Det er nu rart at vide at det er uden bivirkninger, og at man ikke kan overdosere. For jeg har brugt lang tid på at kigge på mine idag.

Vores store flotte Orpingtonhane Johan har nu endegyldigt etableret sig som leder af flokken. Det kunne jeg se da jeg lukkede dem ud af indhegningen idag. Det er et stykke tid siden de har været det sidst, da de ikke synes det er noget ved når der ligger sne.
Alle damerne følger efter Johan der klukker, irettesætter, bestemmer og passer på dem. Han finder mad til dem, leder dem ud af indhegningen og ind igen til sengetid, træder dem, og med bare et blik overbeviser han kattene om at der da overhovedet ikke er høns i haven. I hvert fald ikke nogen de kan se...

Når der, om formiddagen, er en af damerne der annoncerer at hun har begået et æg, trisser han rundt ved hønsestigen og klukker rosende og beroligende til hende.
Til sengetid gik han frem og tilbage under hønsestigen indtil de damer han sover sammen med var gået ind, og så gik han selv ind. (Der er fire hønniker der stadig går ind i kyllingehuset og sover. Vi lader dem selv bestemme hvornår de vil "flytte ind" hos de store.)
Igår havde jeg lige en veninde til at hjælpe mig med at kigge en af mine høner efter, fordi jeg opdagede at hun haltede. Jeg kunne ikke selv deltage, da min lille pige krævede mig, men veninden gik uden videre ind og tog hønen op og undersøgte hende, uden at Johan gjorde kunster overfor hende.
Jeg tror vi var heldige at vælge helt rigtigt med hvem af hanerne vi skulle beholde. Indtil videre har han i hvert fald kun plusser i bogen.

Det er fedt at se hvor avanceret flokstrukturen egentlig er, og hvordan en hane påvirker hele flokken, med alle de ting han faktisk gør. Det kan godt være vanedannende. Og meget meget underholdende.
