Jeg tager skrukken væk fra de andre, for det er noget rod, hvis andre høner kommer og lægger sig oven i hende og æggene, som kan blive trampet i stykker.
Hvis skrukken er arrig, kan den besætte favoritredekassen, så de andre høner lægger æg de mærkeligste steder. Selvom der er 6 redekasser, er det altså kun 2 i øverste række, der er populære.
Skruk med kyllinger går i et aflukke (en boks på den anden side staldgangen). De har deres egen hønsegård, som desværre har en meget lang stige, som små kyllinger ikke kan gå op ad. Hønen viser selv, når de er store nok til at komme ud, men som regel må jeg i en uges tid hver aften fange de mere tungnemme kyllinger og sætte dem tilbage til mamma. Det foregår under hyl og skrig, og skrukken kommer af og til susende ud for at forsvare sit afkom. De har også et lille hus helt nede i deres hønsegård, så de kan søge ly for sol og regn.
Skrukken viser, når hun synes, de små skal ind i flokken. Så lukker jeg begge døre op, og hun spadserer med sit kuld over staldgangen til de store.
Sidste år havde en wyandotte kyllinger, som hun nidkært passede i 13 uger! Til sidst var de andre høns så bange for at nærme sig kyllingerne, at de længe efter den moderlige omsorg var ophørt ikke turde være i nærheden af de unge høns (var de efterhånden).
Nu er damen skruk igen, og selvom jeg ikke er glad for vinterkyllinger, har hun fået 11 æg. Det er noget møg med små kyllinger i en stald uden store dyr, som kan holde temperaturen oppe. En påske fik jeg daggamle kyllinger, for jeg havde en meget ihærdig skrukhøne. Temperaturen faldt til minus 15 grader et par dage, og selvom jeg købte en griselampe, kunne den kun holde 11 grader rundt omkring foder og vand. Af 9 kyllinger døde 3. Måske fordi hønen ikke var tilstrækkelig rutineret til selv at lægge sig klods op ad foderautomaten.
Men det kræver plads til høne og kyllinger, og alle skal have noget fornuftigt at foretage sig (skrabe i jorden after godbidder, æde græs, lede efter lækkert ukrudt). Lediggang er roden til alt (det meste) ondt.