Hej Folkens,
Jeg troede jeg vidste det meste om hønseadfærd efter at have læst Jørgen Liljensøe,
fulgt godt med her på Forum og generelt Googlet meget på emnet, men hør her en grum historie:
Jeg satte 2 unge hønniker ind til min Australorps-flok (1.5) i forsommeren, og de endte som ventet
nederst i hakkeordenen. Den ene klarede sig egentlig meget godt, men den anden var klart meget udenfor
fællesskabet - også efter en tid, og hun blev aldrig helt accepteret. Hanen (Hassan) var ret hård ved hende
synes jeg, men hun var god til at undslippe, og holde sig for sig selv. Hendes veninde bakkede hende op,
og de var meget sammen, og sov sammen på rugekassen, medmindre de gik i haven - så gik "Hanky Panky"
som pigerne kaldte hende, mest for sig selv.
Nuvel: da jeg kom hjem i går eftermiddags, bemærkede jeg en del blod på væggen (på tværstiveren) bag
siddepinden, og kiggede alle høns efter i sømmene. Hanky Panky havde et stort, blødende hul i nakken,
og man kunne fand'me se helt ned til nakkehvirvlerne. Grusomt. Jeg gjorde kort proces med øksen,
men pigerne ville ikke høre tale om kyllingesteg af Hanky Panky, så vi begravede hende under anstændig
ceremoni med blomster og sten, und alles.
Mit spørgsmål til de af jer der stadig hænger på: er det normal adfærd, at de går SÅ hårdt til værks mod
hinanden, eller er det et særtilfælde? Og hvordan vil det nu gå den efterladte "veninde"?
Det virker ikke,som om det er hende der er nederst nu, men én af de andre der klarer sig okay.
Bortset fra at kammen er flænset og hun har fjermangel på ryggen.
Jeg ville blive glad for jeres erfaringer på dette område - det bekymrer mig lidt, skal jeg være ærlig og sige...
/Klaus