Her til aften kl. 19 var der rævealarm fra hønsehunden

Ud med Elsehunden, for pga. syg mindsteknægt, så var der ikke blevet lukket til stalden, hvor orperne bor.
Hun tæskede afsted, tydeligvis med fært af en firbenet håbefuld tyveknægt, der ikke var bleg for hønsejagt i den bidende kulde.
Jeg gik til stalden for at lukke, men så til min skræk at orpekælehanen, Herman, manglede. Haven rundt med lommelygte uden held og til sidst gik jeg bagom stalden til den anden hønsegård for at finde ud af hvor hunden var blevet af. Her blev jeg mødt af et par bunker af Hermans letgenkendelige blå orpefjer

- heldigvis var det næste jeg mødte ikke et kadaver, men Herman, der sad og trykkede sig op ad den lukkede port

Jeg aner ikke hvordan han er kommet ud på den side af stalden, for vores gårdplads er lukket, men naboen kommer indimellem forbi og henter nogleting han har stående i stalden, så måske har døren stået åbent lidt for længe...
Herman var heldigvis tilsyneladende uskadt og blev glad for at kunne kravle ind under sine damers store skørter, da han var vel tilbage i stalden.
Der hersker dog ingen tvivl om at hønsehunden, Else, reddede hans liv og fik rævepelsen til at slippe

Du lægger dig ud med den forkerte hønsehund, Mikkel Ræv!
