Jeg har jo nærmest fået et "hønseanlæg" . Altså - det vil sige - jeg har delt hønsegården op i to, og lavet en udgang ekstra i hønsehuset, hvor der i forvejen var to rum.
Det har givet mulighed for at holde italienerne (1,5) adskilt fra maranerne og anskaffe en ung hane, der gerne skal vokse sig stor og blive fører for de to høner. (1,2)
Planen er så, at de på skift (hveranden dag) skal ud på grunden og gå frit.
De to maranhøner gik sammen med italienerne indtil den nye hane flyttede ind.
Problemet er, at de to maranhøner stadig gerne vil være en del af italienerflokken. Ude i gården løber de frem og tilbage i forsøg på at finde en udgang, når italienerne går udenfor. Og hvis det er maranerne der har fået udgang, løber de udenfor og vil gerne ind til italienerne.
Italienerhanen er meget opmærksom på maranhønerne og holder sig tæt til hønsegården, når han ellers er ude med sin egen flok.
Når begge hold er i deres respektive hønsegårde, forsøger maranhønerne konstant at finde et smuthul (som ikke er der)
Jeg føler mig lidt som en, der har tvangsfjernet to høner fra deres familie.
Jeg tænker, at de nok skal vænne sig til det med tiden, især når den nye hane bliver mere voksen. Men kan man risikere, at han faktisk ikke rigtig får chancen - så længe italienerhanen er til stede så tæt på?
Jeg har overvejet at afskærme skillevæggen i hønsegården. Altså at slå brædder op, så de ikke kan se hinanden når de er ude - og så ellers at holde begge hold inde i gården.
Men hvad er mest synd? At de aldrig kommer ud på friland - eller at de bliver ved med at savne hinandens selskab?
Nogen, der har råd, erfaringer eller kommentarer