Jeg kan så godt forstå dig Jane. Både ænder og gæs er fantastiske dyr.
Men de sviner utroligt i forhold til hønsene. Vandet bliver beskidt i løbet af få minutter her hos os. Og vi har det endda delt op i fire afdelinger, så Campbell-ænderne har deres bassin, Mignon-ænderne deres, Mignon-ællingerne deres og gæslingerne deres. Og alligevel er det ufatteligt snavset i løbet af ganske kort tid.
Jeg er bange for, at din smukke lille havedam med fisk i løbet af få minutter ville blive forurenet af ænders/gæs' efterladenskaber. Især synes jeg, at vore gæslinger skider (undskyld sproget) hele tiden - om de er i vand eller på land. Det kræver en meget stor pumpe at holde det rent. Vi har købt et stort pumpeanlæg, der skal i brug, når vi får "bygget" en sø til svømmefuglene. Som det er nu, bliver vandet skiftet fuldstændigt hver eller hver anden dag.
Hvis du beslutter dig for ænder, så vælg endelig ikke de bittesmå Mignon. Selv om det er de mest bedårende ænder, vi har, og vi aldrig vil stoppe med at have Mignon, er det nogle larmende størrelser, som i hvert fald ikke hvad det angår egner sig til en villahave. Ingen hane kan overgå Mignon-andens skræppen. Andrikken larmer ikke meget.
Campbell-ænderne skræpper også en del. Andrikkerne er forholdsvis stille. De er utroligt gode til at tage snegle, og så er de fantastiske æglæggere - lægger omkring 300 æg om året, så de er fuldt på højde med hønsene hvad det angår. Blommen er stor og flot, og æggene smager skønt. Men igen: de larmer lidt - altså ænderne, ikke andrikkerne.
Knus
Marita