Dansk Fjerkræ Forum Dansk Fjerkræ Forum Dansk Fjerkræ Forum
Rosenbud.dk - Alt i tilbehør til høns america.png

Nyeste

Forfatter Emne: Julefortælling 2021  (Læst 2251 gange)

0 Medlemmer og 1 Gæst læser dette emne.

Offline Hans-Kurt

  • Moderator
  • Indlæg: 1 750
Julefortælling 2021
« Dato: 01 December , 2021, 01:23 »
1.   december 2021
Solen var lige begyndt at kunne skimtes mellem træerne på den anden side af grusvejen, som har et 90 graders sving ved den lille sø der ligger i forbindelse med åén. Den sø som for mange år siden blev anlagt for at opsamle regnvandet fra den lille landsby der ligger kun 500 m derfra.
Måske er sø lige flot nok at betegne vandet for, for det er kun ca 50 x 50 meter stort, så måske vandhul er bedre. Men alligevel – naturen har med årene forsøgt at indtage stedet, sådan som naturen altid reagere når mennesker blander sig og forsøger at skabe noget – i dette tilfælde for at få regnvandet, eller retter det der følger med regnvand fra asfalterede veje ned i kloarkerne, til at stoppe op og bundfælde sig, inden overfladevandet kan fortsætte vider ud i den tilstødende å.

Med store mellemrum kommer der nogle kommunalansatte og oprenser vandhullet. Dette er netop sket i det overståede forår. En stor gravko – placeret ude midt i vandet – havde fjernet dunhammerne, som havde okkuperet hele vandoverfladen. Tilbage er blot nogle få ramponerede dunhammere. De forsøger nu efter bedste evne, at til gro området igen.

Det nu frigivne vand, er indtaget af store mængder andemad-planter og et par Blishøns har ligeledes bosat sig ved bredden og betragter alt vandhullet tilhørende, som deres ejendom.

Et par vildænder har dog med mellemrum opsøgt stedet for at se, om det kunne bruges til opfostring af næste generation. Indtil nu forgæves, da naboerne – Blishønsene – ikke fandt det opportunt.

En næsten daglig gæst er også hr Hejre, han inspicere området for spiselige ting, men forgæves, indtil videre. Men med håbet i mente kommer han ofte og måske en dag – hvem ved, vil også fisk indtage området. Åén er kendt for regnbueørreder og deres slægtninge.

Men lige nu er der kommet en ny indvåner, hun kom midt på sommeren og har slået sig ned – måske for altid. Hende skal vi følge den næste måneds tid. Hun har i den grad indtaget ikke bare vandhullet, men et stort areal omkring samme. Og hun har gjort sig berømt – nogle vil måske sige berygtet – ved sin optræden.

Hun er både kendt af mennesker med små havnebassiner, Grovvare udsalg med store mængder spil korn og sene aftenkører (biler) der passere via området og sidst men ikke mindst af Fodermesteren der bebor en gård på den anden side af vejen, bag ved træerne.

Også på dyrefronten er hun kendt. Området er dagligt besøgt af flere Glente par der er på udkik efter ådsler.
I træerne på den anden side af grusvejen bor - og har gjort det i flere år - et Musvågepar og hertil høres på visse årstider det til stedet hørende Natuglepar.
Fodremesteren har også smerteligt måttet erfare, at Ræven kommer forbi fra tid til anden. Den reducerede kraftigt i hønseflokken ved midsommer.
Så vores lille dame har også en opgave i at passe på ikke at komme noget til, når hun færdes udenfor vandet.

Og hvem er hun så ?, det afsløres i morgen :O)

« Senest Redigeret: 01 December , 2021, 12:08 Fra Hans-Kurt »

Offline Hans-Kurt

  • Moderator
  • Indlæg: 1 750
Sv: Julefortælling 2021
« Svar #1 Dato: 02 December , 2021, 18:04 »
2. december 2021

Vores lille ven sidder som hun har gjort mangen en morgen, i skjul af dunhammerne der blev tilbage efter oprydningen i foråret. Hun har stadig søvn i øjnene, men solen kommer mere og mere frem og det vækker hende og får hendes humør til at stige flere grader. Hun er og har været meget ensom, efter hun ankom til vandhullet, efter hun er vokset op et helt andet sted i landet.
Hun voksede op på en større gård, hvor hendes mor og far og mange mostre og tanter lever et frit liv. Frit fordi de ikke er indespærret i store andehuse, som ellers er normalt og hvor der – i hvert fald nogle steder – er indhegninger hvor livet levers skulder ved skulder.
Rigtigt – vores lille ven er af andefamilien – hun er en meget smuk moskusand – næsten hel hvid. Kun fra panden og lidt ned i nakken er der nogle få sorte fjer, som gjorde, at hun kunne skilles ud fra alle de andre i den store flok hun var en del af som helt lille og i de første måneder af hendes liv.
Hendes mor kaldte hende Annabell, for hendes mor har franske aner og ville gerne give hende dette slægtskab med i livet. Fodermesteren har ikke kendskab til dette navn og han har døbt hende – Snehvide –
Som en henvisning til hendes smukke hvide fjerdragt. Der er ikke antydningen af noget der kan nægte hendes hvide farve, da hun dagligt bader og passer sin fjerdragt så den er i tip top form. Kun den sorte stribe på hovedet gør, at hun kan skilles fra de andre ænder i hendes barndomsgård.
I en sen eftermiddagstime kom hun til verden, sammen med sine 21 søskende, jo der er rigtigt, hun har faktisk 21 søskende. Hendes mor havde fundet en gammel halmbunke inde i en tør lade og her forberedte hun sin familieforøgelse. Over flere uger lagde hun troligt et æg og dækkede dem, så de var skjult for omverden. Moderen viste efter bitter erfaring, at der altid er røver til hendes æg. En gang blev hendes rede plyndret af et skadepar som havde slået sig ned i de høje træer der omgiver gården som hun lever på. En anden gang var det en ræv der fjernede mange æg og gjorde, at der ikke blev noget af den redes æg. Hun turde simpelthen ikke ruge af skræk for selv at blive rævens bytte.
Men tilbage til den eftermiddag, hvor Annebell kom til verden. Hun var fra starten en kvik lille and, moslede sig hurtigt frem under moderen for at tage verden i øjesyn. Samme medflere andre søskende, lå hun med hovedet tittende frem ved det moderlige bryst og kikkede med nysgerrige øjne på den omgivende verden.
Hun så at reden var godt gemt inde ved muren og nærmest med et lille halvtag over, som gjorde at reden var godt skjult for nysgerrige øjne. Hun kunne også se, at der måtte være en verden uden for stalden, for der var ligesom et område ude til højre, hvor der trængte et stærkere lys ind i stalden og oplyste et område, som hun ikke kunne se derfra hvor hun lå.
Sent på dagen kom faderen for at besigtige sin børneflok, men det var moderen ikke helt enig med ham om at han skulle. Hun fortalte ham meget bestemt, at han skulle forføje sig og at han godt kunne fortælle de andre familiemedlemmer, at hun nok skulle vise familieforøgelsen frem, når hun fandt det rigtigt.
Nu puttede hun sig så atter ind under de dejlige andedun som giver så dejlig en varme – hvilket vi er mange der har glæde af – som bekendt.
Dagen efter fandt moderen det rigtig at forlade reden og gå ud for at præsentere sit afkom. Hun rejste sig og gik lidt væk fra reden og kaldte på ungerne. Hun talte dem ikke, for regning er ikke hendes bedste kompetence, men sådan er livet i en lille andeflok, man må holde sig til og ikke gå sine egne veje – ikke mens man er helt lille i hvert fald. Det var der søskende til AnneBell der smerteligt måtte erfare, som oftest ved at lade livet.
Men nu tilbage til december måned hvor AnneBell lever et ensomt liv i regnvandsbassinet. Hun strakte sig og rystede kroppen for at få gang i musklerne. Nu skulle det gøre godt med noget morgenmad, men hvad skulle hun vælge ?, Fiskedammen, Spilkornet ved Grovvarebutikken eller andemaden hvor hun boede ?.
Hun valgte at flyve til …..


Offline Hans-Kurt

  • Moderator
  • Indlæg: 1 750
Sv: Julefortælling 2021
« Svar #2 Dato: 03 December , 2021, 08:39 »
3. december 2021

Hun fløj mod syd i retning af det industriområde hvor hun for måneder siden havde fundet et særdeles interessant kunstigt vandhul.
Hun kikkede sig godt omkring, under indflyvningen, for hun havde før været ud for, at fruen i huset holdt øje med hende, når hun landede i haven ved dammen. Hun var godt klar over hun ikke nødvendigvis var særlig velkommen, mere om det senere.
Hun kunne se, at der var fri bane og landede i stene tæt på dammen, men hvad var nu det, der var sket noget siden hun sidst havde været her. Hun kikkede med måben på det der var stillet op. Hvor der før stod en krukke med sommerplanter, var der nu opstillet en – ja hvordan skal det forklares ?. Umiddelbart ligner det et lille nøgent træ. Men det ser ikke ud som de træer hun kender fra området ved regnvand bassinet. Herfra kendte hun godt nogle træer der til forveksling linede dette monstron hun nu havde foran sig. De træer hun tænkte på, var de små Hæg der voksede i hegnet op til grusvejen. De havde også tabt alle blade nu. Men, men dette underlige træ, havde – ud for hver ende af en gren – en – ja var det en vanddråbe – det kunne det godt ligne.
Hun gik nærmere, måske man skulle forsøge at smage på disse vanddråber ?, som sagt så gjort – nej det var ikke vand og det sad åbenbart fast, for det fulgte ikke med, da hun trak i det, så spises kunne det altså ikke.
Selv stammen var uspiselig, den var lige som om den var lavet af papir, det føltes i hvert fald som sådan, da hun fik trukket et stykke løs.
Nå ja, så måtte hun jo se om ikke der var noget spiseligt i vandet. En af hendes ynglings spiser var de dejlige små guldfiskeunger der svømmede rund i store mængder. De var lidt svære at fange, men med lidt hel kunne hun jage dem op i det lave vand der omsluttede dammen og så tage for sig af retterne.
Under vejs til dammen så hun endnu en mærkelig ting være sat i stensætningen. Det var faktisk en stor ting. Hun nærmede sig nytilkomlingen, Det havde åbenbart en forside og en bagside, og det var bagsiden hun først så. Den lignede helt klart en wrap-balle i grønt plast, rund og lagt på siden. Hvad skulle den da her ?, så vidt hun viste, var den fyldt med græs som bl a køerne på Fodermesterens enge satte pris på, hvorfor græsset så skulle pakkes ind, det forstod hun ikke.
Hun gik om på den anden side af ballen – og nu var hun da først forundret, for på den side var der tegnet to store øjne, en næse og en smilende mund. Der var også påsat noget hvidt nederst, der hvor mennesket har en hage. Og på toppen af ballen var der en mægtig tophue i rødt. Jamen hvad skal alt det til for ??. Hun satte sig ned og glemte helt at hun var kommet for at få noget morgenmad.
Nu så hun, at det ikke bare var et træ og en Wrap-balle der var kommet til siden hun var der sidst, Det var også hængt noget ud over de to busbombuske der står langs huset, op af væggen. Og på døren hænger der – er det noget der er knækket af en af buskene i haven ? det ligner det i hvert fald, bare bøjet så det danner en cirkel og så er der placeret noget rødt stof nederst.
Interessant, jeg må se om noget af det er spisbart, tænkte AnneBell og rejste sig og gik hen mod buskene. Hun så ikke at hun blev fulgt inde fra vinduet til køkkenet. Nu tog personen der fulgte hende i døren ud til have og ………

Offline Hans-Kurt

  • Moderator
  • Indlæg: 1 750
Sv: Julefortælling 2021
« Svar #3 Dato: 03 December , 2021, 23:49 »
4, december 2021
Fru Hvash åbnede døren med et kraftigt tag i håndtaget. Nu skal den and altså ha en overhaling  igen igen.
Hun var godt træt af at den kom og skabte uorden i hendes dejlige lille dam med de smukke planter og krukker hun brugte så meget af sin sparsomme fritid på.
Hun rev døren til side og skred ud på fliserne der føre over til dammen, så hun kan gå tørskoet der over og undgå snavs på fodtøjet, som jo ville følge med ind i huset når hun atter gik ind. Det gik hun meget op i – ikke at få skidt ind på bagganggulvet. Noget hun har en daglig kamp med mand og unger, om at overholde.
AnnaBell var ikke et øjeblik i tvivl om hvad der var under opsejling, da døren blev åbnet i stor hast. Det var igen den vrede dame der kom for at jage hende væk fra morgenbordet. Hun var egentlig ikke bange for hende, hun havde jo et indgående kendskab til mennesker fra hun var helt lille ælling. Der havde været mange mennesker på den gård hvor hun kom til verden. Gården havde nemlig en gårdbutik der var åben daglig. Det tiltrak også mange børnefamilier, at gården – ud over at sælge af det der blev dyrket i markerne – havde et rigt dyreliv, som bl a indeholdt geder, får og fjerkræ – herunder moskusænder – en andemor med en flok ællinger gjorde altid lykke hos børn.
Så hun så med bedende øjne på damen der nu kom nærmest løbende hen af fliserne mod hende, kunne hun ikke for en gang skyld lade hende få sin morgenmad i ro – men nej hun råbte og huede efter bedste evne og fægtede med armene.  Når ja ja da, så flyver jeg herfra – tænkte AnneBell og vendte sig om og fløj af sted.
Så måtte hun finde sin morgen mad et andet sted. Hun skulle ikke flyve ret langt, for Foderstoffen ligger i samme område som huset med dammen, ja faktisk kan man se fra det ene sted til det andet, da det ligger lige på den anden side af vejen.
AnnaBell landede på asfalten, som der er et stort område der er belagt med, ved bygningerne som benyttes til opbevaring og tørring af korn. Her havde hun altid mulighed for at fået et godt mættende måltid, når hun havde brug for det. Det vil sige, det var ved at knibe med mængden af spilkorn, for en af de ansatte på Foderstoffen gik og fejede de sidste rester sammen. Ja det havde faktisk været svært den seneste tid at finde kornet. Men heldigvis var han ikke så omhyggelig med fejningen, der var altid lidt hist og pist. Men AnnaBell var ikke den eneste der brugte spisekammeret ved bygningerne, der var også altid et slæng af Gråspurve der lagde vejen forbi. Ligeledes viste hun, at en del rotter også forsynede sig af kornet. De sidste var vist ikke så velkommen, det havde hun hørt en dag, da to af mænd gik og fyldte nogle metalkasser op med et eller andet, som de sagde kunne slå rotterne ihjel. Du milde himmel, tænkte hun. Hvorfor må de da ikke hjælpe med at fjerne det der er spildt og ikke inde i hallerne, det må da nærmest betragtes som en hjælpende hånd (læs Pote) at vi rydder op efter de der ikke kan læsse kornet ordentligt af. Og hvorfor skulle kornet også læsses af uden for hallerne og ikke inde i dem med det samme – se det tænkte AnneBell meget over.
Nu gik hun sin tur, som oftes fulgte den samme vej hver gang. Hun måtte sande, at der ikke var meget at hente, men da hun så kom over i nærheden af butikken der ligger i en af de lave bygninger i udkanten af pladsen lige ved siden af kornvægten, så hun , at en af damerne som hjælper til i butikken så hende og tog en skål i hånden og gik mod udgangen.
Hvad nu, ville hun også jage hende væk som det lige var sket over på den anden side. Måske ikke, for hun – damen i butikken – gik ikke så raskt til som den anden havde gjort – hun kom faktisk ganske stille ud og hen imod AnnaBell og satte sig på hug og kaldte på hende.
Hvad nu, hvad vil hun mig, tænkte AnnaBell. AnnaBell gik forsigtig frem mod damen – viftede med halen og sendte en vissel lyd ud fra næbet, sådan som moskusænder gør, modsat almindelige ænder, der snadre og rapper i et væk. Hun gik et skridt nærmere og så kom der pludselig …….


Offline Hans-Kurt

  • Moderator
  • Indlæg: 1 750
Sv: Julefortælling 2021
« Svar #4 Dato: 04 December , 2021, 22:28 »
5. december 2021
En bil rundt om hjørnet i en vældig fart. Den bremsede med hvinende hjul og stoppede kun få centimeter fra damen med skålen.
Det blev for meget for AnnaBell hun lettede og skyndte sig væk. Damen rejste sig med et spjæt og tabte skålen hvis indhold røg til alle sider. Hun fik også en stor forskrækkelse over den pludselige ankomst af en bil.
AnneBell havde fået nok for den dag af sine små restauranter i industrikvarteret og fløj hjem til sit regnvands bassin. Hun var stadig meget sulten og gik i gang med at spise noget af andemaden der flød i store mængder på vandoverfladen. Men det mætter altså ikke rigtig noget. Hun gik op på skrænterne og tog lidt græs og nogle skørtidsler, det fylder lige som noget mere.
Hvad var nu det hun hørte ? - en bil komme ?. Det var den Røde Caddy, som hun så ofte havde set køre enten til eller fra gården bag træerne. Men i dag skete der noget nyt. Den stoppede og ud steg Fodermesteren. I hånden havde han et syltetøjsglas med noget i. Han gik over mod regnvandsbassinet og stoppede op ved en beton kant, der er støbt så overskuds vand kan løbe ud i åen.
Nu kaldte han på AnnaBell, som havde gemt sig mellem dunhammerne. Så dryssede han lidt af glasset indhold ud på betonen.  AnnaBell reagerede ikke, han kaldte igen, nu kikkede hun og gik i vandet og begyndte at svømme over til stedet hvor han stod.
Han blev ved med at kalde og tale til hende og hun kom nærmere – han er vist ikke så slem, han ser helt tilforladelig ud, syntes hun. Så gik hun i land ikke langt fra ham og nu så hun at det var korn og majs han stod og spredte ud – til hende ?. ja åbenbart. For han fejede det i hvert fald ikke sammen som de andre mænd hun havde mødt når hun spiste korn over ved Foderstoffen.
Hun gik fortroligt nærmere og begyndte at spise, åh det var dejligt at få noget at spise, nu havde hun ikke fået korn af den kvalitet før og slet ikke majs, faktisk kendt hun ikke majs, men da de lå der, måtte de prøves. Ikke dårligt, ikke dårligt, man kan nemlig godt smage når man er en lille moskusand. Det er der ikke mange der tro´er, men det kan man altså.
Mens hun spiste ivrigt af det tildelte, kikkede hun nøje på Fodermesteren, for at se, om han nu også var til at stole på. Hun blev ligeledes studeret af Fodermesteren, Han nød samværet med det lille kræ, der udviste ham den tillid at komme når han kaldte – et tegn på, mente han, at hun havde været hos mennesker en gang – han mindes også sin tid med moskusænder – en tid der lå mange år tilbage. Nu tænkte han på, hvorledes han måske kunne få denne lille smukke moskusand med hjem på gården. Den kunne jo godt gå sammen med – ÅH NEJ. Ikke nu, Fugle influenzaen og de mystiske regler om, at ænder og høns ikke må gå sammen – ikke i samme indhegning i hvert fald.
Men hvad så når det bliver rigtig vinter ?. Så vil hun jo have bedre af at være et sted hvor hun kan blive lukket ind, end sidde her – måske endda med is på vandet – og være udsat for – ja måske en ræv eller en mår.
Han måtte i tænkebox og finde en god løsning.
Her og nu nød de begge samværet. Især kan Fodermesteren ikke stå for det, at AnnaBell vifter med halen og – kan man ikke godt kalde det – sludre på den hyggeligste måde, men sine små hvæs.
Så nu kommer damen der hver dag lufter sin hund – og parkere sin bil oppe på det grønne areal der ligger mellem landsbyen, vejen og regnvandsbassinet. Den kan jo være med til – indirekte at passe på den lille and, men det er jo kun i meget kort tid af et helt døgn, den holder ræven væk. Der må ske noget andet.
Men hvad ??

Offline Hans-Kurt

  • Moderator
  • Indlæg: 1 750
Sv: Julefortælling 2021
« Svar #5 Dato: 06 December , 2021, 13:31 »
6. december 2021
Da Annabell vågnede her til morgen, blev hun mildes talt forbavset, ja næsten bange – om natten var der kommet sne, og ikke bare et lille drys, nej faktisk så meget at det meste af landskabet om regnvandsbassinet var dækket, også træernes grene var pudret med sne. Det havde hun ALDRIG set før.
Så først lå hun meget stille og bare stirrede på alt det hvide. Lige der hvor hun lå,  var der ikke sne, for hun havde fundet et sted inde under nogle dunhammere, som gav et godt skjul og samtidig god læ.
AnnaBell iagttog hr og fru Krage, som kom flyvende og landede i den store pil, hvis grene næsten nåede ud over vandet. Hun så, at det hvide stof faldt af og dalede til jorden da de to krager lande på en gren. Uhm hvad er det nu for noget ?
Der over – lige til venstre for hende kom de to blishønse søskende svømmende hen i mod hende. Var de ikke bange for det stas der var kommet i nattens løb ? Åbenbart ikke. Da de var indenfor høreafstand kaldte hun på dem ”kom her over” hun kaldte igen ”kom” og de tog retning mod hende. Nu var de tæt på hende.
”Hvad er det for noget der er sket her i nat” spurgte hun ”Det ved vi heller ikke, vi har heller aldrig se noget lignede” sagde de. ”Men hvis du prøver at rører ved forsvinder det ?? eller retter det bliver til vand ??”, ”Kom ud og prøv selv”.
AnnaBell smuttede ned i vandet og fulgte deres råd. Hun førte forsigtigt næbet ned til det hvide stas der lå på en knækket dunhammer, der var stedt til hvile ude i vandet. Ja, rigtigt. Det forsvandt bare – uhm underligt. Men så forsøgte hun om det kunne spises – med det resultat at hun bare fik en masser vand i maven. Altså det kunne kun bruges som vand.
Nu kikkede de 3 op på græsarealet, for der lød en være larm der oppe fra. Det var tre hunde som – uden snor – boltrede sig i den nyfaldne sne og åbenbart nød det meget. Se se, tænkte de 3, det er da en ny ting, vi her har fået både set og lært, at det ikke er andet end vand på en ny måde.

AnnaBell kikkede nøje på de to blishønse søskende for at se, om deres sår i hoved var blevet lægt. De havde haft en streng barndom, viste hun. Med forældre der hakkede dem for et godt ord. Hun havde set det foregå indtil for nyligt, hvor forældrene en dag bare havde forladt deres afkom og ikke var komme tilbage. Hun havde dem mistænkt for at have forvoldt nogle af deres egne ungers død, da der havde været 5 søskende til at starte med. Selv om de havde været meget små, ja næsten kun lige kommet ud af ægget, så havde forældrene hakket dem, for den mindste forseelse – men nu var de – forældrene – heldigvis rejst. For det havde ikke været rart at se på.

En af Blishønsene spurgte om AnneBell havde set hvad der var sket oppe i byen i aftes, da det blev mørkt. Hvad da spurgte hun, jov ser du, over ved det lave hegn rundt om haven ved Frisøren, er der blevet opsat en mængde små lys, meget mindre end de lamper der er opsat som vejbelysning langs fortovet. Og hvis du følger vejen lidt længer mod nord/øst, så er der en anden have – jamen vi siger dig – der blevet så lyst næsten som om dagen – det er igen små lys i store mængder lagt op på hækken hele vejen rundt om huset og de hænger også ned fra tagrenderne på taget. Vi har aldrig set noget lignende.

Det bliver spændende at se, om det kommer igen, når det bliver mørkt i dag, sagde de to blishøns i munden på hinanden.

AnnaBell undrede sig over hvorfor de to havde set lysene som de omtalte . i aftes, for normalt gik de også tidlig i seng hver dag, ja faktisk når mørket falder på, er det sove tid for blishøns og ænder, eller retter sagt alle fjerede dyr.

Det ville hun gerne have en forklaring på. Jov ser du sagde de to søskende i munden på hinanden. Vi havde været ud og ………..

Offline Hans-Kurt

  • Moderator
  • Indlæg: 1 750
Sv: Julefortælling 2021
« Svar #6 Dato: 07 December , 2021, 11:41 »
7. december 2021
Vi var ude og flyve vores daglige tur ud til engen bag skoven, du ved, der hvor køerne går og græsser. For der er nogle områder der står under vand og der er der altid mad. Men, som vi også har fortalt dig, så er kokasserne – i hvert fald i nogle af den – fyldt med de dejligste spyfluelarver, som ikke er til at kimse af. Vi skal bare holde øje med her og fru Krage, for det er dem der ved hvor de bedste er og når de har spist sig mætte, er der altid nogle til os.

Men i går glemte vi tiden, for da vi havde spist, så vi at Fodermesteren kom ud til folden, og det ville vi da følge, for hvad skulle han der ?. Han har en stor urtehave, som er fyldt med ukrudts planter i den ene halvdel. Der gror agerkålen kraftigt, og det var dem han gik rundt og trak op. Vi ville se, om det var noget han spiser – men det var det ikke, for han kaldte på kørerne og smed planteren ind på græsset til dem.

Du skulle høre hvor kørerne og kalvene de brølede – det var som om de svarer hans kald. I hvert fald skyndte de sig op på folden til ham. Og som de gnaskede ukrudtet i sig, men der er nu heller ikke meget græs tilbage – heller ikke nede på den våde eng. Og ved du hvad . . .  kan du huske vi fortalte, at der gik 9 dyr der ude ?. Nu går der 22 – hvad siger du så. For bedst som vi kikkede på fodringen, så hørtes en lastbil i det fjerne og Fodermesteren skyndte sig over på den anden side af åén og ud til den store vej. Her bakkede lastbilen ind i folden og så blev bagsmækken åbnet og ud væltede det med kalve og køer.
Der blev en leben af den anden verden. Vi tror de kendte hinanden, for hele flokken der kom med lastbilen løb over åén til de andre og brølede og skubbede til hinanden.
Det var skægt at se, de to små kalve, som kom til her for nogle måneder siden, blev vist meget overvældet af at møde – vi tror der kom 6 kalve med bilen, de nytilkomne som  åbenbart rigtig skulle undersøge de små.
Og, ja så var der pludselig gået lang tid og vi skulle have været hjemme for længe siden, faktisk var det næsten helt mørkt, men vi kunne da nogenlunde huske hvor vi skulle flyve hen og så var det som om der var lyst på den side af skoven vi bor, så vi lettede og fløj hjemad.

Det var der vi så alle de små lys på hække og buske som vi lige har fortalt dig om. Det var flot, har du ikke lyst til at flyve med og se det i aften ??. AnnaBell så betænkelig ud og kunne ikke lige finde ud af om hun ville med. ”Vi får se, om jeg vil med” sagde hun og svømmede ud midt i Regnvands bassinet. Her undersøgte hun vandoverfladen for mad. Men resultatet var ikke opmuntrende – kun nogle få andemadsplanter og en enkelt myggelarve blev det til.
Hun søgte ud til bredden, her plejer der at være mere held – men også her var der næsten ikke noget at komme efter. Så svømmede hun hen til betonkanten, der hvor hun var blevet fodret af Fodermesteren – der var der stadig ligt korn, men ikke nok til at hun blev mæt. Det er vist ikke en god tid vi går i møde, tænkte hun, for da det var varmere og der ikke lå alt det hvide stas, var der rigeligt at spise, næsten lige meget hvor hun gik.

Hun måtte altså over til dammen der så fint havde været et Guds benådet spisekammer forud. Hun fløj der over, landede lidt fra den og sikrede sig, at der ikke var nogen andre i nærheden. Damen i huset var åbenbart ikke hjemme – tak for det tænkte AnneBell. Og hoppede i dammen. Her svømmede hun så rundet for at finde de små gulfiskeunger -men hvor var de ??. Hun kunne ikke finde dem – var der andre der havde spist dem ? det kunne hun ikke tro, for hun havde aldrig mødt nogen i dammen. Hun ledte vider, men uden held.
AnnaBell viste ikke, at guldfisk går i en form for dvale, når vandtemperaturen kommer under 8C og derfor søger ned til bunden, hvor de opholder sig helt til foråret, når temperaturen igen stiger – så dette spisekammer må hun altså sige farvel til nu.

Efter et stykke tid opgav hun og gik på land. Nu foretog hun sig det, der også kunne gøre damen i huset virkelig gal, for hun væltede småpotterne der stod rundt omkring i stenene, for at se om der skulle gemme sig noget spiseligt under. Her var hun mere heldig, for orm og skolopender havde stadig ikke søgt længere ned i jorden, så nu fik hun et godt måltid. Det irriterede hende, at der i stedet for blomster nu var gran i potterne, for det stak hvis ikke hun passede på, så i vrede tog hun fat i grannet og smed det ud til alle sider, så hun kunne blive fri for det næste gang hun skulle lede efter mad.
Bedst som hun var ved at vælte en potte mere kom……..

Offline Hans-Kurt

  • Moderator
  • Indlæg: 1 750
Sv: Julefortælling 2021
« Svar #7 Dato: 14 December , 2021, 11:39 »
8. december
Ud af køkkendøren kom fruen i huset farende og hun var helt gas blå i hoved af arrigskab. Nu måtte det have en ende – en gang for alle. I hånden havde hun et stort fangst net, et som hendes mand benyttede når han var på fisketure med gutterne. Hun havde ventet til AnneBell var lige ud for døren, så i et snuptag var nettet over anden og hun havde fanget den. Nu forsøgte AnneBell at slippe fri, men forgæves. Hun var fanget og blev nu puttet ned i en kasse hvor låget straks blev lukket.
Her sad hun i dyb mørke og var helt rundt på gulvet, hvad var dog det der skete. Alting var sket så hurtigt, at hun ikke nåede at kunne slippe væk men kun acceptere det der nu skulle ske. Damen i huset havde en hel klar plan for hvad der nu skulle ske. Hun tog kassen under armen og gik over til sin bil og åbnede bagsmækken og ind med kassen. Så satte hun sig ind og startede bilen. Med en vis arrigskab trådte hun lidt hårdt på gaspedalen og bakkede ud på vejen og startede i fuld fart ud til den store vej.
Hun viste, at Fodermesteren kunne slagte fjerkræ, for hun havde engang fået et par hanekyllinger hos ham. Så over stok  og sten gik det. Hun bremsede hårdt op på gårdspladsen og skyndte sig ud og over til stuehuset og bankede på. Fodermesteren lukkede og velkommede hende med et smil. Men han kunne se, at hun ikke var til at kimse med – hun havde et meget stramt ansigts udtryk.
Hun forklarede at hun i bilen havde den lille hvide and, der i måneder havde terroriserede hendes have og dam og nu ville hun gerne tage hævn, hun ville forære anden til Fodermesteren til slagtning.
Uha, da – ja det kunne han da godt forstå, sagde han med slet skjult smilen. Han havde jo også set hende og fulgt den lille hvide and i måneder og med en helt anden vinkle på dens færden i området.
De fulgtes hen til bilen og kassen blev afleveret og stillet på gårdspladsen. Nu var damen fra parcelhuset faldet noget ned og Fodermesteren og hende fik en kort samtale om hvordan det eller gik. I sær var hun interesseret i om hvordan det gik med storkereden. Den var hun jo med til at istandsætte for nogle – faktisk 8 måneder siden. Der havde desværre ikke været besøg af en stork den sommer, men så må vi jo håbe det sker til næste år – sagde Fodermesteren.
Nu forlod damen stedet, denne gang uden at speede op, og forlod gården i et mere adstadigt tempo.
Herefter stor Fodermesteren så med den lille hvide an og skulle så, efter aftale, slagte den. Men hvad nu hvis han ikke slagtede den ? og bare slap den fri igen. Nå nej det gik nok ikke for så ville den jo bare vende tilbage til regnvands bassinet. Så han gik ind på værkstedet for at hente øksen …..

Offline Hans-Kurt

  • Moderator
  • Indlæg: 1 750
Sv: Julefortælling 2021
« Svar #8 Dato: 14 December , 2021, 12:09 »
9. december

Hvor er den økse egentlig ? Fodermesteren har det med at glemme hvor han lægger sine redskaber, så han kunne ikke umiddelbart finde øksen. Var den oppe i stalden, det var jo i nærheden af huggeblokken og han havde det med at lægge ting fra sig, når en ny tanke kom til ham og han fandt på noget andet han skulle foretage sig.
Han gik op til stalden og begyndte at lede, men det gav heller ikke noget resultat. Hvad så med over ved hønsehuset ?, det gav heller ikke noget resultat.
Så kom han forbi kassen med AnneBell og hørte at hun rode rundt der inde. Det går ikke – hun skal ikke være der mere tænkte han, men hvad skulle han gøre, han havde ikke selv et hus eller for den sags skyld en andegård til hende. Hønsehuset var jo udelukket, med de regler der gælder for andefugle og hønsefugle som ikke må være i samme bur.
Hvad så ? Hvad med naboen i landsbyen ikke så langt væk, han har ænder – hvide landænder – mon ikke han kunne overtage hende ?. Han gik tilbage til gårdspladsen og tog kassen og satte den ind i bilen. Så kørte han over til naboen med ænderne. Han ankom ganske kort tid efter og steg ud og begyndte at lede efter manden på gården. Nå nej, han skulle jo finde konen for det er vist hende der står for deres fjerkræ. Han gik ud til folden med heste, for han viste, at der i forbindelse med folden var etableret en hønsegård med et fint hønsehus. Men der var ingen mennesker at se. Til gengæld var der masser af høns i alle mulige udgaver og den lille flok af hvide landænder var også ude og spise af foldens græs. I hvert fald snadrede de hele tiden ned i græsset.
Hvad nu, for der var altså ikke nogen hjemme og den lille and skulle altså ikke være i kassen ret meget længere. Han gik tilbage til bilen og tog kassen ud. Så gik han om til andegården og åbnede kassen og tog AnnaBell op i hænderne. Hun gjorde ikke så meget modstand, som han havde ventet, hun var faktisk helt
Rolig. Kunne hun mon huske ham og da for det gode, han havde jo fodret hende flere gange og altid været helt fredelig i sin fremtræden. Han havde ikke forsøgt at fange hende, tvært i mod, de havde jo stået ganske tæt uden dog at han havde rakt ud efter hende.
AnnaBell var lidt snurrens i hoved efter at have været spærret inde i den lille papkasse i over en time. Hun var glad for at se, at det var Fodermesteren der åbnede kassen, for hun ville nødigt have set damen fra parcelhuset igen, for hun var ganske klar over, at hun ikke var i sit bedste hjørne sidst hun så hende.
Men hvad nu, hun kikkede sig rundt. Hun kendt ikke det sted de var nu. Men hun blev beroliget noget af at Fodermesteren aede hende blidt over ryggen. De var nu kommet over til andegården og hun så for første gang i flere måneder nogle der lignede hende næsten helt nøjagtigt.
Nu gør Fodermesteren noget der ikke helt kommer til at gøre hans handling så god som han ellers gerne vil gøre. Han ønsker jo kun det bedste for den lille and.
Han sætter hende forsigtigt ind af døren til andehuset og slipper hende – han tager ikke højde for, at hun jo kan flyve modsat alle den andre landænder hun nu bliver sat sammen med.
Døren til andehuset bliver lukket og Fodermesteren går tilbage til sin bil og kører hjem igen.
Inde i andehuset er AnneBell alene indtil en af landænderne se hende gennem andelemmen – den nærmest flyver over mod andehuset og vubs ind af hullet…….

Offline Hans-Kurt

  • Moderator
  • Indlæg: 1 750
Sv: Julefortælling 2021
« Svar #9 Dato: 14 December , 2021, 13:00 »
10. december 2021
AnneBell blev noget forskrækket over at der pludselig står en and lige i nærheden af hende.
Hej hvem er du spørger den hvide landand ?, mig ? øj jov jeg er AnneBell og du ? Jeg heder Gertrud.
Hvorfor er du her i vores hus ? Faktisk ved jeg det ikke svarer AnnaBell. Jeg blev smidt ned i en kasse og lå i total mørke indtil for lidt tid siden, der blev jeg atter sluppet fri og sat her ind af en mand jeg kender – ja ikke sådan rigtig, men jeg har hilst på ham nogle gange der hvor jeg bor.
Men nu er du altså her – jeg henter lige de andre, så du kan hilse på dem – sagde Gertrud – og forlod andehuset. AnneBell havde nu lejlighed til at kikke sig omkring og så et fodre stativ, som hun gik forsigtigt hen til. HURAR  - mad – AnnaBell opdagede lige pludselig hvor frygteligt sulten hun var. Hun overfaldt nærmest maden og spiste med en sådan hast, at hun – flere gange – måtte stoppe op og hoste  for at kunne indtage mere mad. Hun spiste med sådan en iver, at hun ikke så, at hele flokken af landænder kom ind og stillede sig i en ring omkring hende. De fulgte med megen undren hendes spisen. De havde aldrig selv spist på den måde. Men de havde heller aldrig prøvet det at sulte. De havde hele deres liv haft mad til rådighed 24/7.
Pludselig stoppede AnnaBell med at spise og kikkede sig omkring og så alle disse ænder hun er omringet af. Hun forsøgte at sluge den sidste mundfuld hun lige havde taget og kom til at hoste samtidigt, så madrester fløj omkring hende – lidt flov så hun på den landand der står nærmest hende. Så åbner den næbet og begynder at tale til hende. Hvad vil du her, hvorfor kommer du her, er du blevet vaccineret – der bare flyder en lind strøm af spørgsmål ud af næbet.
AnnaBell kan slet ikke nå at svare på det hele og bliver i stedet helt næblam. Nu kommer en af andrikkerne frem og stiller sig lige foran AnnaBell – stier hende direkte i øjnene og siger : Vi er ikke glade for at du trænger dig på hos os. Vi er blevet skilt fra hønsene for længe siden og vi må ikke gå frit, som vi ellers har gjort lige fra vi fik fjer – og nu kommer du brasende, det går ikke – vi vil ikke acceptere at du bliver en del af vores flok. Tænk hvis du er syg og smitter os. Vi har hørt, at alle de restriktioner vi lever under, er fordi der spreder sig en sygdom som kan medføre døden for os. Så du er ikke velkommen. Se at komme væk og det lige nu.
Annabell blev noget chokeret over den velkomst hun her fik. Hun så sig omkring og kunne se, at det andrikken sagde, var alle de andre enige i.
Hun luskede ud af andehuset og gik over mod hegnet – så lettede hun og fløj.  Hun landede ud på marken blandt hestene. De kikkede med undren på hende, for de havde aldrig set en hvid and der kan flyve. Så nærmede de sig hende for at hilse på.
AnneBell var kommet sig lidt efter at hun havde fået udvisningsdommen – for det syntes hun det godt kunne betragtes som. Og nu kunne hun godt bruge en god tår vand over på alt den mand hun lige havde indtaget. Så hun kikkede sig omkring for at finde noget drikkeligt. Men de syntes ikke at være vand lige i nærheden, så hun spurgte hestene – hvor er det vand ?. Den største hest viste vej med hovedet – og begyndte at gå over til deres vandtrug. Annabell fulgte ham.
Så var de ved vandtruget og hun fløj op og landede på kanten og tog en stor tår vand. Lige hvad hun havde brug for.
Nu kunne hun endelig slappe lidt af og forsøge at finde ud af hvordan det nye sted ser ud. Hun ser også, at dagen er ved at gå på hel og det mørkner. Hvor skal hun dog sove i nat ?. Hun spørger hestene – hvor kan jeg sove i nat ?. Du kan gå med os hjem og sove i vores box. Der er dejligt varmt og masser af mad, som vi kan spise af hele aftenen og også få lidt natmad griner de. Annabell følger hestene over marken og ind i stalden. Men før de går ind i stalden ser hun igen noget nyt. Ved siden af folden er der en have som går op til stuehuset og der er der en flagstang midt på græsplænen og nu er der ikke længer en vimpel som pryder stangen, men et juletræ udført med julelys – nøj hvor er det flot, sjældent har dyrene på gården set noget så smukt. Der må være tusinde af små elpærer for at give det flotte mønster. AnnaBell er også meget imponeret af synet. Men lige nu, er hun ved at være træt, det har været en begivensrig dag, så da de er kommet ind i stalden, indtager hun straks et af hjørnerne i boxen, hvor der er en stor stak halm hun kan putte sig i. Hun falder hurtigt i søvn – det er måneder siden hun har sovet så dejligt som nu.
Lidt efter hun er faldet i søvn, går døren op til stalden og ind træder bondemanden som ejer gården og han skal lige kikke til sine dyr inden han selv skal i seng. Han tilser de enkelte boxe og sikre sig, at alle er kommet ind og har hø til natten. Da han kommer forbi boxen hvor AnneBell ligger stopper han op og kikker med undren over det han ser -----

Offline Hans-Kurt

  • Moderator
  • Indlæg: 1 750
Sv: Julefortælling 2021
« Svar #10 Dato: 14 December , 2021, 13:26 »
11. december 2021
Bonden på gården, hvor AnnaBell nu sover i hesteboxen, har ikke fået at vide, at hans dyrebestand er øger med en lille moskusand, så han tror det er en af Landænderne  der er gået forkerte og det undre ham meget, da han ellers syntes, han har sikret andegården så ingen af ænderne kan slippe ud. Det gør ham lidt uroligt. Mest fordi kan kender prisen for ikke at sikre gårdene med at dyrene kan komme ud, men især fordi det også med bitter erfaring gør, at ræven kan komme ind. Det kostede de fleste avlsænder livet i foråret og det vil han ikke udsætte dem der nu bor der, for.
Han tænker ligeledes på det forestående økologikontrolmøde han skal have dagen efter. Han har forberedt sig godt – mener han da, så der ikke er noget  at sætte en finger på. Møde har været udskudt i flere uger da han har haft covi19 blandt sine børn. Først den mindste pige, så hendes storesøster, så hans hustru og endelig ham selv – det har nu stået på i ugevis. Nu kan det snart være nok. Skal han så opleve, at dyrene ikke er inde under kontrolbesøget. Så kan det være nok.
Han går over til andehuset og tænder lyset for at holde mandtal – han tæller en gang til, for der mangler jo ikke nogen, Han tæller en trede gang. Nej der mangler ikke nogen, jamen hvad er nu det her for noget ??.
Han går tilbage til stalden med hestene og hen til boxen med Shetlandsponyen hvor han så anden. Den sover stadig trygt. Han går ind i boxen og tager nænsomt anden op. Nu kan han se, at det ikke er en landand, men en moskusand, hvor er den dog kommet fra ?? AnnaBell vågner omgående og kan ikke lige huske hvor hun er, hun sov så godt – men hun bliver ikke bange, for bonden er også flink mærker hun, han aer hende og beroliger hende, mens han går ud af stalden og over til andehuset. Her sætter han hende forsigtigt ind til de andre ænder – slukker lyset og lukker døren og går.
Dagslyset kommer langsomt, den dag, for det er en grå tung dyne der ligger over landet. AnnaBell vågner tideligt den dag, for der er en uro omkring hende, som hun ikke er vant til. Hun kan høre anerne fra hønsehuset ved siden af gale i et væk, langt tid før solen har vist sig, for den sags skyld skal der ikke en sol til før hanerne galer, bare et sysstrejf er nok. Især de unge haner fra i år lader stemmen lyde i et væk. Og det lyder ikke altid lige godt. Men det er som om de skal overgå hinanden – AnneBell kan også se flokken af de hvide Landænder fra i går – ligge ikke så langt fra hende. Hun tænker med angst på den samtale hun havde i går med  andrikken, samtale og samtale er vel så meget sagt, for det var jo ham der talt – hun sagde ikke noget. Hvad nu, ville de skælde hende ud igen ?. Hun var jo ikke kommet af sig selv – nu nærmede en af ænderne hende.
Hun krøb sammen for den virkede meget truende og ganske .....

Offline Hans-Kurt

  • Moderator
  • Indlæg: 1 750
Sv: Julefortælling 2021
« Svar #11 Dato: 14 December , 2021, 14:07 »
12. december 2021
Anden for lige i hovedet på AnnaBell og bed hende i  vingen og ruskede hende og nu kom den næste and og tog hende i halen. AnnaBell var helt ude af den og forsøgte at komme væk. Fjerene fløj om ørene på de implicerede og skabte en frygtelig uro i andehuset.
Pludseligt gik døren op og ind kom Bonden, han greb omgående ind og fik fat i AnnaBell – han fik omgående dårlig samvittighed, for kan ved udmærket, at man ikke bare sætter et nyt dyr ind i en sammentømrede flok dyr. Så han tog AnnaBell under armen og forlod andehuset. Men hvad skulle han gøre med hende ?? om en times tid ville kontrolløren komme for at tilse hans økologiske gård. Han kunne ikke bare lade anden gå i andegården, for så ville det jo gå galt, når de andre ænder kommer ud. Lade den gå frit var heller ikke en løsning. Hønsene ---- nej heller ikke noget der går an, Stalden med hestene var nok det bedste.
Han går over til hestene og sætter AnnaBell ind til det lille føl, der går for sig selv i boxen ved siden af sin mor. AnneBell er noget fortumlet efter kampen med ænderne og har noget undt i den ene vinge, som har mistet ikke så få fjer efter den hårde medfart hun fik over i andehuset.
Nu kommer Bonden med en skål med korn og sætter den ind i boxen til hende. Hun er ikke sulten – og føllet skubber til skålen så kornet falder ud i strøelsen – den undersøger med stor iver det nye mademne som den aldrig har set før. Så vrinsker dens mor og kalder den hen til sig – hun – moderen – stikker hovedet ind over kanten til boxen og siger: ”Hold op med at spise det korn, det er ikke godt for dig !”. Føllet stopper omgående og koncentrerer sig i stedet om nyankomlingen. Den snuser nysgerrigt til AnnaBell og hun har ikke kræfter til at protestere og lader den snuse og også slikke hende.
Hestemoderen formaner sit føl om, at være forsigtig over for AnnaBell. Og det gør, at AnnaBell får fred og kan gå over i hjørnet af boxsen og lægge sig for at komme sig over den hårde medfart hun har været udsat for.
Hun lægger sig og kikker sig omkring. Føllet lægger sig ved hende side, som om den vil våge over hende. Så forsøger den at få en samtale i gang – føllet vil nemlig gerne dele sin glæde over de oplevelser den har haft siden december startede. Den begynder således:
Ved du at det snart er jul ? spørger den – Jul ?? hvad er det – spørger AnnaBell – ja, jov ser du det er vist nok en tid hvor man spiser godt og meget, siger min mor. Vi får maser af godt hø og rugbrødsskiver i store mængder. Mor siger, at det er en let måde at få mad på, ikke som om sommeren hvor vi selv skal finde maden og spise græs i flere timer om dagen. Syntes du ikke det lyder godt ??
AnnaBell ved ikke hvad hun syntes om hø – for det har hun aldrig smagt og rugbrød – det kender hun heller ikke. Hvad med korn – spørger hun - . Dette ved jeg ikke – siger føllet – ”Mor, mor får vi også korn til jul” – spørger føllet. Moderen kommer over og læner hovedet ind over boxkanten. ”Det er jeg sikker på at ænderne får. Jeg var da med til at trække kornvognen ind ude fra marken – og der var godt med korn på den og en ting ved jeg. At den havre der blev høstet bliver valset ude i loen og den får vi serveret senere på vinteren og den får hønsene og ænderne også. Det plejer vi da. Korn – jeg tror det er byg – bruger bonden til at brygge øl af, for det ved jeg helt bestemt, for vi får den mask der bliver ud af det under brygningen.
Mask ?? hvad er det – spørger AnnaBell – Det ved jeg ikke rigtig siger føllets mor, men det smager rigtig dejligt. Jeg har set at både ænder og hønsene får noget af det og de spiser det MEGET ivrigt.
Nu bliver døren åbnet til stalden og ind kommer bonden og kontrollanten. AnnaBell kan høre de snakker sammen og kommer hen til boxen.  Føllets mor visker til AnnaBell ”  gem dig – det er ikke godt hvis ham kontrollanten ser dig – skynd dig.  Annabell kikker sig hurtigt omkring og ser, at over til venstre for lågen ind til boxen er der et hul i væggen – hun skynder sig dr over og smutter ud af det – hun ender ude i ……

Offline Hans-Kurt

  • Moderator
  • Indlæg: 1 750
Sv: Julefortælling 2021
« Svar #12 Dato: 15 December , 2021, 13:25 »
13. december 2021
Hun ender ude i hestefolden og gør sig klar til at flyve. Hun letter og flyver op over de nøgne æbletræer og ud over de tilstødende marker. Hun er ikke helt oppe på dubberne, for kampen med landænderne har taget på hende. Hun flyver heller ikke helt stabilt, da flere svingfjer mangler på den ene vinge. Men det går alligevel stødt derud af.
Hun kan ikke genkende noget af landskabet, hun har under sig og derfor er hun særlig opmærksom på hvad hun ser, for hun vil gerne hjem til det hun har betragtet som sit hjem de sidste måneder. Så nu kikker hun op og derved længer ud i det område hun flyver igennem. Der, der ser hun så pludselig over trætoppene længer fremme, et telefontårn, er det mon det hun kender så godt fra stedet ved regnvands bassinerne  ?.

Hun flyver tætter på og op over skoven, men bedst som hun er over træerne, lyder der et skud. Hun får et chok og taber højde, men er gudske lov ikke ramt. Hun flakser ned gennem trætoppene og ender på en skovvej, hvor hun rammer ned i et hjulspor og bliver helt smurt ind i mudder. Det er helt sikkert hendes held, for hun kravler med besvær op af hjulsporet og vider ned i grøften, der løber langs vejen. Her ser hun et betonrør, som lige passer til hendes størrelse og her smutter hun ind.

Det er som sagt hendes held, at hun blev forvandlet fra kridt hvidt til nærmest sort, for ikke langt oppe af skovvejen står et par jagthunde og galber og som lige da hun lander, bliver sluppet løs. De kan ikke finde hende, men forsøger efter bedste evne. De stormer ned af vejen og finder stedet hvor hun landede og snuser ihærdigt og forsøger at finde hendes spor. De opdager hvor hun har gået og følger intenst ruten. De finder også betonrøret og kan nok gætte, at hun er krøbet der ind. Men det er alt for lille til at de kan forfølge hende.

Så de opgiver og løber vider ind i skoven.

AnnaBell er noget forkommen og trænger virkelig til et hvil, så hun kryber vider ind i røret. Ikke langt inde ender røret ved et stort brøndrør, som danner en dejlig hule. Hulen er fodret med tørt hø og blade fra skoven. Hun kan ikke helt se hvad der er der inde. Det lugter også lidt skarpt – af – ja hvad kan det være, hun kender ikke rigtig lugten, for det er ikke som i stalden, hun var i for ikke så længe siden, det lugter heller ikke som i et hønsehus eller andehus, hun går forsigtigt vider.

Efter et stykke tid vender hendes øjne sig til den svage belysning der er i rummet og hun begynder at kunne se, hvad der står ude ved den ene side, hun går nærmere – HVAD er dog det ??

Hun får et flash back til sin tid på gården med sine søskende, for hun ser noget hun kan genkende fra den dag, hvor hun og et par andre ællinger var på afveje, eller ihvert fald på et sted, hvor deres mor ikke fik at vide de havde været. De var listet væk fra den øvrige flok og rundt om hjørnet på den ene staldlænge og var nærmest krøbet langs muren til de kom til en dør der førte ind til et værelse i gavlen. Det var for spændende til at de kunne undlade at gå ind af døren.

Inde i rummet var der ikke halm på gulvet som de ellers var vant til, der lå nogle tæpper ved nogle træting som stod på fire ben.
Som følge af, at de kun var ællinger og ikke havde fjer af betydning, ja så kunne de ikke flyve op og se hvad det var for mærkelige trækasser – for det lignede det nærmest – men hvad var det mon ?.
De stavrede rundt i lokalet og fandt en skål med vand og en mere med små piller i. De kunne ikke lade være med at smage på pillerne – ikke værst – de forsynede sig og fortsatte med at undersøge omgivelserne.
De glemte alt om tid og sted indtil ……..

Offline Hans-Kurt

  • Moderator
  • Indlæg: 1 750
Sv: Julefortælling 2021
« Svar #13 Dato: 15 December , 2021, 14:14 »
14. december 2021
Bedst som hun og hendes små søskende var ivrigt optaget af at undersøge en bunke tøj, som var smidt på gulvet, hørtes en lyd hende fra døren. AnnaBell som allerede i så ung en alder havde lært, at passe overordentligt meget på, når noget ukendt skete, styrtede straks ind under sengen sammenmed de andre søskende.

De puttede sig tæt sammen og var helt stille. Ind kom  en af gårdens katte. Den spankulerede straks hen til sin madskår for at indtage lidt eftermiddagsmad – den så straks, at der var ædt af skålen og højt sagde den – ”Nu har den tåbelige hun igen været her, fordi døren ikke var lukket og spist af min mad”. Det undrede dog katten, at der ikke var spist op, for det var ellers altid tilfældet, når hunden havde været på færde.

Du blev døren igen skudt til side og ind kom Hugo, karlen på gården. Han skulle have en eftermiddagslur så han stilede lige mod sin seng. Han lagde sig straks til at sove og det med ALT tøjet på – en uskik han havde. Og han svøb tæppet over sig, men på tværs af sengen, så halvdelen flød ud over sengekanten og resten på gulvet. Da der lød et snorken fra sengen, hoppede katten op og lagde sig tæt ind til Hugo og krøllede sig sammen og faldt i søvn.

Efter nogen tid – hvor der ikke hørtes andet end en let snorken fra sengen, krøb AnnaBell ud sammen med de andre, for at se hvad det nu var der var sket. Det var simpelthen for fristende, ikke at forsøge at kravle op af tæppet og op i sengen, for at se hvad der var der oppe. Og da moskusænder har rigtige gode klør på fødderne var det en let sag at entre sengetæppet og komme op til Hugo. Så det gjorde de. Vel oppe gik de forsigtigt runde og så sig omkring. Pludselig rørte Hugo på sig – men det var bare for at komme til at ligge på den anden side, så ællingerne fortsatte rundturen.

Men som det altid går, når unger er på afveje, gik det galt til sidst. AnnaBells 7. lillebroder skulle absolut helt op i hoved på Hugo og det gjorde, at han vågnede med et spjæt. Hvem der blev mest forskrækket – Hugo eller lillebroderen – ja det for være usagt, men Hugo gjorde en hurtig bevægelse med venstre hånd og greb ællingen. Hugo var nok indstillet på at det var en mus der kom krybende, så han blev noget overrasket da han så ællingen.

Han rejse sig halvt op i sengen med ællingen i hånden og så nu de andre ællinger, katte – som havde flyttet sig op på hans mave – fløj gennem luften og ned på gulvet og ramte det med et bump. Nu begyndte Hugo at grine og slog benene ud af sengen og greb skotøjskassen på bordet og svingede den ind over sengen og fik hurtigt fange alle ællingerne og puttet dem op i skotøjsæsken. Rejse sig og gik ud af værelset og om til andegården for at finde de smås moder.

Hun gik ikke inde i andegården, men var på vej hen til mølledammen med de resterende ællinger. Hun havde så men ikke registreret at der manglede nogle i flokken, for ænder kan ikke tælle og flokken var usædvanlig stor. Så…

Hugo satte skotøjsæsken på jorden i behørig afstand fra andemoderen – han havde stor respekt for en moskusand der går med ællinger og især dens klør på fødderne – og kvikke som sådan nogle så moskusællinger er, hoppede de straks ud af kassen og løb alt hvad dun og ællingeben kunne – hen til mor og søskende – glade for atter at være sammen med flokken. AnnaBell´s mor glemte helt at skælde ud over de havde været væk – det kunne hun jo regne ud de havde været, eftersom de kom susene op af kassen og hen til hende – hun var blot glad for at de kom til hende.

Ællingerne havde fåt en på opleveren den dag, og nu stod AnnaBell i et stort brøndrør og så – ja netop senge- bare i en MEGET mindre udgave end dem hun huskede.  Der var to senge som var større end de 3 andre, mærkeligt – hvorfor stod der senge her ? Der var også et lille bord og fem stole, over i nærheden af høbunken. AnnaBell undersøgte nu stedet mere intenst. Der var også et lille komfur og nogle skabe – bemærkelsværdigt  var også en potte med et lille grantræ, som stod midt i rummet.
 
Trætheden overmandede hende og hun gik over til hø bunken, hvor hun lagde sig til rette og trak lidt hø op over ryggen, for bedre at få varmen og så faldt hun i en dyb søvn.

Offline Hans-Kurt

  • Moderator
  • Indlæg: 1 750
Sv: Julefortælling 2021
« Svar #14 Dato: 15 December , 2021, 14:57 »
15. december 2021
AnnaBell sov så tungt, at hun ikke så eller hørte Betonrørets beboere komme hjem. To mini, mini mennesker kom ind, klædt i rødt tøj og med en rød tophue. De stoppede op og så med undren på AnnaBell som jo sov trygt. De listede sig forbi hende og hen til skabet hvor de tog en kurv frem og fyldte med mad. Så listede de forsigtig ud igen og forsvandt i retning af granskovens høje træer, som lå ikke så langt fra deres hjem. De havde efterladt deres 3 børn på en lille træstub hvor de sad og legede med grankogler.
 
AnnaBell vågnede ved at hun småfrøs. Høet hun eller havde over sig, var gledet til side. Hun rejste sig og rystede sig, det afstedkom en sky af støv, da hun jo som bekendt havde været dækket af mudder for nogle få timer siden. Nu var hun tør.

Hun var også sulten, og derfor gik hun atter ud i skoven, for at finde noget at spise. Men før hun forlod stedet, hvor hun havde sovet og set de meget små senge, forsøgte hun at indprente sig stedet, så hun kunne finde tilbage, for hun følte, at der var noget særligt ved stedet og hvad kunne der ikke ligge i sådan en lille seng, når hun tænkte tilbage på hin eftermiddag på Hugo´s karlekammer.
Hun fulgte grøften op til vejen og så sig omkring, hun måtte vist heller flyve ud og prøve at finde et vandhul eller bare en høstet kornmark, for der var der vist størst mulighed for at finde noget at spise.

Hun lettede – det vil sige hun anstrengte sig meget for at flyve. De manglende svingfjer gjorde det bestemt ikke let. Hun kom op over trætoppene og orienterede sig atter mod den før omtalte mast og efter nogen tid, så hun til sin store glæde Regnvandsbassinet, hun kendte så godt. Hun skyndte sig lidt mere end hun ellers troede hun kunne, men hun har flere kræfter end hun selv troede.
Så hun lande i sin elskede omgivelser med et stort plask. Et plask der kunne høres langt omkring.
Det blev også hørt af Blishønsesøskene som straks satte i fuld blishøneflugt over vandet og over til hende for at byde hende velkommen hjem. Hr og Fru krage så også – fra deres gren i Piletræet – at AnnaBell var kommet tilbage.

AnnaBell hilste glædestrålende på sine to venner, der kom hende i møde og hun hilste også på Krageparret ved at sende dem et nik med hovedet.

Annabell svømmede straks hen til betonkanten for at se, om der var noget spiseligt, men desværre havde det regnet så meget i nattens løb, at der nu var for meget vand i bassinet og derfor løb det over og ud i åen, netop via betonlaget. Åh, hvor ærgerligt – men nu hørtes motorlarm, og oppe fra gården bag træerne dukkede en rød Cady frem. Den stoppede ved vandet og ud steg Fodermesteren med et rødebedglas i hånden. Han havde i de sidste par dage kikket langt efter sin lille moskusand og været åh så bekymret for hvad der var sket hende.
Så det var med stor glæde han nu kunne give hende noget at spise. Rødbedeglasset med hvede og majs havde stået ved instrumentbrættet i flere dage, klar til hvis AnnaBell ville vende tilbage.
Han stod ud af bilen og gik over mod hende og denne gang kom hun uden han skulle kalde på hende og de mødes på skrænten ved de store hylletræer. Han dryssede kornet ud så det dels ramte kanten og dels lidt ud i  vandet. Og AnnaBell spiste med glubende appetit – hun spiste igen så hurtigt, at hun nærmest kløjs i det.

Fodermesteren havde desværre ikke så meget tid – for han skulle ud og se på et øl anlæg i Gladsaxe og til en bestemt tid, så han forlod hende ret hurtigt. AnnaBell var så optaget af at spise, så hun slet ikke så han gik. Men da hun atter så op – så hun --------