En oplevelse jeg havde for et par år siden.
Én af vores duer så ikke duehøgen, jeg gjorde – men høgen var så fokuseret på at slå sit bytte, at den ikke bemærkede mig. Som førnævnt er jeg lidt af en fugle elsker, det gælder også rovfugle – fantastisk ser det ud, når de slår ned, men behøver det være mine duer?
Duehøgen, en stor hun, landede med duen på jorden få meter fra mig, klar til at fortære sit måltid, en lækker ungdue. Jeg kom med et meget stort brøl, tro mig – kastede en pind efter den – selvfølgelig forbi – og høgen fløj væk med min due. Høgen er dog tilsyneladende blevet temmelig forvirret over denne brøleabe (mig), for den taber duen, i et hegn ca. 50 meter fra mig. Duen falder til jorden, jeg troede den var død, men senere skulle det vise sig, at den, forståeligt nok, bare var stiv af skræk.
Under hele forløbet følger vores gamle labrador Freja spændt udviklingen, hun er meget opmærksom: Far er gal og råber temmelig højt – en fugl tager en af duerne (det må jeg ikke!). Hunden tænker: Jeg må finde på noget for at gøre ham glad igen.
Reaktionen kom prompte, uden tøven løber hunden ud til hegnet og apporterer en noget fortumlet, men i øvrigt uskadt due. Den blev straks sat ind i dueslaget igen og var efter kort tid helt ok, men den blev godt nok noget forskrækket.
Nyeste
Hvor i DK bor du?
Fra Fru Maymann 
