Jeg har to brune høner, kender ikke racen? Og så har jeg 4 lyse sussex høner og en hane. Hanen er ung og er først for nylig begyndt at gale og springe på hønerne. Han har boet her siden han var kylling så han er i vante omgivelser, og han er på ingen måde ond, tvært imod. Han spiser af hånden og hvis jeg sidder ude i haven hopper han gerne op på mit skød for at dele et æble eller hvad jeg nu lige sidder med.
Mit problem det er at han pludselig ikke kan enes med den ene af de brune høner selvom de har gået sammen hele hans liv. Han hakker hende og jagter hende rundt i hele haven, og hiver hende i vingerne når han fanger hende.
De har et kæmpe hønsehus, hvor jeg lukker for dem hver aften, men den sidste uges tid har den stakkels brune høne siddet uden for min dør på trappen hver aften og jeg er så begyndt at bære hende ind i stalden hvor hun sidder og sover på kanten af en hesteboks, for hanen overfalder hende med det samme når jeg lukker dem sammen, også selvom han er gået til ro på sin pind.
Hvad er der galt og hvorfor er han pludselig så led mod lige denne ene høne?