For snart længe siden arvede Konen her på matriklen en høne, den navnkundige Toptosse Tove fra Pylle Pylle og Lisbeth Pilkjær.
Det kan meddeles, at Tove lever og har det særdeles godt.
Det har, uvist af hvilken årsag, været genstand for nogen diskussion, om hanen egentlig var interesseret i Toptossen.
For tre uger siden blev rugemaskinen fyldt delvist op med æg fra de nyligt indflyttede nøgenhalse.
Nu er Manden jo ikke den, der kan nøjes med at fylde en rugemaskine delvist op.
... de suplerende æg lignede i mistænkelig grad Toptossens. Konfronteret med, at han ikke mener, hanen træder hende, og at det var tåbeligt at ruge på tomme æg, konstaterede manden tørt, at Konen jo så kunne være tilfreds, for så kom der jo ikke så mange kyllinger - og dermed ikke overbefolkning igen i år.
Ahem. Det gik, som det altid går, når manden siger sådan noget.
(Vi mindes navnkundige citater som: "Jamen kone, et marsvin får højst to unger, så det gør ikke noget, at de er drægtige begge to" Denne matrikel har aldrig huset marsvin, der fik under fire unger..!)
Allerede to dage før tid sprang den første toptosling ud af ægget. Den lægger allerede an til top. Og den er yndig.
Den fik hurtig selskab af flere. Og af en mængde små, nuttede ting med halse, der ligner regnorme.
Nogen der mangler en nøgenhals? Eller en toptosse?