I december fandt jeg en forhutlet, forrevet og lemlæset dueunge på vej hjem fra indkøb. Bare at gå forbi det sølle kræ, var umuligt, så den røg i cykelkurven og med hjem. I den tro, at det var en af de sædvanlige ring-dueunger, jeg sætter ud igen, når de er kommet sig, ofrede jeg ingen opmærksomhed på den ud over et tilstandsjek med jævne mellemrum og mad, vand, og en rede hjørnet af "sygekassen". Vilde dyr skal forblive vilde, og både den dybe tallerken og tamduen er opfundet.
Men trods den blå-grå farve,har jeg nu fået oplyst, at det slet ikke er en ringdue, men en vild "tamdue", der blot er meget lille( cirka på størrelse med en tyrkerdue). Så forstår jeg bedre, hvorfor den ikke voksede sig stor til ringduestørrelse. Og da den ydermere er blevet tam, kurrer og sætter sig på fingeren, hvis den ikke er sur og hakker, plus et handicap med det ene øje, der ser blind ud, flytter den nok ingen steder, hvis meningen er den skal overleve.
Og hvad gør man så liiige med sådan en? Jeg har aldrig haft duer, og havde heller ingen planer om at skulle ha' det. Kan den bo sammen med høns? Lider den af ensomhed? Er det naturligt at den ikke bryder sig om at sove på pind om natten? Jeg har givet den en pind, da jeg synes en voksen due, der bliver ved at sove i en rede, nok er unaturligt. Men den sværger til reden og bruger kun pinden, når jeg sætter den på den. Er det et sygdoms- sundhedstegn? Der er et og andet med, at de stammer fra klippeduer, så måske vil den bare sidde på noget, der ligner en klippe.
Jeg sværger ellers til høns og har absolut ingen planer om et større duehold, men den skal selvfølgelig have et nogenlunde liv,når jeg nu var så dum at redde den i troen på en snarlig fri og vild ringdue. Har nogle et par begynder-begynder-tips?