Isa Warren/Isa Brown

[Lene Lestat]

I virkeligheden er det vel at spørgsmål om smag og behag.  Er heller ikke til hybrider. Men syns det er fint at andre gerne vil have dem. 

Jamen helt klart, og så er der det at de er nemme at anskaffe og billige tilligemed.

Men jeg ville heller ikke selv have dem, da avl og udstilling er min lidenskab og mine racer høns fuldt ud dækker mit forbrug (og mere til) af æg og kød, så jeg ikke behøver at købe i butikkerne.

[Louise S.]

Det har altid undret mig, at racehønseavlere ikke har et mere positivt syn på hybridhøns/Isaer og jeg skal prøve at forklare hvorfor:

Præcis som med de forskellige racehøns, så er der også plusser og minusser ved Isaerne. En har nævnt tilgængelighed, og tillad mig at komme med nogle betragtninger omkring det begreb. I biblioteksverdenen - hvor jeg jo kommer fra - er tilgængelighed et af de centrale begreber. Et hvilket som helst bibliotek, kan jo skaffe hvad som helst hjem - alligevel er den umiddelbare tilgængelighed på hylden yderst væsentlig. Bøgene "sælger" bare bedre, når de står på hylderne med synlig tilgængelighed. Derfor ser man også det (umiddelbare) pudsige fænomen, at hvis en kommune lukker sine små filialer og "tvinger" lånerne ind på det store bibliotek (hvor udvalget og tilgængeligheden er større), ja så stiger både udlånstal og brugertilfredshed.

Men det er jo ikke den endelige sandhed om tilgængelighed. Jeg er også pladesamler om en hals, og i dén forbindelse er tilgængelighed ikke noget positivt - det er ligefrem en dealbreaker. Der er ingen attraktion i en tilgængelig plade, hele sporten ligger jo i jagten - de mange timer i støvede antikvariater og obskure pladebutikker, hvor man endelig finder lige dén udgivelse, i præcis det rette tryk og i den rette condition - som man måske har været på jagt efter i årtier. Tilgængelighed er for pladessamleren, hvad doping er for sporten.

Og nu til pointen i alt den snak om tilgængelighed - jeg tror at nemlig at hønseavleren/udstilleren minder lidt om pladesamleren. Det er jagten på den perfekte kam, den rene tegning og den rette kropsform og tilfredsheden i hele tiden at forbedre sin avl. De gode dyr er ikke tilgængelige på samme måde som en Isa, og derfor ikke attraktive.

I virkelighed tror jeg at man som raceavler faktisk godt kan anlægge det bibliotekariske syn på Isaernes tilgængelighed. At de tilgængelige hybrider faktisk skaber kunder i butikken hos raceavleren, og dermed tilfredsheden i at få udbredt den race man brænder for. For mange potentielle nye hønseejere ER tilgængelighed et issue, så jeg tror at hybriderne er gode for HELE hønseverdenen, fordi deres tilgængelighed gør flere potentielle hønseejere til faktiske hønseejere. Og vi her på Forum ved jo godt hvad der sker, når først man får fjerkræ på matriklen - så er der nemlig stor sandsynlighed for at man bliver smittet med den berygtede hønsefeber og vil ha' mer'  Så vil man prøve kyllinger, eller en god steg eller måske nogle særligt smukke høns, med fjer som ligner de er dekoreret af porcelænsmalere fra den kongelige. Alt det som Isaerne IKKE kan, men det er stadig Isaerne, der var din indgang - eller med andre ord: dem, der udsatte dig for smittefaren.

Derfor synes jeg faktisk at hybrider er positive for raceavlen 

Nå, men til det oprindelige spørgsmål - for det har jeg faktisk forudsætning for at svare på. Efter 5 år med racehøns i gården, fik jeg i sommer 3 unge Isaer. Det var lidt en nødløsning, da alle mine forsøg på at skaffe nye racehøns mislykkedes - ræven åd de araucanakyllinger jeg havde reserveret, og 9 marankyllinger viste sig at være 8.1. Så trods al mulig planlægning, så manglede jeg stadig æg i køkkenet.
Derfor hentede jeg tre hønniker hos Bangs i sensommeren. Jeg var noget skeptisk, man har jo hørt en sang eller to om hybriderne her på Forum. Men min oplevelse af Isaerne ligner fuldstændig Helle Ks - de er sjove, intelligente, nysgerrige og modige. De indgår uproblematisk i en flok med andre racer. Det er i hvert fald nyt for mig, at den størrste dødstrussel mod mine høns kommer fra mine egne fødder, for de vimser rundt om benene på mig, så jeg ærlig talt frygter at komme til at træde på dem. Og så kan de lægge æg! Og æggene er præcis lige så smagfulde og delikate, som æggene fra racehønsene.

Så er der udseendet... Det er jo ikke uset i kunsthistorien, at æstetik kan kobles til funktion. Set med de briller er Isaerne de smukkeste funkis-høns 

(Hvis nogen gad at læse med så langt - så af hjertet tak, og undskyld hvis det blev lidt langt)

[Helle K.]

Det var flot - og rigtigt, Louise Tak

[fle.bir]

helt enig og de kan også lide at blive taget op på armen 

[Mrs.Mereweather]

Enig.
Jeg elsker mine hybrid-damer. Der er så meget mere underholdning i dem end i min australorps.
- De sidder gerne på skødet hvis man sætter sig på en sten i hønsegården
- Man kan ikke åbne en bildør uden de tror de lige skal ind og se
- De her ingen respekt for hundene, så de har lært dem at høns ikke nødvendigvis flygter hvis man truer dem
- De kan håndfodres nærmest fra dag 1
- Hvis jeg ikke får lukket havelågen stikker de hovedet ind af kattelemmen og hvis døren er åben kommer de helt ind i stuen :-D
- De er lige til at samle op hvis de af en eller anden grund skal fanges.
- Det største minus: De hakker i tæerne! Ingen sandaler ved hønsene, slet ikke hvis man har neglelak på!

Bevares Australorps er en del kønnere, men også mere reserverede og forudsigelige i deres adfærd.

[Tanja S.B.]

@Louise       

[Lene Lestat]

Tilgænglige ja. Rugerierne løber ihvertfald aldrig tørre.

Kigger man dog på DBA og G&G så er der altid en masse annoncer med alle mulige og umulige høns der, så det skulle da være en mulighed for at få høns.

Men ja alle høns også hybrider kan være indgangsvinklen på starten af et hønsehold. Som måske indda fører til et videre seriøst hønsehold med avl for øje.

[Henriette Hall]

Det er da til at få de fleste racer, men man skal måske væbne sig med tålmodighed. Da jeg i sin tid bestemte mig for hvilken race jeg ville have kontaktede jeg medlemmer af specialklubben og bestilte daggamle kyllinger til foråret. Det gjorde jeg allerede sent om efteråret/vinteren, og jeg bestilte 20 kyllinger. Så kunne jeg nemlig være forholdsvis sikker på at få rigeligt med høner. Jeg var desuden så heldig at få fra 2 stammer, så jeg kunne sælge hønerne fra den ene stamme og beholde hønerne fra den anden. Hanen blev så valgt fra den modsvarende stamme, og resten blev spist med stor fornøjelse. Men tit er det jo en "her-og-nu"-beslutning, og så vil folk ikke vente på hønsene/kyllingerne.

[Marianne Vedel]

Sikke en fin forklaring, Louise, og der er sikkert noget om det.
Den beskrivelse Helle Mereweather giver kunne lige så godt have været en beskrivelse af mine dværg maran, de er også søde, sjove, anmassende, nysgerrige, hønse-intelligente, gode skrukker, lægger mange æg, gode slagtedyr, og ja, meget interesseret neglelak, både på tæer og hænder. Jeg må tilstå, at det er sket mere en den gang, at jeg har trådt på en af dem, for de vrimler om fødderne på mig.

[Lene Lestat]

Helle Mereweather´s udtalelse kunne snilt passe på mange racer.

[Lene Lestat]

Den var jeg lige ved at skrive selv Lene, men da jeg vidste at du ville kommentere på den ville jeg ikke fratage dig fornøjelsen.    

Fornøjelse ved jeg nu ikke om det er, og jeg havde ellers besluttet mig for ikke at kommentere i denne her tråd, men måtte dog reagere da Pipper69 skrev at det var en race.

[Helle K.]

Beskrivelserne kunne sikker passe på mange racer - ja - men Marianne Meldgaard starter tråden med at bede om erfaringer med Isaèrne, og det er det, hun har fået - ikke om en vurdering af dem i forhold til andre høns

[Henriette Hall]

Tror nu alle høns har noget med neglelak på tæerne. Det skal jeg heller ikke friste hverke landhøns eller barneveldere med, hvis jeg ikke vil hakkes i tæerne. Men det glemmer man jo troligt når man har siddet og smukkeseret sig, og så smutter ud i haven i sandaler om sommeren.

[Helle K.]

he, he...eller regne med at man får medfølelse, hvis man kommer i haven med et åbent sår - så rækker hønseintelligensen ikke til at indse, at det er MADMOR man går i gang med at æde, når man ser BLOD

[Henriette Hall]

Argh. Mind mig ikke om dengang jeg havde mistet en storetånegl..... Gæt selv hvad der skete.