalle sti for at undgå huggeblokken.

Jeg fik smidt ham ind i hønsegården, og straks forlod han dydens smalle sti, og formøblede sine sidste 5 øre ved at spille flagspætte på de stakkels indsatte der ikke stak af i tide og utide.
Det var det Olfert tænkte jeg. Den aften fik de kun vand og ingen mad med ind i nathuset.

Den næste morgen var der udover foder også en fiks lille skarpsleben håndøkse i min rygsæk da jeg kom ned til hønsene. Jeg lukkede natlugen op, og erfaringen er at de kommer hierarkisk ud 1-3-2. Sådan ville jeg også gerne have det, da det jo var skrækkelige Olfert og hans åndsbeslægtede brormand jeg ville af med. Desværre er det med naturen sådan, at den absolut ikke spiller efter din forventning når du mest af alt har brug for det. Den morgen kom de 1-2-3.

Det var ikke min mening at Gustav skulle se sine brødre himle, men på den anden side havde jeg heller ikke overskud til at jage rundt efter ham. Jeg bryder mig nemlig ikke om at slå ihjel, det giver mig ingen glæde, men og det ville blive uroligt nok sådan som det var. Tredjehanen røg først. Han var absolut clueless og anede ikke hvad der ramte ham da han fik et drag over nakken. Skrækkelige Olfert derimod, var helt med på at situationen var absolut uholdbar for ham, men også han fik et drag over nakken og mistede hovedet. Dermed var hans terror regime forbi. Tilbage i hønsegården stod Gustav og så temmelig fesen ud.

Jeg gik ind i hønsegården med den forventning at nu skulle jeg til at tæve rundt efter en rædselsslagen hane, men sådan var det ikke. Gustav stak bare hovedet ned i et hjørne og klukkede lidt uroligt. Så jeg kunne bare roligt løfte ham op og ae ham lidt før jeg bar ham tilbage i nathuset.

Desværre gik turen tilbage til nathuset forbi hans brødres afhuggede hoveder, så han fik det hele med, og det også i stereo. Men ind fik jeg da sat ham, og først var der en pludren af tøsestemmer men så blev der helt stille. Jeg begyndte at pille rammerne ned i den mobile hønsegård for at flytte dem da jeg pludselig hørte en hjerteskærende lyd inde fra nathuset der mest af alt mindede om en kvinde der lige har fået at vide at hendes barn er dødt. Åh den stakkel tænkte jeg. Han har fået et nervøst sammenbrud.

Gustav gassede gradvist mere og mere op, og til sidst slog det mig. Gustav galede. Det har jeg aldrig hørt ham gøre, og det burde også være en umulighed eftersom Gustav er snot forkølet og forkølede haner kan ikke gale jævnfør sagkundskaben. Men Gustav galede. Det lød ikke specielt godt og en pladekontrakt får han sgu aldrig med det gal, men psykisk ødelagt var han i hvert fald ikke. Jeg ved at Gustav er forkølet, for i går aftes da de fik puttemajs, nøs Gustav mig lige op i fjæset. Adr siger jeg bare. Hanesnot i hele krydderen. TAK Gustav. Jeg elsker også dig. Møgkræ!!

At Gustav absolut ikke led af et nervøst sammenbrud, blev jeg forsikret om kort tid senere, for da jeg havde bygget den nye hønsegård op, og lukkede dem ud, startede de alle en leg jeg ikke har set siden de var ganske små kyller. De spillede hoppebold. Hoppebold foregår på den måde at de løber ned i enden af hønsegården, også ryger de ellers afsted op i den anden ende med vingerne blafrende som en toptunet hoppebold boing boing boing. Skrækkelige Olfert havde tilsyneladende noget imod legen, for han tævede alle der startede på det, men nu var han der jo ikke mere også gik den vilde leg, ja selv Gustav deltog.

Nu har jeg gået og kigget på dem et par dage, og sikken en ro der har indfundet sig. Når der bliver fodret, står alle fem med numsen i himlen og æder. Ikke som før hvor alle rendte forvildet rundt og prøvede på at få noget at spise uden at få tæsk med i købet. Sally er stadig presset, men med skrækkelige Olfert og hans voldelige brormand ude af ligningen, har hun det noget lettere. Hun kan jo løbe på lodret trådhegn, hvilken hun i øvrigt gør når jeg kommer ned til dem og annoncerer min ankomst med et højlydt KYLLERNE KYLLERNE KYLLERNE. Så tager Sally den ned igennem hønsegården i fuld firspring for så at løbe op af hegnet og slå en baglæns saltomortale i luften før hun lander i hønsegården igen. Det ser skide skægt ud.

Eneste minus er at Gustav ikke kan lide Skrappedulle. Han jager hende ikke, men kommer hun for tæt på gør Gustav opmærksom på at han synes hun er en møgkælling. Det gør han ikke med de andre. Efter aftenfodringen, starter de pudse showet. Der bliver pudset og rettet fjer ud i en sådan grad at en beautysalon ville være grøn af misundelse. Når de så er færdige med det, begynder de selv at gå ind i nathuset. Hvis jeg så ikke letter rumpetten og kommer med majs, stiller Sally sig i natluge åbningen og glor bebrejdende på mig som om hun ville sige: Vi er altså klar til puttemajs.

Jeg har EN hane og fire dejlige høner.

[Lene Lestat]

Tak for en dejlig levende fortælling med en happy ending,.

[GokkeLotte]

  Man kan næsten se dig som på en film med den historie  Stor, lettere hysterisk mand, svedende og prustende oven i købet pladret til af mudder- jeg tror det er helt fint, at det er mig der passer hønsene i vores have. Min mand hjalp en enkelt gang med putning- der røg nogle halefjer men ingen hoveder............ med mange gentagelser er jeg knapt så sikker på det sidste 

[Connie]

Skøn afslutning ... og lidt fred i hønsegården er vel heller ikke at foragte 

.... glæder mig til også min hønsegård kommer til at emme af idyl