I lørdags sluttede livet for min mands onkel. Kræften tog ham alt for tidligt. Der var så mange ting han ikke nåede at opleve, før han fik fred. 10 måneder fik han dog til at tage afsked, og til den rejse til Skotland han så gerne ville på. Men hvor er det dog uretfærdigt, hvorfor er det ikke alle forundt at blive mæt af dage, og sove ind uden sygdom og smerte?
10 måneder..
9 måneder..
Lørdag d. 27. Oktober kom min længe ventede datter til verden. Og selv om hun "tog nødudgangen", har vi det rigtigt godt allesammen.
"hvis jeg ku
så loved jeg dig et langt og lykkeligt liv
men jeg kan ikke spå"
-Kim Larsen "Susan Himmelblå"
Cirklen sluttes. Nogle skal herfra, andre kommer til.
Hvor er det svært at rumme så mange følelser på én gang.