Hos nogle ganske få hunde er jagtinstinktet så kraftigt at det er i stand til at overdøve alt andet - også 'flokinstinktet'. Man kan skælde, smælde, slå, sparke osv osv det vil prelle totalt af.
Jeg har sådan en. En irsk terrier med at heftigt jagtinstinkt går hun først på noget så er hun komplet ligeglad med hvilke andre 'stimuli' hun får. Der er kun det ene i hendes hoved: JAGT! Hun har taget ræve, mink, høns, rotter, kaniner, vildkatte, pindsvin osv osv. Det eneste der afholder hende fra at pelse vores høns er hegnet om hønsegården. Hun er knapt 13 år gammel, ser dårligt pga stær og har gigt i bagbenene og rør sig helst ikke så meget mere. Alligevel røg hun for 14 dage siden frontalt med '180 i timen' ind i trådhegnet fordi hun fik øje på naboens kat uden for hegnet (hegnet har været pågældende sted siden vi flyttede ind for snart 6 år siden

) . Hun slog en baglæns kolbøtte og fik rykket sine gamle ryg lidt så vi måtte en tur omkring dyrlægen. Hegnet (et meget kraftigt trådhegn 120 højt) har fået en ordentlig bule

.
Jeg har haft terriers hele livet og dyrket lydighedstræning som konkurrencesport siden jeg var 14 år gammel og hun er den eneste som har været komplet udenfor pædagogisk rækkevidde hvad angår jagt. Normalt har jeg ikke svært ved at lære dem at høns er det ikke tilladt at jage. Min anden hund er typen der bare skal have et enkelt stille og roligt 'NEJ' så dropper han at løbe efter et eller andet og som færdes fredeligt blandt høns og kyllinger. Og sådan plejer mine hunde at være. Hun er superlydig lige indtil hun ser/får fært af bytte, så bliver hun sådan en slags 'dræberrobot'

. Det eneste det med tiden er lykkedes at få lært damen er hun ikke behøves at ligge på lur ved hønsegården hele dagen; hun kan alligevel ikke får fat i dem.
mvh
Mette