Dværg maraner er ret nye i Danmark, vi fik dem først godkendt (og kun i den kobberfarvede variation) til LU 2010, men jeg fik de første æg fra gråstribede i foråret 2009. De kobberfarvede fik jeg æg fra foråret 2010.
En korrekt høne skal veje knap et kilo og hanen lidt over. Mine gråstribede er til den store side, mens de kobberfarvede er næsten perfekte.
De gråstribede lægger pænt mørke æg, dog ikke helt så mørke som i stor race, hvor de jo næsten kan blive sort-lilla, mens de kobberfarvedes æg ikke er specielt mørke. Det er et generelt problem at få æggefarven med hos dværgmaranerne. Jeg er medlem af et fransk maran-forum, hvor netop dette bliver diskuteret en del, og hvor man arbejder hen i mod målet: rigtig dyr, der lægger rigtige æg.
Du kan læse en del mere på min hjemmeside.