Den anerkendte danske forsker og ph.d. i fjerkræfysiogmi,
Poul Try fra Videncenter for Sundhed og Fødevarer (Vifsof) har opnået lidt af et gennembrud indenfor optimering af æggeproduktion og specielt æggetransportsektoren er meget begejstret.
Ægget er jo kendt for sin ovale "æggeform" som ud fra et styrkemæssigt synspunkt er godt. Men ud fra et transportmæssigt synspunkt er det slet ikke en velegnet form. Der er megen spildplads i forbindelse med pakning af æg og det har længe været et ønske med en mere transportoptimal form på æggene. Det er nu lykkedes Dr. Try at gøre æggene firkantede med en betragteligt optimering af æggepakningen til følge.
Et foreløbig resultat af Dr. Try arbejde viser at bortset lige fra toppen er ægget firkantet og de kan derfor pakkes ganske tæt uden meget spildplads.

Dr. Try arbejder hen imod helt kvadratiske æg og forventer snart at have disse resultater.

I sit arbejde har Dr. Try primært baseret sit arbejde på racen Rhode Island Red (RIR) som netop er kendetegnet ved at kroppen er meget firkantet, nærmest "murstensagtigt". Gennem et nøje tilrettelagt avlsprogram er det lykkedes Dr. Try at få denne murstensform fra hønsene over i æggene og arbejder nu videre på at bibeholde denne form samtidig med at få sat ægproduktionen fra den enkelte høne op.
Brancherådet for æggetransport er godt klar over at firkantede æg kan blive mødt med en vis skepsis på markedet og har derfor indledt et samarbejde med specialkonsulent W. Madsen fra Videncenter for Pædagogisk Markedsføring. Hun peger på at en oplagt mulighed er at indlede et markedsføringssamarbejde med figuren SvampeBob Firkant, som jo er velkendt i børns bevisthed og derfor vil der være en naturlig accept af firkantede æg hos børn
