Ligesom Lene kan jeg godt lide vinteren, men denne her har også taget pippet fra mig. Dels så varede den meget længe og gik langt ind i foråret, dels tog den mig på sengen da det ret beset stadigvæk var efterår. Så porrerne, rødbederne, persilleroden står stadigvæk i jorden, og det var jo meningen at de skulle spises nu
I dag har vi -4 grader og vindstille, det er helt forårsagtigt efter de kraftige frostgrader. Jeg kan se, at hønsene synes det samme, de virker gladere og er ikke så oppustede i fjerne i dag. Det forunderlige er, at både i går og i dag sner det ligeså stille, mens solen skinner, det er altså smukt.
Angående Bornholm, så føler jeg med dem, jeg boede på Møn ude i Busene i vintrene 1979/80/81 og det var ikke spor sjovt til sidst. Vi var virkeligt afskåret fra alt og havde det ikke været for hestene var vi aldrig kommet til byen efter forsyninger da vi løb tør for alt. Sneen dækkede alle vinduer og vi kunne dårligt finde ud af dag og nat. Da der endeligt blev ryddet var der meterhøje tuneller som vi kørte i.
Nå, men lysere tider er på vej og jeg føler altid en enorm lettelse når julen er overstået, vist er den hyggelig, men også ret belastende, selvom vi ikke gør det helt vilde ud af den.
VH Gunni.