Det var en mørk og skummel aften... vinden peb i trætoppene og ruskede i hus, have, høns og hund.... en stiv vind ude fra vest!!
Og SÅ!! lige med et... et brag, ja det vil sige man hørte det ikke pga. al den anden larm og klapren i tagplader og gamle dørhængsler... men et brag MÅ det have været... det gamle blommetræ... husets og fruens stolthed! det flækkede i alle 4 verdenshjørner 1 cm over jorden... ikke til at redde, en sorgensdag!
Fruen kredsede om træet løftede hjælpeløst i først den ene så den anden gren... kiggede bekymret på de lækre og efterhånden så berømte og eftertragtede blå blommer... men intet kunne skjule det faktum at dette ville være den uigenkaldelig sidste høst! Der var et lille spinkelt håb om at årets blommer kunne nå at modnes og derfor blev træet liggende, hvor det var faldet .. dagene gik, konen gik med... ud og se bekymret til om blommerne nu også blev modne ... og se miraklet skete... blommerne blev store, blå og modne... den minimale lille rest af bark, der stadig forbandt træet med rødderne, havde i en sidste kraftanstrengelse sendt vand og næring til såvel blade som blommer på det gamle ærværdige træ.
MEN alt har en ende... og det uundgåelige måtte ske... blommerne blev plukket, hønsene fik deres broderdel OG så... SAVEN... det lod sig ikke længere udskyde... manden ville klippe hækken... og mente at det gamle blommetræs tilstedeværelse i den gamle bøgehæk, som havde støttet det så kærligt og trofast i den sidste tid... at denne tilstedeværelse var en passende undskyldning for at udsætte klipningen så længe som muligt... men NU hvor han havde samlet al sin energig og fundet den lange ledning til hækklipperen... ja NU lod det sig ikke længere udskyde... så konen måtte samle sig og saven og gå i gang.
Efter megen sveden .. lidt banden og et enkelt angreb af en, i det højegræs næsten udsynlig brændnælde, så blev det gamle træ savet ned... i mindre stykker... og lagt i bunker... men konen kunne ikke bære at det gamle og ærværedige træ bare sådan skulle sendes på bålpladsen... bag stalden... eller laves til kompost på genbrugspladsen... NEJ!! nej og atter NEJ!!! ... selv et gammelt udslidt og flækket træ måtte da have en FREMTID..
og da var det at åbenbaringen kom... HØNS!! HØNS! skal da ikke gå og kede sig... nej de skal da have noget at sidde på... i deres hønsegård... så var der ikke langt fra tanke til handling... konen savede mere.. svedste mere... bandede nok også lidt mere... og så... bar hun med sine sidste kræfter stammen med strategisk placerede og passende antal grene stadig siddende på , over til hønsegården... åbnede døren og satte stammen på plads... ingen skulle kunne komme og sige at hun ikke passsede sine høns ... og NU... hvor aftenen falder på... roen har sænket sing og hunden ligger i sin helt egen private lædersofa og nyder freden efter dangens strabasser - det er jo hårdt sådan at kigge på mens konen i huset arbejder og ikke mindst bander lidt ... da står det det gamle blommetræs stamme eller i hvert fald en af dem og troner i hønsegården... og freden og roen og idyllen har igen vundet indpas på den gamle kvæggård.