Tak for jeres svar alle sammen, jeg kan se, vi ikke er alene om at have oplevet dette.
Nu er det syvende sæson, vi går i møde. Inden vi for seks år siden flyttede herned, havde jeg hørt, at sådant kunne forekomme, men i min naivitet troede jeg måske nok, at der var tale om fordomme hos dem, som fortalte om sådanne hændelser. Det fandt jeg så ud af, ikke var tilfældet.
Jeg vil gerne beklage, hvis jeg har lydt som om, jeg mener, alle jægere ikke respekterer andres ejendom. Selvfølgelig er jeg klar over, at det langt fra er alle jægere, som har den indstilling, at de må skyde efter alt, hvad der bevæger sig og i hvilken retning de lyster. Og at det selvklart heller ikke alle, som mener, det er i orden at sende deres dyr ind i andre menneskers haver. Det er bestemt heller ikke hver eneste gang, der har været jagt, at vi har haft uvelkomment besøg eller har skulle holde os inden døre for ikke at få et eller andet i hovedet. Men det er sket ofte nok til, at det er et stort problem. Jeg har endda somme tider haft lukket for kattenes adgang til kattegården, fordi jeg ikke følte mig for sikker på, at jægerne ikke ville skyde mod kattene, uanset de befandt sig på vores grund. Og i år har vi så dv.wyandotterne løbende frit i haven og vil meget gerne undgå, at de lider overlast.
Hvorfor har jeg eller min mand så ikke tidligere konfronteret jægerne med problemet? Måske fordi vi dybest set er lidt konfliktsky og gerne vil bevare et godt naboskab. Omvendt kan man vel sige, vi ikke har et godt naboskab, når vi - sagt på en pæn måde - ikke er glade for situationen, som den er.
Vores hus ligger i den ene side af grunden, og jægerne står ofte lige på den anden side af hækken, hvilket vil sige under 20 meter fra huset. Det er lige tæt nok på efter min smag. Jeg synes ikke, det er i orden, hundene sendes herind. Og jeg mener heller ikke, det er i orden, at der bliver skudt ind over vort hus/grund. Vi har ikke hund, men havde vi haft det, er jeg da ret sikker på, at ingen ville synes, det var i orden, hvis vi sendte hunden ind i naboens have efter bytte.
Vi vil handle som foreslået af flere af jer - tak igen for jeres input.
Venlig hilsen
Marita