Jeg er ret ny i hønsehold og der dukker hele tiden nye spørgsmål op...
Jeg har 5 dværgwyandotdamer som bor i et hjemmebygget uisoleret hønsehus hævet 30 cm over jorden. De har siddepind med træplade under, så det er nemt at gøre rent hver dag. Resten af gulvet er strøet med sand. De har redekasser med halm, som de den seneste måned er begyndt at benytte flittigt = mange skønne æg. De har adgang til delvist overdækket hønsegård (bl.a. under huset) med volierehegn over og under jorden, så Mikkelræv ikke kan komme ind. Der er altid meget læ i haven, og hønsehuset står endvidere op ad hæk og drivhus. Når vejret er ok, får de lov til at komme ud at løbe og skrabe i vores indhegnede have. Men nu til mit spørgsmål:
Indtil nu har vi kun lukket lemmen for smuthullet om natten, når det virkelig har stormet. På den måde kan damerne selv stå op og gå i seng, når det passer dem. Ligesom vi kan fylde op i foder- og opvarmet vandtrug og tage på weekend uden dårlig samvittighed. Som man kan se på billederne har jeg lukket smuthullet så meget som muligt til. Taget fra hønsehuset rækker et stykke ud over hønsegården, så det kan ikke sne eller regne ind ad hullet. Men med al kulden og snevejret er jeg alligevel kommet i tvivl om, det er ok, jeg kan jo ikke garantere at der ikke kan komme træk? Har overvejet at hænge plasticstrimler for hullet, så træk undgåes, men de stadig selv kan styre, hvornår de står op og går i seng, nogen der har erfaringer i den retning? Hønsene virker glade og friske og lægger som sagt mange æg.
venlig hilsen Mette