Dansk Fjerkræ Forum Dansk Fjerkræ Forum Dansk Fjerkræ Forum
america.png Rosenbud.dk - Alt i tilbehør til høns

Nyeste

Forfatter Emne: Julefortælling 2021  (Læst 2151 gange)

0 Medlemmer og 1 Gæst læser dette emne.

Offline Hans-Kurt

  • Moderator
  • Indlæg: 1 747
Sv: Julefortælling 2021
« Svar #15 Dato: 17 December , 2021, 10:43 »
16. december 2021
Så hun, at rådyrene fra haven der støder op til gården bag de høje træer, stod og kikkede fra side tit side, lige i kanten af træerne. De var altid så forsigtige, for siden den dag der blev skudt efter dem, var det som om de havde mistet noget at tilliden til livet. De havde hele sommeren opholdt sig i den meget store gamle have ved gården. De havde levet forholdsvis ubemærket. Ubemærket er måske så meget sagt, for Fodermesteren havde så sandelig ikke undgået at se, at de næsten dagligt havde barberet hans roser. Det var han BESTEMT ikke glad for.
Han havde boet på gården i en lang årrække, og siden hans hund var gået bort, havde rådyrene hærget de 3 rosenbede – men aldrig så meget som i år. Efter den første blomstring, blev roserne tømt for blade og knopper konstant. Det ……..

Da Fodermesteren var kørt og der ikke viste sig andet, som kunne skræmme rådyrene – gik de ud på græsset ved regnvands bassinerne og begyndte at spise. AnnaBell spiste også, hun kunne nyde godt af kornet som var blevet givet hende i stor mængde. Mon man kan gemme noget til senere – tænkte hun – og fortsatte med at spise. Men det er svært for en and at gemme foder, og i sær ude i Guds fri natur. Her er der altid mange om buddet.
De græssende rådyr kom nærmere og nærmere til der hvor AnnaBell spiste og til sidst var de lige ud for hinanden. De hilste på hinanden, for de var bekend og viste de ikke var til fare for hinanden. Nu rejste AnnaBell hovedet og indledte en samtale. ” I som har familie der kommer vidt omkring, her på egnen, kender I noget til skoven der lige syd øst for hvor vi er nu”. Der har vi nogle mostre og en enkelt onkel der bor, svarede fru Rå – hvorfor det?. Det er fordi jeg havde en underlig oplevelse der over.
Der var åbenbart jagt i skoven, da jeg fløj over den og af bare forskrækkelse nærmest faldt jeg ned mellem træerne og endte på en meget mudret skovvej. For ikke at blive set og måske udsat for noget ubehageligt, skyndte jeg at finde et skjul. Det blev via et betonrør, som jeg krøb ind i og endte i et stort rum – hvor det ikke lugtede særligt godt – og her var det jeg så noget meget mærkeligt. Der stod små – ja det lignede – menneske senge, bare i mini, mini størrelse. Et bord og fem stole stod der også. Har I hørt noget om dette mærkelige sted.
Fru Rå tænkte sig godt om, men rystede så på hovedet – ”Nej det har jeg ikke” Men det lød da interessant syntes hun, og lovede at spørge sine slægtninge, når hun mødte dem – hvilket for øvrigt snart skulle ske, da familien fra skoven og haven, havde aftalt en fælles spisning i den kommende uge.
AnnaBell var mæt og forlod rådyrene ved at svømme ud i vandet i retning af det gamle piletræ. Under svømningen sluttede de to blishønsesøskende sig til hende og de fulgtes over til træet.
Hr og Fru Krage sad ikke i træet som forventet, Så de indledte en eftersøgning, men fandt dem ikke lige med de samme. De gik på land og ledte langs med vejen bag træet. Nu kan det nok være de fik store øjne, for hr og Fru Krage havde så sandelig fået venner og familie på besøg, for på det store græsanlæg, det strakte sig helt op til den asfalterede vej, var der krager og alliker i store mængder, AnnaBell kunne ikke nå at tælle dem, så mange var der.
Nu så hun hvorfor der var så mange samlet på en gang. Det var fordi græsset var blevet slået og når det skete, festede familien Krage og Allike en hel dag lang. Det forstod AnnaBell godt, for hun viste også, at så er der serveret – græsslåningen gjorde, at der dels blev aflivet mange insekter og der blev bedre adgang til de mademner der befandt sig helt ned i jordhøjde. Lige nu, på denne årstid var det med insekterne ikke aktuelt, men store mængder af snegle og andet godt blev tilgængeligt.
AnnaBell og blishønsesøskene gik i gang med at spise – det er jo med at få noget indenbords, når det endelig er der.
Da de tre venner var kommet lidt ud i marken ……

Offline Hans-Kurt

  • Moderator
  • Indlæg: 1 747
Sv: Julefortælling 2021
« Svar #16 Dato: 17 December , 2021, 11:56 »
17. december 2021
Det var ikke en fra kragefamilien der nærmede sig, det var et pelsdyr kunne AnnaBell se, hun fik kuldegysninger, for pels var lig med rovdyr, viste hun, men det var ikke en rød pels der kom i mod hende, hun så et glimt af noget gråt og hvidt – åh sikke et hel, for nu dukkede Tot op, Tot er Fodermesterens ene kat, for han har to, den anden heder – Knold :O) – den har en vældig tyk og tæt pels, især om vinteren – den kender AnnaBell også, for begge katte er kommet i hendes område alt den tid hun har været der og de har sommetider fået en snak om både det ene og det andet. Bl a er kattene også bange for ræven, de har hørt slemme historier om, hvad et møde med en ræv kan føre til også for en kat.
Nu sprang Tot  i en  flot bue op i luften og lande lige ved siden af AnnaBell – hun sprang lidt til siden i bar forskrækkelse over hans tilsynekomst, på den lidt mærkelige måde – hun kunne ikke foretage sådan spring og var heller ikke så legesyg som Tot. Tot var et være lille pjattehoved, det viste hun godt, for hun havde ofte mødt ham på samme måde, ved at han gør et pludseligt udfald mod hende.
Men hun ved også, at det kun er for sjov, det lærte hun den første gang de mødtes i forsommeren. Hun var på vej op på skrænten ved åen, da han pludselig kom springende langs kanten og lige hen til hende. Hun var blevet MEGET forskrækket og også noget bange, over det uventede møde. Men heldigvis kom de hurtigt overens med hinanden og fremover var hun mere forberedt på hans krumspring.
Nu stod de så over for hinanden igen, og AnnaBell hvæsede venligt til ham. Hun spurgte også Tot om hans eventuelle kendskab til sengen i betonrøret i skoven. Hun viste, at han nogle gange havde kontakt med omstrejfende katte. Tot sad lidt og var tavs, så sagde han ” Måske – jeg har hørt om et sted i skoven der over, hvor Skrækkelige Olfort en gang fik sig en slem forskrækkelse, han var som sædvanlig på mussetur der over og var blevet overrasket af en rævefamilie. Heldigvis opdagede han dem før de opdagede ham, så han krøb i skjul bag nogle tætte buske. Stedet var netop ved en skovvej og en våd grøft. Han fortalte, at han så rævefamilien gå ind i et betonrør i skrænten ved grøften. Lidt efter kom Rævemoderen frem i røret og kaldte ungerne til sig, de kom løbende oppefra granskoven lige ved siden af. Hun havde kaldt til spisning, så derfor viste Skrækkelige Olfort, at de måtte bo der.
Han viste også, fra en samtale han havde overhørt nogle måneder efter, at der var sket noget frygteligt for rævefamilien. En dag var der kommet nogle jægere og havde haft en gravhund med og der havde udspundet sig en drabelig kamp i betonrøret, en kamp, som havde resulteret i, at Rævefaren ikke længere lever. Det var alt for forfærdeligt til at Tot kunne fortælle mere om det skete, men mon ikke det er det samme rør du fandt, da du var der over, mente Tot.
Det kunne godt lyde som sådan, og det forklarer jo unægtelig den grimme lugt der var der inde, tænkte AnnaBell. Men så var mysteriet med de små møbler jo ikke opklaret endnu. Måske hun skulle flyve der over igen og undersøge det nærmere – men ikke nu – nu ville hun fortsætte med at spise sammen med alle kragerne og Allikerne – nu var der sørme også kommet måger til – også mange. Det var et rent spiseorgie, godt der ikke var forsamlings restriktioner, for så havde antallet sikkert været langt overskredet og godt der ikke deltog rovfugle, for så havde det da været helt galt i disse fugle influenza tider. Men alt det med restriktioner og fugleinfluenza var mine venner på græsarealet lykkeligvis uvidende om. De lever blot livet med de glæder og risici der byder sig.
Måske mennesker skulle leve lidt mere i nuet og ikke altid bekymre sig om det der forestår, men det er jo en helt anden historie :O)

Offline Hans-Kurt

  • Moderator
  • Indlæg: 1 747
Sv: Julefortælling 2021
« Svar #17 Dato: 18 December , 2021, 00:37 »
18. december 2021
Mens AnnaBell var i gang med at indtage en dejlig masse dræbersnegle æg, som var kommet til syne under de blade der var blevet knust til pulver under græsslåningen – kom Tot tilbage til hende. Han er åbenbart kommet i tanke om noget med forbindelse til små senge og små borde.
Han fortalte, at han også havde set noget lignede, der hvor han bor. En dag han var oppe på loftet på den gamle staldlænge der nu var blevet revet ned, havde han også set mini menneske ting. På den gamle staldlænge var der ligesom en udbygning, ud mod der hvor der en gang i fordums tider havde løbet en å, og der var det gamle undertag skredet ned og med års mellemrum blevet dækket af hø, som var lagt der op som vinterfoder til gårdens køer. Der var ligesom dannet et lille værelse, kunne det vel bedst sammenlignes med og her havde Tot set mini møblerne stå og ikke nok med det.
En dag han som sædvanlig var ude på spilopper – var han kommet op på loftet, et meget stort loft den gang. Et loft som indeholdt ting fra meget gammel tid. Især var han optaget af et tærskeværk som stadig stod der og ikke blev brugt mere, ligeledes kunne der stadig ses rester fra det stråtag der engang prydede gårdens tage. Nu blev de sørgelige rester brugt som skjul for gårdens Ugle, som indtog stedet, når han skulle sove om dagen.
Men lige netop denne dag, var det som om der skete noget ude i annekset med det sammensunkne undertag, for Tot hørte helt bestemt stemmer der henne fra, stemmer som han ikke kendte.
Han var gået nærmere og havde gemt sig bag det gamle tærskeværk og nu så han til sin store forbavselse nogle mini mennesker. Han var helt paf, for det var bestemt ikke hverdagskost, at se sådan noget, i hvert fald havde han ALDRIG set noget tilsvarende.
Tot havde trykket sig så flad som muligt, for ikke at blive set og ørene havde han vendt over mod de små menneskelignende personer og nu udspandt der sig en lille historie, som ----- den kan I få senere.

AnnaBell var helt kulret i hovedet, for nu begyndte der jo at vise sig en sammenhæng mellem møblerne – betonrøret – og hvad dee måske var bag historien.
Hun måtte være sig selv lidt, for at kunne samle sine tanker. Så uden at sige farvel, gik hun tilbage mod Regnvands bassinet – hoppede i vandet og svømmede ud til midten. Her stoppede hun op og lå længe og grublede. Hun fik den ene tanke efter den anden, men kunne ikke rigtig få værken hoved eller hale i noget.

Hun lå bare og padlede stille og roligt, uden at lægge mærke til, at der oppe over træerne kredsede en stor – faktisk kæmpe stor – fugl, som holdt øje ikke bare med hende, men også alle de mange fugle over på græsarealet.
 
Hvis vi kunne se hvad den store fugl så, via sine øjne, ville vi kunne se, den ene gril kylling efter den anden, dampende af varme og med fedt løbende ned af siderne.spredt ud over hele arealet med græs. Det var et uendeligt smukt bord, pyntet med stege i frøers mængde. Det var også flere dage siden han sidst havde fået en god s…

Men som det så tit sker, når den store fugl tror at maden er indenfor rækkevidde, så er der altid en eller anden der skal ødelægge det helt. For pludselig skriger nogle af kragerne og advarer de andre, om hvad der kan ske. Alle, Alle uden undtagelse letter i et nu og flygter til alle sider. AnnaBell kommer til sig selv og svømmer med lynets hast over til sin lille beskyttede plads under de sammensungne dunhammer. Hun så ikke hvad det var der blev advaret imod, men viste med det samme skriget lød, at der var fare på færde.

Hun kunne nu fra sit skjul se Tot, i fuld firspring hen af grusvejen og derefter forsvinde ind under de høje træer. I trægrænsen så hun Knold stå og tage imod Tot. Selv om de ikke altid var perlevenner, så var venskabet der, når det virkelig gjaldt. Knold husker til fulde historien om den sorte kat der pludselig uden varsel var blevet taget af en Ørn i Kisserup for få måneder siden.  Det løb ham koldt ned af ryggen, selv om den i dag var dækket af et tykt lag hår og underuld.

Offline Hans-Kurt

  • Moderator
  • Indlæg: 1 747
Sv: Julefortælling 2021
« Svar #18 Dato: 19 December , 2021, 12:42 »
19. december 2021
Det gik som det ofte går, når en rovfugl forstyrre fuglenes verden, der bliver en underlig ro i tiden efter fuglen er borte. Der er altid stor respekt omkring rovfuglene, undtagen visse meget modige krager der kan finde på at drille, ved at forfølge og gøre udfald mod den indtrængende.
Her og nu ligger AnnaBell helt stille under de beskyttende dunhammer og kikker ud fra sit skjul. På et tidspunkt ser hun, at der kommer et par vildænder flyvende og som gør klar til at lande. Over fra området med hyldebærtræer kommer blishønesøskene frem og smutter ud i vandet. Så nu er det vist sikkert at komme frem igen, så hun glider stille ud i vandet og svømmer i retningen af de to søskende.

Under svømmeturen ser hun vildænderne lande, hun kan ikke lige se, om det er det par hun før har hilst på, men da de kommer nærmere, ser hun at det er det. Vildænderne spørger forundret til hvorfor hun fortsat lever i det lille regnvands bassin – og hun forklarer, at indtil nu er det det sted hun bedst kan lide. Mad har der været nok af, når hun bare også spiser over ved Fodrestoffen en gang i mellem. Hun må dog erkende, at det er blevet svære at finde nok.
 
Vildandeparret forklare hende, at hun skulle tage og følge dem med ud til kysten for at tilbringe vinteren der. Det har de gjort i flere år og ved, at deres familie i mange slægtsled har gjort det samme. Men AnnaBell ved ikke rigtigt og hun vil følge rådet, hun ved jo, at Fodermesteren kommer med korn – jævnligt. Men kan hun stole på det.

Vildandeparret gør også opmærksom på, at hvis vinteren bliver streng og vandet fryser til, så bliver det farligt at bo under dunhammerne, for så kan ræven også komme ud til hendes skjul. Det bør du have med i sine overvejelser, om at forblive på stedet.
Ja, det skal hun nok tænke over lover hun. Hvor har de selv været i den mellemliggende tid, ville hun gerne vide. Faktisk havde de opholdt sig i en by ikke så langt herfra. I den by er der et stort område med græs og en dejlig sø med en lille ø ude midt i søen. Det bedste er dog, at hver dag kommer der mennesker og fodre dem med franskbrød og andet bagt brød. Det er faktisk så godt og der er så meget, at der nærmest er trængsels ved de steder der fodres. Det er alles kamp mod alle, for at få en bid. Men normalt er der rigeligt til alle. I perioder med mange vildgæs kan det dog knibe, for de deler ikke med andre hvis de kan komme af sted med det.
"Vi overvejer faktisk at flytte vores vinterkvarter der i byen og ikke ude ved kysten".
 
”Franskbrød” hvad er det siger AnnaBell. ” Det er korn der er knust og bagt i en ovn – og det smager himmelsk” fortalte vildænderne i næbet på hinanden. Ah – lyst brød – mon ikke det var det barnet af konen ved parcelhuset havde givet hende en gang hvor de to var alene ved dammen med guldfiskene. Det kunne godt lyde, som om det er det samme som vildænderne nu fortæller. Det havde rigtig nok smagt meget godt, især når det blev dyppet i vand. Så det kunne jo godt friste. Men forlade Regnvands bassinet – det er en stor beslutning for den lille hvide and.

Nu snadrede de tre sammen og blishønsesøskene sluttede sig til madsøgnigen. Inde på græsset tæt på vore venner, gik rådyrene og græssede. Da de to grupper fik øje på hinanden, gik de hinanden i møde. Da de var ud for hinanden, fortalte den mindste af rådyrene, at de havde nyt om de mini mennesker der bor over  i skoven.
De havde talt med flere af deres slægtningen om mysteriet med betonrøret – da de havde den store sammenspisning forleden ude på den upløjede kornmark. De kunne fortælle, at det var en nisse familie der boede der over. Det var efter at ræve familien var flyttet efter det grimme skuddrama, som ingen af dyrene ønskede at uddybe yderligere.

Nisse familie ??, Det er hvad man kalder disse små minimennesker – forklarede det lille rådyr. Det er ikke mennesker, men de ligner dem lidt, det er rigtig nok, men de lever helt anderledes en mennesker gør. De sover faktisk det meste af året og først omkring december måned vågner de og hjælper med at forberede julen for menneskerne.

Nu var AnnaBell helt ør i hovedet -  Nisser, sover det meste af året, hjælper med julen. -  Det er mange nye ting hun ikke kender til og ikke har hørt om før. Det skyldes, at hun har levet alt for meget alene i mange af de første måneder af sit liv. Var hun blevet på sin fødegård, så havde hun ganske givet fået mere at vide, om hvad der foregår i det samfund gårdens dyr lever i og har gjort i uendelig mange år. Ved at gå alene og mest omgås dyr der ikke lever sammen med mennesker, ja så er det en helt andet verden der opleves. Livet bliver et helt andet med en daglig kamp for at finde  mad og man skal hele tiden passe på sig selv. Lever man sammen med mennesker, så bliver man bespist hver dag og om natten bliver man lukket inde i et dejligt varmt og tørt hus, hvor rovdyr ikke kan gøre en fortræd.

Alt dette  begyndte AnnaBell at fundere over mens hun -----

Offline Hans-Kurt

  • Moderator
  • Indlæg: 1 747
Sv: Julefortælling 2021
« Svar #19 Dato: 21 December , 2021, 11:06 »
20. december 2021
Svømmer stille og roligt rundt i sine egen tanker. Måske hun skal finde et andet sted at bo, måske – længst nede i hendes lille sjæl – er der en længsel efter nogle af hendes egne – ikke at blishønsesøskene har været søde mod hende, slet ikke. Men de har ligssom haft hinanden at gå op i, hun har kun været ude i periferien af deres verden. De andre – vildænderne, kragerne, uglen – de har alle kun været bekendtskaber, ikke rigtige venner. Så er der Fodermesteren – en hyggelig fyr, men slet ikke noget hun vil satse på, godnok får de sig en hyggelig sluder når han kommer med sit rødbedeglas med korn og fodre hende. Men sådan et rigtigt venskab, nej det vil hun ikke kalde det.

Men hvad så ?, Hvad skal hun så gøre ?. Hun kunne flyve hjem til gården hvor hun kom ud af ægget for snart mange måneder siden. Mon de ville kunne huske hende og kan hun huske hvor det var, hun kom jo så hovedkulds der fra, dengang. Hvad med gården med de søde geder og hestene, der var det rart – især i stalden, hvor hun sov så dejligt i det varme hø. Det kunne være noget.

Hun svømmede stadig roligt rundt og blev revet ud af sine egne tanker da Vildandeparret lettede og fløj, uden at hilse farvel, eller havde hun ikke hørt det, da hun var langt væk i egne tanker. Hun kikkede efter dem og mærkede sig den retning de fløj i, for hvis hun skulle følge deres råd, så skulle hun jo slutte sig til dem inde i byen med den kunstige sø.
 
Nu var de 3 rådyr kommet ned for at drikke og hun svømmede over til dem.

Hun var stadig meget nysgerrig på det med Nisserne – var der nyt om dem, ja det var der faktisk, de var flyttet, de kunne ikke holde lugten ud i brøndrøret, så de havde længe ledt efter et nyt sted at bo. Viste de hvor de var flyttet hen ?, ja for det havde de fra en fætter som havde fra en ugle, som havde set dem flytte. Uglen havde åbenbart fulgt dem på turen til deres nye hjem. Og hvor er så det ??. Ja er det ikke mærkeligt, men det er faktisk lige her i nærheden, fortalte det lille rådyr, det var altid ham der førte an, når der skulle fortælles noget og han var altid meget ivrig.

Ser du AnnaBell, oppe i Fodermesterens have står der resterne af en væltede Valnød, den var meget stor i sine vælmagtsår og bar masser af valnødder. I en orkan lagde den sig ned for ikke at rejse sig mere og tilbage var en 2 meter høj stub. I årene op til træet væltede havde en Elm rodfæstet sig i en af de stammehuller der var på siden af træet og i flere år havde den sat sine rødder ned langs barken og ned i jorden. Nu havde den overtaget hele stedet. For den resterende træstub var gået ud og stod nu som et mini borgtårn. Hul indvendig og med en stor sprække i den ene side nede ved jorden. Elmen dækkede nu helt toppen af stubben og dannede en stor trækrone på smukkeste vis.
Inde i stubben, havde der dannet sig et fint rum – forstil dig hvorledes der må se ud i en af de gamle Hollandske vindmøller der nutildags benyttes som bolig for mennesker – sådan var der nu skabt mulighed for, at dem der kunne finde dette – at udnytte dette.

Hvordan havde nisserne så fundet dette sted ?. Det skete en dag hvor de var ud gå deres normale eftermiddags tur. Der mødte de en rødkælk, som var på udflugt fra sit normale domæne. De faldt i snak og rødkælken fortalte begejstret om sit vinter hi. I generationer havde hans familie boet inde i hulrummet i kastanjen. Stedet lå virkelig bekvemt, når der skulle spises, foderbrættet lige ved siden af blev, hele vinteren, næsten dagligt fyldt op af bonden, som bor i stuehuset der ligger kun få meter fra stubben.

Som tiden er gået, er det indre blevet større og . december 2021
Svømmer stille og roligt rundt i sine egen tanker. Måske hun skal finde et andet sted at bo, måske – længst nede i hendes lille sjæl – er der en længsel efter nogle af hendes egne – ikke at blishønsesøskene har været søde mod hende, slet ikke. Men de har ligssom haft hinanden at gå op i, hun har kun været ude i periferien af deres verden. De andre – vildænderne, kragerne, uglen – de har alle kun været bekendtskaber, ikke rigtige venner. Så er der Fodermesteren – en hyggelig fyr, men slet ikke noget hun vil satse på, godnok får de sige en hyggelig sluder når han – når det endelig sker – kommer med sit rødbedeglas med korn og fodre hende. Men sådan et rigtigt venskab, nej det vil hun ikke kalde det.
Men hvad så ?, Hvad skal hun så gøre ?. Hun kunne flyve hjem til gården hvor hun kom ud af ægget for snart mange måneder siden. Mon de ville kunne huske hende og kan hun huske hvor det var, hun kom jo så hovedkulds der fra, dengang. Hvad med gården med de søde geder og hestene, der var det rart – især i stalden, hvor hun sov så dejligt i det varme hø. Det kunne være noget.

Hun svømmede stadig roligt rundt og blev revet ud af sine egne tanker da Vildandeparret lettede og fløj, uden at hilse farvel, eller havde hun ikke hørt det, da hun var langt væk i egne tanker. Hun kikkede efter dem og mærkede sig den retning de fløj i, for hvis hun skulle følge deres råd, så skulle hun jo slutte sig til den inde i byen med den kunstige sø.
Nu var de 3 rådyr kommet ned for at drikke og hun svømmede over til dem. Hun var stadig meget nysgerrig på det med Nisserne – var der nyt om dem, ja det var der faktisk, de var flyttet, de kunne ikke holde lugten ud i brøndrøret så de havde længe ledt efter et nyt sted at bo. Viste de hvor de var flyttet hen ?, ja for det havde de fra en fætter som havde fra en ugle som havde set dem flytte. Uglen havde åbenbart fulgt dem på turen til deres nye hjem. Og hvor er så det ??. Ja er det ikke mærkeligt, men det er faktisk lig her i nærheden, fortalte det lille rådyr, det var altid ham der førte an, når derskulle fortælles noget og han var altid meget ivrig.
Ser du AnnaBell, oppe i Fodermesterens have står der resterne af en vælted Valnød, den var meget stor i sine vælmagtsår og bar masser af valnødder. I en orkan lagde den sig ned for ikke at rejse sig mere og tilbage var en 2 meter høj stub. I årene op til træet væltede havde en Elm rodfæstet sig i en af de stammehuller der var på siden af træet og i flere år havde den sat sine rødder ned langs barken og ned i jorden. Nu hvor den havde overtaget hele stedet. For den resterende træstub var gået ud og stod nu som en mini borg. Hul indvendig og med en stor sprække i den ene side nede ved jorden. Elmen dækkede nu helt toppen af stubben og dannede en stor trækrone på smukkeste vis.
Inde i stubben, havde der dannet sig et fint rum – forstil dig hvorledes der må se ud i en af de gamle Hollandske vindmøller der nutildags benyttes som bolig for mennesker – sådan var der nu skabt mulighed for at dem der kunne finde dette – at udnytte dette.
Hvordan havde nisserne så fundet dette sted ?. Det skete en dag hvor de var ud gå deres normale eftermiddags tur. Der mødte de en rødkælk som var på udflugt fra sit normale domæne. De faldt i snak og rødkælken fortalte begejstret om sit vinter hi. I generationer havde hans familie boet inde i hulrummet i kastanjen. Stedet lå virkelig bekvemt, når der skulle spises, foderbrættet lige ved siden af blev, hele vinteren, næsten dagligt fyldt op af bonden som bor i stuehuset der ligger kun få meter fra stubben.
Som tiden er gået, er det indre blevet stører og stører, hvor der før kun var kneben plads til en enkelt rødkælk, så var der nu – set med en lille fugls øjne – en hel balsal at gøre godt med. Der var ikke længere så hyggeligt som før. Da rødkælke jo lever ene og ikke rigtigt tolerere artsfælder, ja så var det faktisk for stort nu. Det var også svært at holde varmen i det store rum, når der var frost udenfor.
Det kunne Nisserne jo så overveje, om det ikke kunne være noget, mente rødkælken. Der var som sagt god plads og det er også et roligt område. Haven er stor og der bor ikke mere end to mennesker på gården.

Nissefamilien ville komme over og se på det på et tidspunkt – sagde de.
Og nu var der så sket det…..

Offline Hans-Kurt

  • Moderator
  • Indlæg: 1 747
Sv: Julefortælling 2021
« Svar #20 Dato: 21 December , 2021, 12:34 »
21. december 2021
Det var for spændende for AnnaBell, at der skulle være flyttet en ny familie ind, ikke langt fra hvor hun selv bor. Men hun havde aldrig våget sig længer end til foden af de høje træer, hvor bag Fodermesteren bor. Men en gang skulle jo være den første. Så hun tog mod til sig og begav sig op på vejen.
Hun glemte alt om blishøsesøskene og gik mod skovområdet. Hun så, at åen gik der ind, den ville hun følge, for så følte hun sig mere sikker – der ude i vandet – end hvis hun skulle gå på landjorden.
Hun hoppede ned i vandet og svømmede fremad, det var lidt hårdt, for strømmen var temmelig stærk. På denne årstid er der godt med vand i åen, til glæde for de gydende bækørreder og Fodermesteren, som nyder lyden af den fossende å.

Kort efter hun er hoppet i vandet slår åen et skarpt sving mod syd. Hun følger åen fortsat og passeret et stort træ, som er væltet og har rejst roden med jord op i en vinkelret position. Det ser meget spøgelsesagtigt ud og det er med en vis bæven AnnaBell svømmer forbi.
Kort efter slår åen igen et skarpt sving -nu mod øst. Hun fortsætter.
Hvad var det nu hun havde fået at vide om, vor træstuppen skulle være ? øh, det havde hun vist glemt at spørge om i sin iver for at komme af sted. Ja så måtte hun kikke godt efter. Hun svømmede ivrigt vider og kom til endnu et knæk på åen. Nu førte den ind mod bygningerne, der hører til Fodermesterens gård. Hun så gavlen af beboelsen, det er en bindingsværk gavl og den ligger meget tæt på åen.

AnnaBell stopper op ud for denne bygning, det ser da meget interessant ud. Hun går i land og traver op af skrænten mod huset. Her ser hun Tot komme luskende, han går hen til en glasdør som fører ind til køkkenet, og han skraber på køren. Kort efter åbnes døren og han smutter ind.
A ha hvad er nu det for noget. Tænker AnnaBell og går forsigtigt nærmere. Da hun er ud for gavlen på huset, ser hun at der er mange huller i bindingsværkets træ og ud af et af dem kommer en musvit. De hilser på hinanden – ved du hvor træstubben med nissefamilien er – spørger hun spændt – ja svarer musvitten. Det er lige der om hjørnet – han flyver hen på pilehegnet ved hjørnet af gavlen og med hovedet viser han retningen.

AnnaBell følger efter og runder hjørnet. Her tårner træstubben sig op og hun ser elmens mægtige krone sprede sig ud til alle sider. Så fandt hun stedet. Med bævende hjerte går hun nærmere, for at finde ud af om det nu også passer, at nissefamilien er flyttet ind der.
Hun går over til træet – uvidne om, at inde fra køkkenet bliver hun fulgt af Fodermesteren – hun når over til træstubben og begynder at gå rundt om det. På vestsiden – som vender væk fra stuehuset og derfor ikke kan ses fra køkkenvinduet – finder hun den omtalte sprække i stammen.
 Hun går nærmere – hun kan se, at der har gået nogle med meget små træsko ud og ind af sprækken. Hun kan også se, at der på indersiden er opsat et sækkelærred – for at hindre vestenvinden i at fyge ind.
Hun går tætter på og lægger øret til forhænget og lytter – er der nogen der inde ? tør hun linde på forhænget ? hun har ikke lært, at man banker på, når man vil i kontakt med beboerne bag forhænget. Hun så jo ellers Tot banke på, da han ville ind i køkkenet, men det viste hun ikke at det var signalet til, at døren skulle åbnes.
Hun kunne ikke høre noget fra rummet bag forhænget – skulle hun gå ind ? Og mens hun stod der og tog mod til sig, sket der det at

Offline Hans-Kurt

  • Moderator
  • Indlæg: 1 747
Sv: Julefortælling 2021
« Svar #21 Dato: 22 December , 2021, 11:52 »
22. december 2021
At døren gik op over i stuehuset og Fodermesteren kom ud. Som fortalt havde han kikket på, mens AnnaBell kom ind i hans have og gik over til den gamle stub. Da hun gik bag træet og ikke kom frem på den anden side af træet, var han ikke sen til at forestille sig, at anden var krøbet ind i den hule træstub.
Han viste godt, at der var en revne ved jorden i stubben, for den havde han set for længe siden – han så også, at Rødkælken benyttede denne indgang efter at elmen var blevet så stor i kronen og der ikke længer var indgang der oppe, som der ellers havde været i en lang årrække også før det mægtige træ segnede.

Nu var der måske en chance for at få fat i anden. Han havde taget en bageplade med ud, som han kunne bruge til afspærring, hvis hun var krøbet ind. Men da han kom om på den vestlige side af stubben, så  han, at AnnaBell kun lige var ved at krybe ind.
AnnaBell fik noget af en forskrækkelse, da hun så Fodermesteren og flagrede væk hen over græsplænen og lettede op over træerne og væk var hun.

Ærgerligt tænkte Fodermesteren, han havde håbet at få fanget den lille and. Han havde allerede indrettet et bur inde i stalden, hvor den kunne opholde sig, til han kunne finde et nyt hjem for den. For han var mere end sikker på, at hun ikke ville komme igennem vinteren uden at blive taget af ræven. Han var heller ikke sikker på, at hun ville få nok foder – selv om han ville fodre hende så ofte som han ville træffe på hende.

Men han var slet ikke sikker på, at han kunne finde hende hver dag og måske havde han heller ikke tid til at fodre hende hver dag hele vinteren, især ikke hvis han skulle bruge tid på at finde hende nye steder hver dag. Den seneste tid, var hun jo ikke kun i regnvandssøen, og ofte så han hende slet ikke i flere dage. Forleden så han hende i åen, der havde han ikke set hun opholdt sig før, så ustabiliteten med  hvor hun opholder sig – nej det ville ganske givet gå galt.

Nu stod han så foran indgangen til træstubben og fulgte hende med øjnene, mens hun forsvandt  over træerne. Han skulle lige til at gå – da hans blik faldt på indgangen til det hule træ, hvad var det ? var det ikke som om der var et stykke lærred der dækkede for indgangen ?. Han lagde sig på kræ og kikkede bedre efter – minsandten om det ikke var rigtigt. Hvad var nu det for noget ?. Han mindedes ikke han havde efterladt et stykke lærred ved træ og hvis det havde været tilfældet hvordan pokker var det så kommet ind i træet ?. Han kløede sig i nakken og forsøgte at finde en fornuftig forklaring på dette.
Men han kom ikke frem til en løsning, så han rejste sig op, for at gå ind igen. Han havde ikke set, at der var små bitte spor af træsko i jorden foran indgangen. Måske han bare så dem som aftryk efter sine høns, da hønsene på gården dagligt frekventerede stederne hvor han havde opsat fodreautomater til vinterfodring af havens vilde fugle.

De kom troligt, op til flere gange dagligt og kontrollerede om der var spildt frø på jorden. Hvilket der altid var. De var endda så optaget af det med spildfrø, at de havde lært sig at se efter om der kom vilde fugle og landede på fodreautomaterne når de – hønsene – var lige i nærheden og så løb de alt hvad fjer og ben kunne holde til over for at være den første til at spise frøene.
Mon hønsene kunne kende de enkelte fugle fra hinanden – havde Fodermesteren tit tænkt på – for spætmejsen var den værste til at sprede frø. Den fejede næbet fra side til side med stor hastighed HVER gang den kom på brættet, eller på foderautomaterne og frø føg til alle sider.
Lige nu var der ingen fugle på brætter eller foderautomater. Men de sad i buske og træer ganske tæt på. For når Fodermesteren viste sig, var det normalt fordi han fyldte foder op og så var det bare om at skynde sig og få noget indenfor vesten. Dagene var jo så korte nu og mørket kom hurtigere end man kunne nå at tælle til ti, syntes de.
Da der var blevet stille omkring træet, sås over ved nøddehegnet to små nisser med deres tre nissebørn på vej hjem til deres nye bolig. De havde ikke set det optrin der havde udspillet sig for ganske kort tid siden. Så de gik stille og roligt  over plænen med en fyldt kurv. De havde været ude og samle grankogler langs alen med de store rødgraner. Nissemor havde en god ide til hvad de kunne bruge dem til. For det var jo snart jul og så……..

Offline Hans-Kurt

  • Moderator
  • Indlæg: 1 747
Sv: Julefortælling 2021
« Svar #22 Dato: 24 December , 2021, 16:55 »
23. og 24. december 2021
Frosten tog mere og mere til. Nordenvinden kom med stor kraft med sne og kulde fra Norges fjelde. Sundene begyndte at fryse til og alle dyr gik og skuttede sig. Menneskerne, dem der var nødt til at gå ud, frøs også som en lille hund i en tynd snor. De havde ikke lært at tage ordentligt med tøj på. Mange var slet ikke familiær med kulde. Det havde været årtier siden det sidst var så koldt.

Men i det hyggelige hjem, som Nissefamilien havde fået indrettet i den store træstub i Fodermesterens have, var der fuld aktivitet.
Der blev pyntet med grangrene og grankogler, kogler som nissebørnene selv havde samlet forleden dag. Der var også et juletræ, pyntet med blade fra hjerte træet. Bladene har faktisk facon som de papirhjerter mennesker pynter deres juletræer med. Kræmmerhusene var af tørrede hostablade. Nissemor havde puttet nødder i disse kræmmerhuse, uden at nissebørnene havde set det.

Lys havde træet ikke, det havde nissefamilien faktisk aldrig haft, brandfaren var for stor de steder de havde boet, men det gjorde heller ikke noget, for noget man ikke har kendt til, det savner man ikke.

Bordet var Nissefar og børnene ved at dække, for der var nemlig inviteret gæster. 7 gæster i alt, så de blev altså 12. Det var vist lige hvad der var plads til.
Bordet var dækket med en dug af bøgeblade, som Nissemor havde syet sammen med spindelvæv, tallerknerne var halve valnøddeskaller – skeer var der kun ved de 5 kuverter, hvor nissefamilien skulle sidde.
Gæsterne kunne ikke bruge skeer – viste nisserne.
Nissemor stod ved komfuret og tilberedte maden, dvs den ene ret havde de fået foræret, det var risengrød. I Alle de år nissemor havde holdt jul, og det var rigtig mange, havde de altid fået risengrød. Sidst de havde boet her på gården, var det blevet stillet op på loftet over stalden.
Men nu hvor det gamle loft ikke længere fandtes – så havde nisserne ledt noget for at finde grøden. De var nemlig sikker på at Fodermesteren igen i år, ville sætte en skål ud. Men den var ikke oppe på det nye staldloft, heller ikke oppe i den nyindrettede kostald. Så de ledte og ledte.

De kikkede ind af vinduerne til Orangeriet, for skulle han ha sat skålen der, nej heller ikke der. Så listede de ind gennem kattelemmen og ind i malkerummet – heller ikke – så vider ind i fyrrummet – heller ikke, så var der da ikke andre steder de kunne lede, syntes de. De gav op.

På vejen hjem til træstubben – gik de slukøret i en lang række, helt tavse, for en jul uden risengrød . det kunne de slet ikke forestille sig. Da de kom om på vestsiden af køkkensektionen, der er bygget på hovedhuset kunne de pludselig lugte noget – en kendt den  lugt. De fulgte lugten og sandelig om ikke der stod en stor portion risengrød lige uden for køkkendøren – den var lunken endnu – glade tog de skålen – de skulle være 4 for at kunne bære den – og bar den hjem.

Grøden stod nu til opvarmning på det lille komfur. Resten af menuen bestod af solsikkekærner, hirsefrø og knuste majskerner. Alt sammen samlet over de sidste par uger under fuglefoderautomaterne. Hertil skulle der serveres dejlig kildevand og til nisserne nisseøl.

Ved tretiden kom de første gæster, det var hr og fru krage – de havde taget 5 sølvskeer med som gaver til nisserne. Lidt efter kom Uglen og bankede på træet – han havde taget en bog med, en bog som han ville læse et juleeventyr op fra. Det skulle være hans gave til de andre.

Nu kom Rødkælken – den som faktisk også boede i træstubben – bare oppe på første sal – der hvor dens slægt havde boet gennem mange år. I et net af spindelvæv havde den sin gave med, det var friskplukkede tjørne bær. Der var mange for det havde været et godt bærår.
Nu gik der lidt tid og nisssebørne var ved at blive utålmodige, for de ville gerne i gang med at spise, de havde glædet sig hele december måned til risengrøden og endelig bankede det atter på. Udenfor stod blishønseungerne og AnnaBell – Endelig sagde nissebørne, skynd jer nu ind, vi er lige ved at skulle gå til bords.

Nissebørnene kikkede nysgerrigt på de tre sidst ankomne – for havde de ikke en gave med ??. Det så ikke ud til det.
Nissemor sagde vær så god at sætte jer til bords – og alle satte sig ved bordet og kikkede med sultne blikke på alt den dejlige mad. Uglen var måske lidt skuffet, for han var ikke vant til at spise frø – men man måtte jo opføre sig ordentlig og spise hvad der bliver serveret. Han tænkte med glæde på den mus han havde der hjemme, den ville gøre godt .
Nu kom Nissemor med risengrøden – se det var noget alle kunne lide og de spiste med stor arpetit. Nisserne spiste af valnøddeskallerne og de andre spiste af skålen – som i de gode gamle dage vor man spiste af fællesfadet.

Da alle var mætte og sad og slog mave, sagde AnnaBell til nissebørnene, "kom hen til mig, jeg har en overraskelse til Jer" Nissebørne skyndte sig hen til hende og da de var ud for hendes venstre vinge, lettede hun på vingen og 3 små røde nissehuer fald ud på gulvet. Nissebørnene jublede af glæde, det var lige hvad de havde ønsket sig. Nissemor og AnnaBell blinkede ti hinanden, for det var nissemor der havde strikket huerne.

Efterskrift
Hvad der bliver af AnnaBell – efter julemiddagen og den kommende vinter, se det ved ingen. Vi håber Fodermesteren husker at fodre hende en gang imellem, eller måske hun slutter sig til vildænderne inde i den nærliggende by – ja hvem ved.
I Skrivende stund er hun ikke set i flere dage. Nisserne – ja se de er set flere gange – hvis man altså tror på nisser.
GLÆDELIG JUL OG GODT NYTÅR her fra :O) Hans-Kurt

Offline Helle K.

  • Administrator
  • Indlæg: 5 981
Sv: Julefortælling 2021
« Svar #23 Dato: 24 December , 2021, 17:04 »
Rigtig glædelig jul og godt nytår til dig, Hans-Kurt og tusind tak for det dejlige og rørende juleeventyr. Det har været en glæde at klikke ind og læse med gennem alle 24 dage.
Med venlig hilsen
Helle Kjelst

Faverolles, araucana, wyandot, Isa, blandingshøns ialt 1.11

Offline Hans-Kurt

  • Moderator
  • Indlæg: 1 747
Sv: Julefortælling 2021
« Svar #24 Dato: 25 December , 2021, 01:57 »
1000tak

Offline Egon

  • Bruger
  • Indlæg: 773
    • Egonnyt
Sv: Julefortælling 2021
« Svar #25 Dato: 25 December , 2021, 08:16 »
Mange tak for din dejlige julehistorie Hans-Kurt. Spændende at følge med i.  :)
med venlig hilsen Egon Jensen - 1,3 dværg sussex i forskellige farver -   www.egonnyt.dk

Online Gerda

  • Bruger
  • Indlæg: 709
Sv: Julefortælling 2021
« Svar #26 Dato: 25 December , 2021, 22:35 »
mange tak for et godt juleeventyr
1 hvid splash maran som hedder Marie, 2 sort kobber maran, og så er der Sofie som jo er en brakel hane, og brakel høner, barnevelder haner

Offline Lone

  • Bruger
  • Indlæg: 666
Sv: Julefortælling 2021
« Svar #27 Dato: 27 December , 2021, 07:35 »
Dejligt juleeventyr - Tak!
Og lidt en slutning, der kunne opfordre til en 2'er til næste jul.. ;)
Det, der ikke er mindst een på Dansk Fjerkræforum, der ved - er ikke værd at vide :)

Offline Hans-Kurt

  • Moderator
  • Indlæg: 1 747
Sv: Julefortælling 2021
« Svar #28 Dato: 28 December , 2021, 00:08 »
ja nu får vi se  ;)