Jeg har, som tidligere skrevet, to skrukker, der smukt ligger side om side i hver sin redekasse og synkron-ruger. De går af rederne sammen og hygger sig tilsyneladende med at spise/drikke samt støvbade og løbe lidt vilde rundt en god halv time hver dag.
Forleden var der imidlertid en tredie høne (den lille blå), der også ville skrukke, men hun kan tilsyneladende ikke finde ud af det, sidder bare på kanten hos en af de andre skrukker, og vil gerne sidde der hele tiden - også om natten. To aftener har jeg løftet hende op på siddepinden efter det er blevet halvmørkt, og i går tog jeg hende ud af hønsehuset mange gange. Her i dag lod jeg hende være indtil jeg skulle ud af huset kl. 9, hvor jeg igen smed hende ud af huset. Nu var der imidlertid en fjerde høne, der lå hos den anden skruk for at lægge dagens æg, min plan var ellers at lukke for smuthullet. Nå, men jeg lukkede alligevel, for jeg skulle kun være væk nogle timer, og der var jo mad og drikke derinde. Da jeg kom hjem havde hun fået lagt sit æg og var klar til at løbe ud til de andre. Skrukkerne var også ude på deres daglige tur, og den lille blå lå i et af støvbadehullerne under huset. Jeg puffede lidt til hende, og hun lå på et æg, det var dog ret koldt, så hun kan ikke have ligget der SÅ længe, og jeg tror i øvrigt, at det var en af de andre, der havde lagt det der, nu da hønsehuset var lukket.
Mens skrukkerne var på luftetur, lukkede jeg smuthullet, og da de var gået ind i hønsegården igen, lukkede jeg hertil og åbnede smuthullet. Kort tid efter var de på plads på rederne igen, så jeg kunne lukke smuthullet. Så lille blå ikke kunne komme ind.
Men den lille blå er altså lidt lost, hun går noget sammen med de andre, men søger meget mod hønsehuset - alene. Hvis så den lille klovn kunne finde ud af at lægge sig i en af de ledige reder
Det jeg forsøger er at "afskrukke" hende, er der nogen, der ved hvor lang tid det mon kan tage. Jeg føler mig simpelthen som verdens ondeste hønemor, men jeg lover på spejderære, at hun nok skal få lov næste år!