Hej,
Jeg har, som mange andre, dræbersnegle i haven. Jeg har søgt - og fundet ved jeres hjælp, at den mest naturlige - og sjoveste måde, at i alt fald mindske antallet af dem på, er ved hjælp af ænder. Men selv om jeg de sidste mange dage har brugt timer herinde er der stadig mange ting jeg er i tvivl om. Så her kommer lige en masse spørgsmål som jeg håber nogle vil give sig tid til at svare på
Vi bor i et villakvarter på en 900 kvadratmeter stor grund. Hvis vi nu anskaffede os to eller tre ænder vil vi så soppe rundt i klatter i stedet for snegle?
Hvilken and vil være bedst i en villahave? Har på fornemmelsen at det er moskusænder, men griser de meget mere end løbeænder?
Hvor ofte skal ændernes svømme- sjaskevand tømmes og renses? Hvis man f.eks. tømmer sådan en plasticmusling hver dag, får man jo hurtigt en mudderpøl, hvis ikke der er et afløb i nærheden.
Hvis man købte en moskusandrik og to frøkener, er det så til at komme af med alle ællingerne eller skal man slagte og plukker ænder som halvtidsjob - jeg synes det lyder som om de er meget produktive?
Smager de af dræbersnegl hvis ikke de bliver "af-sneglet" i nogle uger før slagtning?
Hvordan holder man rent i deres hus? Sand på gulvet og en hulske, eller hvordan?
Er huset kun rævebeskyttelse eller tjener det andre formål?
Er det smartest også at have en "vraltegård" selv om de kommer ud i haven, og hvor stor behøver sådan en at være?
Skal hegnet i sådan en graves ned - og hvor langt?
Må de ikke komme ud i haven om vinteren?
Er der planter der er giftige for dem, som de alligevel spiser?
Hmm, mon det var det hele. Nej, er der kendskab til nogen der sælger moskus- eller løbeænder i nordjylland? Gerne i nærheden af Pandrup
Glæder mig til at høre fra en flink svarer