Første gang jeg havde ruget æg ud i rugemaskine og havde tømt rugemaskinen for uklækkede æg, kom min mand til at "rydde op" i rummet, hvor æggebakken med de uklækkede æg stod, før jeg selv havde smidt dem ud. Da æggebakken var væk troede jeg, at min mand havde smidt den ud, men "oprydningen" bestod i at flytte æggebakken op på vores vandvarmer. Nu er det sådan, at jeg ikke er det højeste menneske i verden og alt der er over min hovedhøjde har det med ikke at findes i mit univers, så først to-tre uger efter, fik jeg tilfældigvis øje på kanten af æggebakken oppe på vandvarmeren. Jeg tænkte, "hvad i alverden gør den æggebakke der oppe" og tog den ned og fik en ubehagelig oplevelse, da jeg åbnede æggebakken for at se indholdet. Et af æggene var revnet og der var løbet sort snask ud i halvdelen af æggebakken, det lugtede mildt sagt ikke særligt godt. Et held at det ikke var løbet ud af æggebakken! Så æggebakken røg hurtigt ud skraldespanden (stakkels skraldemand!!!!) (nedgravning af ulækre ting i haven går ikke, da vi har en hund der elsker ulækre ting og med glæde ville grave dem op igen..... <Rog ) Manden fik en opsang omkring hans uheldige evne til at anbringe alle mulige ting og sager over min hovedhøjde (det var ikke første gang) og jeg er efterfølgende begyndt at prøve at huske på at kigge op en gang i mellem.......