Nu ser det ud til, at der er løsning på blodmideproblemet.
Hønsehuset (12 kvadratmeter) er gjort rent. Vores løvsuger var meget effektiv til at fjerne de træspåner, hønsene går i og spindelvæv og sådan noget. Den støvede meget, så hvis nogen vil bruge metoden, vil det være en god idé at tage en støvmaske på - en af de hvide, malere sommetider bruger. Så er der blevet vasket ned med en stærk stråle vand.
Rentokil her været her og sprøjtet med noget, der hedder sulfac, som man ikke selv kan købe. Det forstøves i bitte små bobler, som indeholder stoffet. Når en mide rører boblen, får den sulfac på sig og dør. Det er virkningsfuldt i 1½ måned, så eventuelle senere klæggende mider dør også.
Jeg køber hydratkalk i dag og giver huset en omgang om de 1½ måned, så jeg ikke forstyrrer virkningen af sulfac'en.
Jeg skal nok lige tilføje, at det ikke er billigt, det bliver omkring 700 kr. Har ikke fået regningen endnu, så det er bare løseligt opgivet pr. telefon. Hvis det virker, ville jeg gerne betale langt, langt mere. Miderne er det mest ækle, jeg nogensinde har været ude for.
