Det er en frygtelig oplevelse, at få uanmeldt besøg af ræven. Held og lykke med de overlevende. De skal nok klare det. Jeg har også erfaret, at høns, efter ræveangreb, kan overvinde utroligt dybe og betændte sår, som vi andre ville bukke under over for på mindre en et døgn.
Jeg glemmer ikke lige med det første, da ræven tog de fleste høns ved højlys dag for et par år siden. Jeg troede liiige det gik an at køre til tanken, mens hønsene var ude. En tur på maks en halv time. Så kommer jeg hjem til et syn af døde høns overalt - og et frygteligt skrig! Det var ræven, der som den sidste overlevende, lige havde sat tænderne i bagkroppen på Majse, en Isa Brown.
Hun have gemt sig i kompostbunken, så ræven havde sat tænderne i bagkroppen på Majse for at hale hende ud. Det eneste der reddede Majse var, at ræven slap og kiggede op dét sekund, jeg kom løbende ned ad bakken. Ræven løb - og jeg løb efter, fast besluttet på at få fat på den. Dén var dødssyg af skab og humpede af sted, så jeg halede nemt ind på den. Men på trods af at Majse var så maltrakteret, som hun var, fandt jeg ud af, at hun løb mig lige i hælene, lige så humpende og afpillet som ræven! Først ræven, så mig - og så Majse bagefter! Godt ingen så os.
Jeg stoppede for at tage Majse op på armen, hvor jeg kunne se hvor dybt ræven havde bidt. Der løb blod ud af endetarmen, så tænderne var trængt helt ind til tarmen og perforeret den. Sår og tarmbakterier, en rigtig dårlig kombinatiorn

Jeg har heldigvis altid harmonikaflasker med sterilt saltvand og klorhexidin liggende. Dem spulede jeg sårene med meget grundigt. Hvis sårene var betændte dagen efter, var det dyrlæge. Men det utrolige skete. Næste dag var der tør sårskorpe hen over bidhullerne, og sårene var ikke bløde og bulne af betændelse under skorpen. Efter at have stået og hængt med næbbet et par dage, livede Majse op igen. Selv om det ser slemt ud, skal man ikke gi' op.
Lige nu er Majse igen mat i sokkerne, men det skyldes det årlige fjertab. Det kan vi leve med
