Spirillen

[Edmond]

Der var en, der skrev om handicappet fjerkræ. Jeg har altid givet dem en chance, hvis de ikke led under det. Ja jeg ved, at jeg halvtosset , men det er levende væsener, som jeg har påtaget mig ansvaret for.
Jeg tror ikke, at jeg har fortalt Jer om Spirillen, så det vil gøre nu. Hvis jeg har fortalt det før, så tilgiv mig. Vi halvgamle gentager jo altid vores ynglingshistorier.
Det var året efter Tjernobyl. Næsten alle de avlere, vi kendte brokkede sig over deformt afkom eller dårlige rugeresultater.
Vi havde andeæg i rugemaskinen, og klækningen gik udmærket. Der var en ælling, der gav sig god tid, og det fik den. Da den endelig kom ud, var halsen drejet, så den kunne kun hedde Spirillen. Da jeg tog den ud, så manden ugerne kunne være bøddel, kiggede den på os og nappede ham kærligt. Hvem kan stå for det? ikke os  Ænder er det mest sociale fjerkræ.
Altså, hun skulle have en chance efter kampen med at komme ud af skallen.
Hun blev med det samme adopteret af en anden ælling, Anton. Han ledte hende hen til både mad og vand, som en skruk ville have gjort,så de kom i et lille indelukke med varme for dem selv.
Det var så varmt den sommer, at de kunne komme udenfor efter 2 uger. De hyggede sig sammen og var meget selskabelige, når vi kom hen til dem. 
Efter to mdr. i solskin og varme blev Spirillens hals for tung. Hun havde haft et dejligt liv, men nu måtte det slutte. Jeg indrømmer, at der flød nogle tårer, faktisk mange, og manden måtte til det svære.
Anton måtte hen til en anden andegård, for han angreb os efter den tid. Han fik mange børn det nye sted, og var en eksemplarisk "far".
Det kan tænkes, at I synes, vi er tossede, men Spirillen havde et dejligt liv fyldt med solskin og kærlighed trods handicap.