Efter længere tids hårdt arbejdspres, havde jeg i går tid til at se nærmere på hønseflokken.
Jo de er der alle. Hanen, gode Jakobsen. Han passer godt på flokken, fortæller om farlige fugle oa. der nu kan få 'gok gok gok' frem i ham

Viser damerne deres mad, den mindste spire på gårdspladsen skal meldes i tre eksemplarer. Tjekker redekassen for uhyrer inden dagens (sjældne) æg skal gøres

Jo han er god ham Jakobsen

De tre hønsedamer følger ham trofast, lige indtil de os. Så glemmer de alt om mand, børn og kæledyr. Fuld fart frem og hen og tigge
De to hønseaspiranter, som stadig går deres egne veje. De sover sammen med deres to brødre, men når dagen spirer frem forlader de flokken, hopper over hegnet og går tur i marken, i køkkenhaven og på bålpladsen. Spændende om de 'integrerer' til foråret

Deres to brødre render forvirret rundt. Hormonerne spirer og damerne er lækre. Men Jakobsen er hård! Der er intet at gøre. De må være i hans flok, sove i hans hus og spise med. Men se på en høne er ikke tilladt. Så de render konstant rundt og leger struds, for man skulle nødig kigge i den forkerte retning

Til sidst er der Mama skruk. Vores lille mor, der lagde sig skruk 7 mdr. gammel og har denne sommer skrukket 3 gange. Hun har fået lov til at blive også til næste slagterunde. Det er guld værd med en god skruk, der kan ruge, passe og beskytte sine kyllinger mod hunde, katte oa. kravl.
Glæder mig allerede til hun tøffer rundt med små igen om 4 måneders tid
Men hov, hvad er nu det? Der er noget galt! Vores lille guldklump er smurt ind i rødt stads i hele hovedregionen. Rød i panden, nakken og omkring øjnene. Et stort rødt hoved. Jeg kigger hurtigt rundt endnu engang for at se om andre er ilde tilredt. Hvad er der sket? Er det en af de andre høner?
Hønen må tages ind og inspiceres. Efter lidt græskarkerner kommer hun hen og jeg får mor skruk med ind i laden.
Her står manden og jeg råber op at hønen er dødsyg og en af de andre madammer har gjort det og og og..........
Og så fortæller manden at det kun er den ene høne der kan lide rødbeder!

God aften til alle!