Åh, hvor kan man grine. Jeg kom til at tænke på den første parring min nyanskaffede kobbermaran "Onkel Andrew" forsøgte sig med med en af Faverollemadammerne. Jeg havde nær fået maden i den gale hals af latter, da han lavede en fin saltomortale hen over hovedet på den noget større madamme, rejste sig op på den anden side og spadserede derfra med ophøjet værdighed, som om det havde været en planlagt del af de gymnastiske øvelser...
Vi ser om det går bedre for ham i morgen, han fik 2 nye koner, Grønlæggersignoritaer, i dag. De har forsmædeligt tilbragt hele dagen i et lille kaninbur på græsplænen i mangel af bedre, medens Onkel Andrew næsten ikke har veget fra buret. Han har kredset rundt & rundt, med vingefjerene slæbende hen af græsset, lavet små beroligende lokkende lyde og forsøgt at kalde dem til de lækkerbidskener, han kunne finde. De 2 Faverollemadammer har kunnet skøtte sig selv, i dag har han ikke set til deres side, forelskelsen lyser ud af hans blik som en strålekanon. Kun Freja, skrukhønen med de 2 kyllinger, har fået et lille høflighedsvisit af ham ved skrukburet. Jeg har just været ude at løfte signoritaerne ud af kaninburet og på pind ved siden af de andre i hønsehuset, og han var fuld af små dybe velkomstlyde. Og Faverollen ved siden af stak demonstrativt hovedet ned til sin vinge for at signalere, at nu sov hun altså, tak.
