Jeps, hjemmelagte æg er intet mindre end fantastiske.
Men jeg bliver lidt harm, når jeg læser om den ene og den anden "blindtest" af købeæg. Her vurderer man farven sammen med smagen, og så er det jo netop ikke længere en blindtest. Mange forbinder orangegul æggeblomme med god smag, men i dag fodres burhøns med paprika og tagetespulver, så blommerne får en fin farve - ofte meget gulere end økoæg. Uden den tilsatte farve ville burhønseblommerne være næsten hvide. Og buræggene vurderes højt i disse smagsundersøgelser. Jeg ville hellere vide, hvad resultatet var, hvis det reelt var en blindtest.
Vores forventninger har utroligt meget at sige, når det gælder smag. Tænk bare på, når man griber efter colaglasset, og det så viser sig at indeholde rødvin. Bvadr. Men det betyder jo ikke, at rødvinen er dårlig. Ligeledes kan vi nemt narre os selv til at tro, at den flotte gule farve indebærer en god smag - selv om det altså kun er farve.
I min barndom fik vi æg fra mine bedsteforældres gård, hvor hønsene gik rundt og skrabede i en kæmpestor hønsegård. Når jeg fik æg andre steder, troede jeg, de var kunstige. De smagte jo ikke af æg, selv om de lignede!