Høns er meget sociale dyr. En hønseflok er indrettet hierakisk, så én høne - overhønen - kan jage alle de andre væk. Den næste høne kan så hakke alle andre end overhønen osv., ned til den laveste underhøne, der bare må stikke af fra alle. Således er det, og således skal det være.
Det ses dog, at nogle overhøner forvalter pladsen bedre end andre. Nogle ligefrem chikanerer de lavere, andre lader dem mestendels være. Efter min mening bør man efterstræbe det sidste i sin videre avl. Selvom avl naturligvis er umuligt med en hybidtype som Isa Brown.
I vores ene dværghønseflok, har vi en gammel krydsningshøne, som var en af de fire første vi fik, for 3 år siden. Hun er altid øverst i rangstien, hun er en helt genial skrukhøne og hønemor, og hun har mig bekendt aldrig chikaneret nogen. Godt ville det være, om alle vores høner var som hende.
Men nej. I vores anden dværgflok overfalder de stærke høner de svage, og hanen er netop blevet aflivet, fordi han angreb kyllingerne. Sine egne kyllinger!
Du må nok acceptere, at du ikke kan hjælpe din puttehøne. Det gør mig ondt.
Der er dog en mulighed i, at beholde hende til næste år, men udskifte de andre. For det meste kan de ældre høner slå de yngre, men ikke altid.