hyaluronsyre, (1. led af gr. hyalos 'glas' og ouron 'urin'), hyaluronan, hyaluronat, højmolekylært kulhydrat (en glukosaminoglykan), der findes i alle vævs grundsubstans (ekstracellulære matrix) og i legemsvæskerne hos hvirveldyr. Hyaluronsyre består af kæder af varierende længde opbygget af op til 50.000 monosaccharidenheder, skiftevis glukuronsyre og N-acetyl-D-glukosamin. Hyaluronsyre syntetiseres lokalt i vævene og binder betydelige mængder vand under dannelse af en gel. Et særlig højt indhold af hyaluronsyre findes i hudens bindevæv, knoglevæv, brusk, ledvæske og i øjets glaslegeme. Hyaluronsyre har betydning som rumopfyldende substans og for vævenes og leddenes evne til at modstå tryk. I ledvæske tjener hyaluronsyre som smøremiddel, og i bindevæv hæmmer hyaluronsyre indtrængen af mikroorganismer. Hyaluronsyre har også betydning for heling og gendannelse af væv.
(taget fra Den Store Danske)