Endelig var det ved at være fuldendt. Genskabelsen af min hønsegård efter at ræven havde raseret den for et halvt år siden. Med en del fornyelser, er jo nysgerrig, så havde anskaffet lidt nye racer. Både efter særlige ønsker og lidt efter, hvad jeg havde kunne få fat på. Bla. en skånsk blomsterhøne, som jeg synes var rigtig sød. Den måtte selvfølgelig have en veninde. De andre racer var osse parvis.
Efterlysning her på forummet og lidt opsøgende arbejde og vi kunne hente Storeblomst.
Alle var glade og Storeblomst så ud til at finde sig til rette, efter at den havde sonderet sit nye terræn og de andre beboere.
Vi kiggede ofte til den og de andre i løbet af dagen. Elsker at se dem trives, at skrabe, støvbade og klukke...
Børnene var puttet og nu var det tid at putte høns. Sussexene, som havde boet der en måneds tid, kunne godt putte sig selv, men de andre skulle have lidt hjælp. Og det fik de. Men hvor var Storeblomst? Var den allerede fløjet fra reden. Var den ked af, at den var den eneste, der var kommet alene og følte sig lidt udenfor? Jeg kiggede i alle de hjørner og gemmer, som de andre benytter. Ingen storeblomst. Skulle den være så kvik, at den allerede havde puttet sig selv? Kiggede hos sussene...ingen Storeblomst.
Okay, så måtte jeg ind og hente manden, som netop havde sat sig godt tilrette med et glas rødvin og som skulle til at se et program om et af sine ynglingsemner, nemlig vin!
Han kiggede osse alle de steder, som jeg havde gjort og vovede sig ud i den velvoksne urtehave, der på grund af andre projekter var en anelse vild. Ingen storeblomst. Æv!
Nå, måske den var oppe på taget. Der tager de store børn osse engang imellem et frirum for de små. Mig op af stigen, som står op af muren mellem huset og udhuset.Ingen høne på tagene.
Nu vil jeg jo mene umiddelbart, at jeg er en kvinde i sin bedste alder, meeen måske ikke så behændig, som jeg har været. I hvert tilfælde trådte jeg af uvisse grunde ned på et gammel bølgetag, som danner noget overdække på den anden side af muren, da jeg skulle manøvre mig ned af stigen igen.
Mange tanker og følelser drøner gennem hovedet i sådanne situationer. Jeg havde følelsen af, at det her sker bare ikke, følelsen af begge ben, der bare ukontrolabel braser igennem, huskede at der står redskaber lige nedenunder, huskerde de traumer, jeg som bioanalytiker har været over til, med folk der var faldet fra diverse højder.
Jeg klamrede mig fast til muren og råbte meget bestem på min mand. Bad om med umodsagt tone, at han skulle skynde sig. Og det kan han godt. Heldigvis er han en stor stærk mand og kunne løfte mig ned. Skrabede inderlår og arme og en arm, som havde det bedste, når den ikke var i bevægelse. Æv!
Nå, men er jo sej og hønen var ikke fundet endnu og mørket faldt snart på. Ud at lede.
Gik ud på stiem ned skrævende ben, som en cowboy, for at mine skrabede inderlår ikke skulle røre hinanden. Spurgte en ung pige med næsen få centimeter fra ansigtet, om hun havde set en høne. Hun gloede forbløffet op og kiggede sig tilbage. Tror ikke, at hun nogensinde har set en høne fjerbeklædt, andet end måske i Fjernsyn for Dig. Hun havde ikke set nogen høne. Videre.
Efter lidt lederi stødte jeg på et ægtepar, der lige var komm
et hjem. De var lidt ærgelige over, ikke at være stødt på hønen, for de var sultne. I det samme ringer mobilen. Det er min mand, som tænkte tilbage på sit tidligere liv, hvor hans høns ofte sad i æbletræet.
Ganske rigtig. I det lille 2 årige, men tætbladede kirsebærtræ, sad den unge Storeblomst nok så stille og nydeligt. Lige midt i hønsegården. Vi var gået adskillige gange rundt om hende få centimer fra hende og hun havde ikke givet et kny!
Vi var nød til at tage nogle billeder af den søde situation. Skøre høne.
Adrenelinen begyndte at aftage og dermed begyndte smertene at melde sig.
Hønen blev puttet og jeg var på skadestuen og fik en slynge om højre arm. Muskelfæste ødelagt, da jeg faldt igennem og hagede mig fast. Sygemelding indtil videre i min. 2-3 uger!
Håber, at Storeblomst lever i mange år og lægger mange og gode æg!
