Jeg er simpelthen SÅ ulykkelig!
Vi havde den sødeste søde lille vildtfarvede araucanahøne (sandsynligvis den eneste høne ud af 6 kyllinger), som var så tam så tam. Hun kom altid hen så snart vi kom ud i hønsegården og fløj op på vores lår hvis vi satte os på hug. Min ældste søn på 3 er helt vild med hende, tager hende op og går rundt og synger for hende... Han døbte hende Bokita

De sidste par uger er hun kommet hen, når jeg har været ude for at fodre og vil gerne have mad af den beholder jeg tager maden med, men jeg har altså ikke tid til at stå og håndfodre, når jeg lukker ud inden jeg skal på arbejde. Derfor begyndte jeg at sætte hende op i fodertønden, mens jeg lukkede op de rigtige steder, fodrede og skiftede vand. Når hun syntes hun havde spist op, så fløj hun selv op af tønden igen. Det var en rigtig hyggelig lille "aftale" vi havde der...
Imorges da jeg kom ud og skulle fodre og stak kanden ned for at tage foder kunne jeg pludselig mærke at der var noget i tønden og så til min skræk at det var Bokita, der lå der! Stendød...
Jeg tænkte og tænkte hele formiddagen på hvordan det kan være gået til og den eneste forklaring jeg kan finde, er at jeg igår aftes kun kom hurtigt hjem efter arbejde, gik en tur med hunden, gav hønsene lidt ekstra mad og tog til bestyrelsesmøde. Da jeg tog foderet må hun simpelthen være hoppet op i tønden uden jeg har opdaget det. Hun er aldrig før selv hoppet derop...
Hun er død af kvælning og/eller udmattelse og det var min skyld! Jeg har været skiftevis fuldstændig ulykkelig over det og sur på mig selv hele dagen. "Hvad var det også for en åndssvag ting at lære hende, det måtte jo gå galt" og alle de andre tanker, der flyver gennem hovedet på en...
Det eneste gode, der er at sige til det er at mine børn heldigvis er på ferie med farmand og heldigvis først kommer hjem om halvanden uge. Jeg kan slet ikke holde tanken ud om en 3-årigs skuffede ansigt...

Megaøv, jeg trænger vist til en krammer
