I januar havde vi natligt besøg - jeg vågnede fordi jeg kunne høre larm fra hønsegården.
Vi styrter ned og finder den ene høne død i sneen og hele hønsehuset er åbnet.
Vi endte med at tilbageholde en 12-årig dreng, der kom tilbage for at lede efter sin mobil, som han havde tabt. Politiet blev kontaktet og drengen kørt hjem med patruljevogn. Et par dage efter, da sneen smeltede, fandt vi hans mobil i en bunke med fjer og sne i hønsegården. Den blev afleveret til politiet.
Drengen var lokal, men ikke en umiddelbar nabo. Han bor så langt væk, at han umuligt kan blive generet af vores høns, så hvad der fik ham til det, ved vi ikke.
Vi har nu sat et kamera med bevægelsessensor op, så der bliver streamet til vores mobiler hvis der er noget der bevæger sig i haven. Desuden har vi sat lås på alt.
Jeg kan godt nikke genkendende til den fornemmelse af, at man ikke føler sig tryg i sit eget hjem efter sådan en oplevelse. Der gik over en måned før jeg sov godt om natten efter det besøg.