Dansk Fjerkræ Forum Dansk Fjerkræ Forum Dansk Fjerkræ Forum
Rosenbud.dk - Alt i tilbehør til høns america.png

Nyeste

Forfatter Emne: Julefortælling 2022  (Læst 3628 gange)

0 Medlemmer og 1 Gæst læser dette emne.

Offline Hans-Kurt

  • Moderator
  • Indlæg: 1 853
Julefortælling 2022
« Dato: 01 December , 2022, 00:15 »
1.   december 2022
Det var stadig mørkt og koldt. Træerne – i hvert fald de fleste, havde klædt sig af til vinteren og for at kunne modstå de storme, der helt sikker snart ville komme og som ville ruske godt og grundigt i deres grene.
Mølledammen havde allerede modtaget de første store grene fra den mægtige seljepil der stod på sydsiden af vandet mellem dammen og åén. Træet var nok 50 – 60 år gammelt og begyndt at blive lidt trøsket – især de steder hvor tidligere storme havde rykket så stærkt i grenene, at barken var sprækket og derved gav adgang for de første nedbrydningsbakterier. Men hvis det kunne være en trøst for træet, så var der gråpile længere opstrøms, som var meget større og måske 2 eller 3 gange så gamle og de stod der endnu – flere med store områder på stammen, hvor der i fordomstider havde siddet en flot gren.
Træerne havde hørt, Fodermesteren tælle årringe på en sidegren, som han havde udbedt sig fra et i foråret væltet træ godt 100 meter væk fra Mølledammen. En gammel Ask der var segnet under en forårsstorm – Asken havde stået på vintergæk højen i umindelig mange år. Sidegrenen havde 189 årringe, så selve træet må have været over 200 år. Seljepilene havde med stor angst set den gamle kæmpe lægge sig, og blev lidt lettet, da de så, at den gamle Ask havde mistet sine kæmpe rødder – hvilket sikkert skyldes den om sig gribende Askesyge. Heldigvis havde Seljepilene et kraftigt rodnet, som ikke var ved at gå til, så det trøstede dem, at de ikke skulle lide samme skæbne. Ak ja, først døde de gamle Elme og nu Askene. Kastanjerne var også berørt – deres blade bliver hvert år invaderet af en møl, hvis afkom lever i bladene.
Gårdens største og flotteste Kastanje – 12 stammer, tæt op af hinanden og som var langt over 80 år gamle, faldt i en af de orkaner der hærgede landet for år tilbage, det var næsten ikke til at bære, for når den tænde sine lys om foråret, var det så man tabte vejret af benovelse over det fantastiske syn. Fodermesteren påstod hårdnakket, at der var 3000 lys og hvis man ikke troede ham, kunne man jo selv tælle efter !, mente han.

Nå men nu kom de første solstråler op over kimen og begyndte at oplyse himlen – først svagt men hurtigt opstod der stærke farver på den mørke kolde himmel, rød var den gennemgående farve, i flere og flere nuancer. Med lysets komme vågnede dyrene en efter en – dog ikke uglen, for den fløj lydløst hen og satte sig på sin redekasse. Her gjorde den sig klar til at gå til ro. Den satte sine fjer pænt på plads og rettede lidt på især halefjerene, den havde nemlig fået uorden i dem, da den ved et uheld ramte en gren i et dyk mellem træer der stod meget tæt. Hvorfor den havde udsat sig for det uheld, var den en gåde, for det var bestemt ikke noget uglen normalt blev udsat for, men måske det skete, fordi den blev overrasket over, i et kort glimt at se noget rødt bevæge sig mellem de store sten i stendiget ved åéns bred. Hvad det var den så, ja det kunne den ikke rigtig sætte ord på. Det måtte den undersøge nærmere, bare ikke nu, for nu skulle den til ro.

I Mølledammen – der hvor en af Gråpilens store grene havde lagt sig til hvile i vandet - lå Fodermesterens lille kæledække – Annabell – Hun var også ved at få øjne, men skuttede sig i morgenkulden og trykkede sig tætter ind mod stammen der stak op at vandet. Hun kunne godt sove lidt mere. Hun havde i flere uger tilbragt nætterne netop her i vandet tæt ind til stammen, hun tænkte med gysen stadig på ………..
« Senest Redigeret: 02 December , 2022, 00:40 Fra Hans-Kurt »

Offline Hans-Kurt

  • Moderator
  • Indlæg: 1 853
Sv: Julefortælling 2022
« Svar #1 Dato: 02 December , 2022, 00:28 »
2. december 2022
Nej hun kunne næsten ikke få sig selv til at tænke tilbage på det der skete, for blot nogle uger siden. Hun gyste atter ved tanken og kom til at fryse endnu mere end lige før, da hun vågnede.
Hun så sig hurtigt omkring – var alt i orden ? – jov det så da sådan ud. Det var jo ikke fordi hun havde mange andre omkring sig, egentlig var hun jo ganske alene – når man tænker på hendes baggrund – hun var en moskusand, helt krid hvid, uden en eneste farvet fjer. Faktisk var hun meget smuk lige nu, for hun havde skiftet den gamle fjerdragt ud med en helt ny. Hun havde i ugevis pudset og plejet de nye fjer, så de kunne tage sig rigtig fint ud.
En af hendes morgenrutiner var at ordne sine fjer, så det måtte hun heller se at komme i gang med. Det gav også varmen at pusle med dette vigtige job. Hun viste at det dels var vigtigt at påføre cremen fra gumpen ud over alle fjer, da det gjorde, at hun kunne holde vandet ude og så for en moskus var der en yderligere fordel ved fjerbehandlingen  - den indeholdt den dejlige parfume duft, som mange menneskekvinder betaler i dyre domme for at påføre sig.
Da hun kom til halefjerene gik der en gysen igennem hende, for de fjer hun nu ordnede så omhyggeligt, ja de var jo kommet som en erstatning for dem hun havde mistet på den grueligste måden en and kan miste sine fjer på – undtagen i forbindelse med en slagt-------det kender vores lille and heldigvis ikke noget til.


Nu strømmede tankerne bare ind over hende.
Det skete den dag hun var taget på en tur væk fra Mølledammen og hvor hun fløj op til de regnvandsbassiner hun før i tiden havde opholdt sig så meget i, og hvor hun havde så mange dejlige timer i sine andre dyrevenners lag. Men vennerne var der ikke længere, for sommeren havde været meget tør, der var næsten ikke faldet en regnbyge i månedsvis, og de få der kom, var meget kortvarige og med meget lidt vand, så man kunne næsten gå tørbenet over hele området.

Se det er farligt for en lille and og også for de blis høns og vildænder hun levede sammen med dengang. For ingen vand af betydning gør, at ræve og løsgående hunde har fri adgang til stedet. Hun husker ganske tydeligt, at hun gik meget forsigtigt rundt og kikkede efter om dog ikke bare nogle af vennerne var der. Men nej, alle syntes at være trukket væk.
Bedst som hun ledte, så hun at der ved nogle siv i udkanten af regnvandsbassinet lå nogle meget lækre liberiske skovsnegle, det var for fristende. Hun spiste med stort velbehag alle. I baggrunden hørte hun godt en bildør smække, men tog ikke særlig notits af det, for hendes erfaring sagde hende, at det ikke var en farlig lyd. Biler var ikke farlig, når man blot ikke kommer i vejen for dem.
Men her tog hun fejl. Pludselig så hun en stor skygge komme og inden hun nåede at reagere blev hun grebet mellem nogle gevaldige tænder. En stor sort labrador bed ud efter hende og bed til og begyndte at løbe over mod buskadset, der var på den østlige side af regnvandsbassinet med hende i munden.
Damen der luftede hunden råbte og skreg af hunden og den slap hende, men mange halefjer gik med i farten og da hunden så Annabel flakse væk, blev den atter grebet af sit jagt instinkt og bed ud efter hende og fik desværre fat omkring halsen og den øverste del af brystet. Dette resulterede i, at blodet begyndte at male hendes lille krop rød. Hvis ikke hundens ejer havde været så tæt på dyrene, så hun kunne få fat i hunden og få vristet hende ud af bidet, så var det endt helt forfærdeligt. Nu kunne AnnaBell flygte – hvad hun gjorde. Hun endte under en stor hyld ud mod vejen og her besvimede hun.

Nogen tid efter dette skete, måske en eller to timer, kom Fodermesteren i sin bil kørende forbi gerningsstedet og da han er meget opmærksom på, hvad der sker omkring ham, så han hende ligge under hyllen. Naturligvis stoppede han og skyndte sig hen til hende, men skrækslagende som hun var, flaksede hun længere væk.
Nu hørte hun ham sige: Min lille ven, jeg har en aftale om få minutter, men jeg kommer igen på vejen hjem.

Det gjorde han, men i billygternes skær kunne han ikke finde hende.
Det blev en lang nat og næste formiddag kom han retur med majsskålen, men……….

Offline Hans-Kurt

  • Moderator
  • Indlæg: 1 853
Sv: Julefortælling 2022
« Svar #2 Dato: 03 December , 2022, 08:55 »
3. december 2022
Nu fulgte flere dage hvor Fodermesteren kom troligt med mad til hende. Han ønskede at fange hende og tage hende med hjem, da han havde indrettet en lille sygestue til hende. Men AnnaBell var rigtig skidt, hun kastede op flere gang mens hun indtog sin mad, for sulten var hun, men det var som om hendes spiserør var blevet skadet under den hårde behandling af den store hund.
Fodermesteren lurede på, hvorledes han bedst kunne fange hende. Hans problem var og er at hans bentøj ikke fungere helt så perfekt mere, alderen trykker. Så det at komme ned i jordhøje, har sine udfordringer.
Men det lykkedes – vups fik han fat i den lille and og tog hende op i favnen og luntede hjem med hende. Han fik hende placeret i indelukket hvor der stod en skål med frisk vand og godt med majs, blandet op med hvede. Han havde godt set, at hun gylpede majsene op efter at have forsøgt at sluge dem, så måske de mindre hvedekerne kunne blive i hende. Hans sygestue var mere indrettet som et fængsel end blot en lille bås til en skrukhøne med kyllinger – for det var formålet med indretningen, men han var bange for, at hun skulle forsøge at flygte, da hun jo kunne flyve, så det blev dækket af til alle sider, så flugtforsøg ikke var muligt.
Om det var derfor AnnaBell var så vred når han tilså hende, eller det var pga smerter i halsen eller kroppen som helhed, det kunne hun jo ikke fortælle ham. Han var faktisk ked af hun var så afvisende. Han havde dog tidligere på året kunnet aé hende og endda tage hende op uden de store problemer, men nu . nu hvæsede hun kraftigt af ham og gemte sig inde i kattetranspostkassen han havde indrettet som soveplads med masser af frisk hø til hende. Ja hun kom ikke engang hen og kikkede ud, når han tilså hende. Han lod hende være og kontrollerede så bare om der blev spist og drukket vand. Det var ikke tilfældet de første dage, men så blev der tømt ud i skålene – Dejligt at se, sagde han til hende, men hun svarede bare med et hvæs !
Efter en god uges tid, syntes Fodermesteren at AnnaBell var frisk igen og flyttede afspærringerne, så hun kunne forlade den trykke lade og indtage sin plads igen ude i den frie natur. To dage efter var hun væk og han fandt hende i vandet i Mølledammen. Men hun kom IKKE op til ham – heller ikke når han stod med Majs og kaldte eller måske retter lokkede hende hen til sig. Det var ikke let for Fodermesteren at forstå, hvad den manglende tillid skyldes. Men han fortsatte med at lokke og forsøge at indynde sig, men det hjalp ikke !
AnnaBell havde fået et kraftigt chok,  da hunden pludselig angreb hende, hun husker dårligt perioden efter ulykken, i korte glimt husker hun Fodermesteren bar hende og vis også kom med mad, men hun var meget forvirret og sov meget af tiden væk. Da hun endelig kom til sig selv, opdagede hun, at hønsetråden der spærrede hende inde var væk og da måtte hun straks væk. Hun gik mod det sted hvor der kom mest lys ind i stalden og det viste sig at være der hvor den store skydeport stod åbent og hvilken lettelse, der var hendes elskede Mølledam, hun fløj straks hen til den og landede i vandet. Åh hvilken lykke, nu kunne hun endelig få et bad og det trængte hun virkelig til.
Hun badede og badede for at få alt det indtørrede blod væk fra sin hals og efter en masse sjasken og plasken, lykkedes det. Hov hvad var nu det ? Det var blishønemor der kom anstigende og stoppede op lidt fra hende. ”Hvor har du været hende” spurgte hun ”for det er længe siden jeg har set dig” . AnnaBell svarede ikke lige med det samme, for hun skulle lige blive enig med sig selv om hvad hun ville fortælle og hvad hun ville holde for sig selv. Hun var erfaren nok  til at vide, at i de kredse hun færdes i var et venskab med et menneske ikke særlig velset. Faktisk kunne man godt blive udstødt af de andre vilde dyr, hvis man bare udtrykte det mindste sympati for et menneske. Hun havde erfaret, at langt de fleste – selv hønsene oppe på gården – anså mennesker for farlige at indlede et venskab med, det var som om det lå i alles gener, at det ikke var den rigtige vej at gå. Derfor sagde hun……..

Offline Hans-Kurt

  • Moderator
  • Indlæg: 1 853
Sv: Julefortælling 2022
« Svar #3 Dato: 04 December , 2022, 07:31 »
4. december 2022
”Jeg blev angrebet af en stor sort hund oppe i Regnvandsbassinet – du ved, det der ligger ved vejen ned til gården”. Blishønen så undrende på hende ”Det ses da ikke, blev du ikke ilde tilredt”. ”såmen jov” svarede AnnaBell, ”Men som du ser, jeg er kommet godt fra det og nu flyver jeg lidt væk herfra, Måske jeg skal finde et andet sted at bo – så hej” og så lettede hun og fløj øst på.
Hun kendte godt den nærmeste omegn, som hun jo nu i næsten to år havde besøgt med større eller mindre interesse. Hun huskede især den lille går med de mange forskellige dyr der lå nogle få kilometer væk i syd østlig retning. Skulle hun flyve der hen nu  ?, nejjjj de tamænder der boede der, var ikke særlig imødekommende huskede hun, så nix.
Så var der Møllen, den gamle Hollandske mølle der lå modsat gåden med de mange dyr, der havde hun ikke været før. Møllen lå – som sådanne møller nu altid ligger – højt oppe på en bakke. Men vingerne manglede, så den kunne ikke male korn, som den nok havde gjort i fordums tider. AnnaBell rettede kursen op mod møllen.
Da hun var lige op over møllen så hun, at der var et lille vandhul lige udenfor et af husene der ligger ved den gamle mølle. Den ville hun studere nærmere og resolut fløj hun ned og landede i den. Men hun havde for meget fart på, så hun ramte kante på bassinet og tumlede op på den terrasse der omsluttede vandet. Lidt fortumlet rettede hun sig om og så sig omkring. Der var kun græs hun kunne spise og noget fuglefrø der var lagt i en skål ikke lang fra et stort vindue i huset. Hun havde godt nok aldrig set så stort et vindue før. Det gik helt fra terrasse gulvet og op til taget og var mægtig bredt. Hun kikkede nysgerrigt ind i huset og der – over i det ene hjørne – lå en stor kat og sov, ok så var huset altså beboet, hvad nu med en hund ?, var der også en sådan ?. Hun måtte heller være meget forsigtigt og klar til at flyve  ved det mindste postyr det måtte opstå.
Hun luntede vider, ud i haven for at se hvad der gemte sig der. Hun fulgte en beplantning af buske og da hun kom rundt om hjørnet hvor hun ikke længere kunne se huset stoppede hun op, for hvad var det der lå der et par meter fra hende ?. Nu rørte det sig og da så hun det var et rådyr der hvilede sig, Hun gik nærmere for dem kende hun godt fra Møllegaarden og viste, at ikke er farlige for en lille and, Hun rømmede sig, hvilket fik rådyret til at vende hoved i hendes retning. De hilste på hinanden.
Det viste sig, at rådyret havde slægtninge der boede fast på Møllegaarden. En moster og to nevøer. AnnaBell havde ved flere lejligheder talt med dem – så hun kunne fortælle hvordan det gik og havde det. Hun fortalte også, at de var forfærdelig skræmte for tiden, da jagten jo var gået ind, så de måtte være overordentlig forsigtige. AnnaBell kunne fortælle, at  Rådyrene på Møllegaarden var meget trykke ved at færdes i den lille skov der var vokset op omkring gården. Især efter at jagthunden var forsvundet fra stuehuset, for i de år hvor den boede der, var det aldrig til at få ro ret længe af gange – HELE året – for den satte en ære i at lufte rådyrene så snart lejlighed gaves. De viste, at Fodermesteren ikke havde et jagtgevær, så her kunne de trygt færdes. Det skal bemærkes, at Fodermesteren, efter hans hund var død, havde måttet tåle at hans mange roser blev kraftigt beskåret – ikke bare om foråret, hvor det kun var gavnligt, men også meget systematisk blev gjort hele sommeren. Visse rosenbede gik det mere ud over end andre. Somme tider savnede han sin hund eller et jagtgevær, men det viste Rådyrene af gode grunde ikke og at deres trang til rosenblade og stængler var et problem – viste de af gode grunde heller ikke.
Men her i haven sker der heller ikke noget, sagde rådyret, se hele haven – og den var temmelig stor af en parcelhushave at være – er indhegnet, så her kommer ikke fremmede ind og slet ikke jægere, for det er bestemt ikke i høj kurs i dette hus. Rådyret kunne fortælle, at fruen i huset var den rene dyreven. Hun elsker alle levende væsner og vil ikke gøre nogen fortræd. Rådyret havde endda hørt hende udtale sig om hendes mands og børns forhold til kød til maden. Og det var ikke noget hun fandt særlig attraktivt. Faktisk augmenterede hun for kødløse dage.
Hvad kødløse dage var, anede AnnaBell ikke, det havde hun aldrig gjort bekendtskab med, så hun så undrende på fru Hjort, men undlod at fortælle om sin uvidenhed. Men jagt det vist hun hvad var for det havde hun dels fået fortalt og selv oplevet op til flere gange. Det var en fasan der havde sat hende ind i jagtens mysterier og hun fandt det MEGET uhyggeligt, som nu feks den gang da……

Offline Hans-Kurt

  • Moderator
  • Indlæg: 1 853
Sv: Julefortælling 2022
« Svar #4 Dato: 05 December , 2022, 13:14 »
5. december 2022
Da hun var ved at undersøge området med siv der støder op til gårdens urtehave, skete der noget uventet. Hun var næsten mæt, da området indeholder mange dejlige snegle og en del andemad og bedst som hun var midt i et godt måltid, lød et mægtigt brag i umiddelbar nærhed af hvor hun var og kun få sekunder efter lød endnu et brag, efter fulgt af flere – hvad i alverden var det ? Hun fløj op og styrtede ind mod gårdspladsen og Gudske lov for det, da man jo aldrig kan vide hvad der ville være sket, hvis hun var fløjet ud over engen og slet ikke hvis hun tog retning af markerne der støder op til Møllegaardens jorde.

For år tilbage stod Fodermesteren på sin gårdsplads og pludselig raslede hagl ned af taget på staldlængen, efter der havde lydt et skud – det gik ikke roligt for sig. Hans raseri og angst for hvad der kunne ske hvis hagl blev affyret i en helt forkert retning – kom frem i hvad han gjorde . . . . .  for at stoppe dette.

Nå men nu var AnnaBell altså af skræk og angst lettet og kort tid efter landede hun på gårdspladsen, her mødte hun først Tot – en af gårdens 2 katte – hun så på ham, men det så ikke ud til at lyden havde påvirket ham. Spørge ham om hvad det kunne være, undlod hun, for de to var ikke helt på talefod, ja Tot ignorerede hende faktisk – hun viste ikke, at han faktisk var misundelig på hende, da Tot godt viste Fodermesteren havde et blødt punkt over for den lille hvide and. Han var selv blevet irettesat af Fodermesteren en gang, da han ville vise hvor stor han var og farlig, ved at lave et skinangreb mod AnnaBell. Tak skal du ha for et fur han havde fået for det. Det ville han sent glemme. Normalt kunne Tot sno Fodermesteren om sin lille pote, Fodermesteren stod – med en vis knoren godt nok . gerne op kl 2 on natten og lukkede ham ud, eller rejste sig og lukkede han ind, når han  - ofte – med snavsede poter skrabede på køkkendørens nederste vinduer, for at komme ind. Men her havde Tot mødt sin grænse for hvad var acceptabelt og ikke, ja selv når han stolt viste hvor fin en spurv han havde fanget frem, kunne han mærke det ikke faldt i god jord hos Fodermesteren.

Annabell vraltede vider ned til åen som går gennem den parklignende have der ligger i forbindelse med stuehuset. Næsten fremme mødte hun fasanen hun havde mødt tidligere og han var meget oprørt og meget urolig, Han kunne næsten ikke stå stille – og han som normalt vandrede majestætisk stovt og roligt rundt, var slet ikke til at kende. Og nu fortalte han hvad det var der var bag de store brag. Lyden kom fra noget der heder et gevær, fortalte han og det var mennesket der gik rundt med det og frembragte braget.
Hensigten var at dræbe. Jægeren siger dog skyde !. Og fasanen kunne fortælle, at han havde mistet mange venner til den lyd. Så når han hørte det første skud, havde han lært, at flygte ind i skoven som omslutter Møllegaarden. Nu foreslog han AnnaBell at gøre det samme, hvis hun har sit liv kært.

AnnaBell havde tænkt meget over denne fortælling og forsøgt at forstå hvorfor mennesket gør noget sådant. Men hun kunne ikke rigtig se fornuften i det, men fulgte nu alligevel det råd fasanen havde givet og søgte i sikkerhed, når hun hørte skud.

Men nu var hun altså på eventyr langt fra Møllegaarden. Hun ville heller tale om noget mere hyggeligt og derfor spurgte hun fru Hjort om hun viste noget om den lille nissefamilie der sidste år ved juletid, havde boet i den gamle Valnødde stub. Stuppen var jo væk og ligeledes nissefamillien. Fru Hjort viste ikke nøjagtigt hvad der var sket med nisserne, men hun havde hørt at nisser sover hele året og kun vågner op i december måned. Aha ha, men hvor sover de så ? ville AnnaBell vide. Ja se det viste fru Hjort så ikke lige, men måske hr Ugle viste det, mente hun – ja men det er nu svært at få ham i tale, for han sover jo hele dagen og går til ro, netop når vi andre står op sagde AnnaBell. Fru Hjort havde hørt, at på en anden mølle langt væk herfra, var der en nisse som boede og som kom frem – eller retter blev vækket her først i december. Det havde fru Hjort hørt fra en grandkusines fætter der var kommet forbi – i maj lige før sommeren var startet i år. Gården hvor den pågældende nisse bor – en gårdnisse bliver den kaldt – ligger på en vandmølle. Den kan du finde hvis du flyver i nordøstlig retning fra denne mølle.
Det er da fantastisk med alle de møller, syntes AnnaBell. Men da hun savner nissefamilien så begav hun sig på vej. Da hun var lette og havde fløjet lidt kom hun i tanke om, at hun jo slet ikke viste hvad en vandmøller er eller ser ud, men nu ville hun ikke ende tilbage, så hun fløj vider og efter nogen tid så hun et sted ved en skov, hvor der var mange mange biler parkeret og hvor tilsvarende mange mennesker færdes omkring en gård med stråtag. Dette måtte hun undersøge nærmere, så hun fløj tætter på og landede på stuehustaget.
Hun ankom netop som de mange mennesker samlede sig på gårdspladsen og hun hørte de mange mennesker – især børnene – råbte . NISSE – NISSE – VÅGN NU OP, NISSE – NISSE – VÅGN ………



Offline Hans-Kurt

  • Moderator
  • Indlæg: 1 853
Sv: Julefortælling 2022
« Svar #5 Dato: 06 December , 2022, 00:24 »
6. december 2022
AnnaBell stirrede intenst på menneskene på gårdspladsen, hvad i al verden gik dette ud på ?. Alle kikkede op på den låge ind til loftet, hvor man før i tiden læssede årets hø ind for at opbevare det for vinteren.
Nu råbte de atter i kor NISSE – NISSE – VÅGN NU OP, NISSE – NISSE VÅGN NU OP og for 3. gang råbte de det samme og se nu, for nu skete der noget med lågen, den blev langsomt åbnet og i et kort glimt så man en lille rød tophue, så var lågen atter lukket. Men ganske kort efter blev den atter slået op og nu med fuld åbning og en mand i grå bukser, brun vamset trøje og en rød tophue kom til syne. Du milde moses hvor var han vred – han råbte og skreg at han ikke ville vækkes og han blev ved med at fnyse og rase.
Da en nede på gårdspladsen tilbød ham risengrød slog han helt om og blev venlig og medgørlig. Hvad var dog dette for noget ? hvad var det der for en forestilling – for det måtte da have et formål. AnnaBell kurede ned af stråtaget og endte i tagrenden, for en sådan var der på dette hus. Nu kom hun tætter på og kunne bedre se hvad der foregik, men nej – eller jov, nej kan det nu passe. Nej det kan da ikke passe – hun kikkede meget intens på ham de kaldte nissen nede på gårdspladsen – minsandten om ikke hun kunne genkende manden – det er jo FODERMESTEREN – er han i virkeligheden en nisse – nej nu nå du have mig undskyldt, tænkte AnnaBell, hvordan hænger det her da sammen – hun var helt forvirret.
Det var for meget for hende, hun lettede og fløj ud over engen, her genkendte hun atter noget hun tit havde set hjemme på Møllegaarden, menlig de smukke hvidbæltede køer. De gav hende en vis tryghed og hun landede blandt dem. Og pludselig hørte hun en af dem sige: ”Jamen er det ikke AnnaBell ?” – hun vendte sig om og der stod Olga, den ældste af Galloway køerne som hun kendte fra Møllegaarden. Nej nu ramlede det snart for AnnaBell. Hun hilste pænt og så bad hun om en forklaring og den er som følger:
Olga fortalte, at hun og hendes medsøstre hver sommer blev sat ud her nede på disse dejlige enge for at tilbringe hele den lange sommer her og så blev de flyttet hjem om vinteren til Møllegaarden. Nu dæmrede det lidt hos AnnaBell, for det kunne hun da godt huske, at hun havde hørt før, det med sommeropholdet for køerne. Hun huskede nu, at hjemme gik Sebastian, den store tyr og hans sønner jo alene rundet og i august kom der en dyretransport  og hentede ham, og det var altså her han blev kørt hen, a ha. Nu fik det hele en sammenhæng hun kunne forstå, men Fodermesteren som nisse ? Viste Olga hvad det var for noget ?.
Det viste hun. Ser du lille ven,  Som bekendt kom Fodermesteren så godt som hver dag ned og tilså køerne og en dag for nogle år siden havde Olga overhørt en samtale han havde med en af de andre frivillige Møllevenner -  på engen og af den fremgik det, at det årlige julemarkeds attraktion for børn var at vække gårdnissen, som havde sovet et helt år oppe på staldloftet – ifølge gamle fortællinger .-  så derfor var det helt rigtigt, at personen i nisseforklædningen er Fodermesteren. AnnaBell blev lidt skuffet, for så var hun jo lige vit med at finde ud af hvor hendes lille nissefamilie er blevet af. Det ved Fodermesteren jo nok ikke.
Hvad nu, hvor skulle hun så lede efter dem ? Ret beset tvivlede hun på, at de ville flytte så langt væk, som hun nu var fra Møllegaarden. Når hun tænker på hvor meget energi det kræver hende selv at gå rundt, når hun er landet et sted, med sine korte små ben. Så har hun svært ved at se den lille nissefamilie gå ret langt, da deres ben jo er om end meget mindre end hendes. Så mon ikke hun skulle vende næbet hjemad igen ?.
Fodermesteren havde ikke set AnnaBell, han var alt for optaget af den rolle han skulle spille for at få børnene til at tro på at der virkelig eksistere en Gårdnisse på den gamle stråtækte gård ved den dejlige eng og den store skov den ligger op af de stejle skrænter, Isen dannede for over 12.000 år siden. Men det er en helt anden historie.
AnnaBell ville flyve hjem, men da det var blevet halvt mørkt, besluttede hun sig til at overnatte i Olgas selskab. Hvordan natten blev, ja se det hører du om i morgen.

Offline Hans-Kurt

  • Moderator
  • Indlæg: 1 853
Sv: Julefortælling 2022
« Svar #6 Dato: 07 December , 2022, 00:44 »
7. december 2022
Olga havde fået en lille datter for ca 14. dage siden. Det var bestemt ikke den første lille kalv hun havde født, i de 12 år hun havde levet, faktisk var det blevet til en hel del små efterkommere. Men hun havde dog aldrig haft en så energisk lille kvie som hende her. Hun var ikke mere end et par dage gammel, før hun begyndte at gøre krumspring, både fysisk og i overført betydning. Hun var den kalv der lavede de fleste ulykker i folden og hun havde en evne til at få de andre kalve fra dette år, til at være med på sine unoder.
Olga skulle derfor hele tiden være opmærksom på hvor hun var og især at hun var indenfor foldens elektriske tråd. Det var som om hun var draget af stien og den omkringliggende skov, som en bi af en blomst fyldt med nektar.
 
AnnaBell havde besluttet sig for at tilbringe natten under en af de Shelter der stod lige udenfor folden. Der var tre stk, som var meget flittig benyttet – især i sommersæsonen – så her i december kom der sjældent nogle mennesker og hvis de kom, overnattede de ikke mere.
Men i dag skulle det gå anderledes. Her i skumringen hørtes lyse pigestemmer oppe fra gården, der hvor stien ned til Shelterne starter. Og ikke længe efter dukkede to unge piger frem og de var vist forberedt på at skulle overnatte, for de havde en mægtig oppakning med. De slog sig ned i den Shelter hvorunder AnnaBell havde besluttet sig til at sove om natten, så hun kunne følge med i alt hvad de sagde og hun havde første parket til at se, hvorledes de indrettede sig for natten.

Først lagde de nogle stofstykker ud på gulvet, de kaldte dem for soveposer – AnnaBell kunne godt forstå, at de var nødt til at putte sig ned i sådanne nogle anordninger, når hun så, at de kun havde det bare skind uden – ja for hende var det jo fjer der dækkede, men at mennesket ikke havde noget direkte på huden der kunne holde dem varmt, undrede hende.
Pigerne puttede sig i soveposerne og havde levende lys i små stager runde om deres leje. Det virkede som om de rigtig hyggede sig, men nu skete der noget uventet:
Olgas den yngste havde længe undret sig over hvad mennesket foretog sig inde i de 3 huse der stod der på den anden side af den elektriske tråd og nu var det så bare med at tage chancen og få det opklaret, Hun listede forsigtigt forbi sin mor og hen forbi de andre mødre som var ved at gå til ro. Hun kikkede meget bestemt på den kalv hun gik forbi og uden at sige noget slog hun med hovedet for at vise de skulle følge med. Da hun havde passeret den sidste moderko, havde hun fået alle 6 kalve med sig.
Nu listede de forsigtigt under eltråden og ind på græsarealet hvor Shelterne ligger – den sidste kalv -en lille fyr - var lige ivrig nok med at passere tråden, så han kom til at rører den – det udløste straks et stød, der fik han til at give et lille brøl fra sig – å nej, hørte mødrene det – Heldigvis nej, men AnnaBell blev opmærksom på, at der var ved at ske noget, som måske kunne udvikle sig til en nat med nye oplevelser.

Pigerne havde slukket stearinlysene og lå og hyggesnakkede, alt imens kalvene kom listende hen imod dem.
Se kalvene var lige i den højde, hvor de lige kunne få deres små kære hoveder op over kanten der var i gulvhøjde og dermed lige ud for pigernes soveposer. Og nu var Olgas datter lige ud for den ene af pigernes nattesæde og nysgerrig som hun var lagde hun hovedet ind over kanten og stirrede på pigen.
Da pigen vendte sig om, så hun det lille hoved og da det var helt uventet, at en kalv ville forvilde sig ind i til Shelterne, blev hun ærligtalt  forskrækket og rejste sig med et vræl og smuttede længer ind i Shelteren. Hendes veninde gjorde det samme og begge piger greb deres mobiltelefoner tændte lyset og vendte det mod det som så pludseligt havde vist sig. Da de så, hvad det var, blev de straks rolige og begyndte at grine over deres forskrækkelse og fandt de små søde kalvehoveder bedårende.
Olgas datter blev ved med at kikke nysgerrigt på pigerne, men de andre kalve for væk og gav lyd fra sig, Det vækkede deres mødre, som for over til eltråden og kommanderede deres afkom til at komme ind i folden igen og det omgående. Se den højtlydende brølende som køer kan afgive, kan godt forskrække to unge piger der skal til at sove, så i deres nød ringede de hjem til deres far og bad ham komme og stoppe den em fane larm. Han kontaktede i stedet Forpagteren og bad ham tage affære.

Så en halv time efter kom han og fik kalvene lempet ind i folden – hvilket straks fik kørerne til at falde til ro og nattens andre lyde overtog. Nu kunne både pigerne og AnnaBell endelig lægge sig til ro og få noget søvn, dvs pigerne lå længe og hyggesnakkede og talte om den oplevelse de lige havde haft og at det bestemt ikke var hverdagskost at få kalve på besøg ved sengetid.
Trætte efter en lang begivesrig dag sov alle snart.

Offline Hans-Kurt

  • Moderator
  • Indlæg: 1 853
Sv: Julefortælling 2022
« Svar #7 Dato: 08 December , 2022, 12:46 »
8. december 2022
Sikke en nat, normalt sov AnnaBell hele natten uden afbrydelser, men det havde slet ikke været tilfældet i den forgangne nat. Men det havde faktisk også været en spændende nat, for at følge med i hvad mennesker og dyr kan have af kontakt til hinanden er altid interessant. For det har jo været noget der har udfoldet sig siden tidernes morgen.
Men nu ville AnnaBell hjem  igen, så efter et hurtigt morgenbad i tussedammen, og afsked med kørerne, fløj hun igen hjem. Turen var god, da vejret var særdeles godt. Solen skinnede fra en skyfri himmel og nattens frost havde dækket jorden med et tyndt lag rim. Især solens skin i krystallerne der hængte på trægrenene var dejligt. Det er som bekendt som at se juveler glimte i kap med at solen rammer dem. Men det er bluf, prøver man at gribe ud efter diamanten, så forsvinder den som dug for solen.
Da turen hjem gik via et område med en stor sø, kunne Annabell ikke undgå at se alle de vildænder og grågæs der havde slået sig ned i og ved søen. Pludselig kunne hun ikke modstå trangen til at være sammen med ligesindede. Så hun afbrød turen og landede i søen.
Søen var ikke lukket af is, for det havde ikke frosset længe nok, men kanterne var dækket af tynde isflager, som menneskebørn gik og slog istykker. Ude i søen svømmede masser af vildænder rundt og oppe på græsarealerne der gik ned til søen, gik gæssene og græssede. Der var en pludren og snakken helt tiden, det var nu hyggeligt syntes AnnaBell, så hun svømmede ud til vildænderne der lå i den sydligste del af søen.
Hun fandt ud af, at det kan være svært at komme i kontakt med andre, når man selv falder lidt ved siden af. Hun var jo helt krid hvid og hun lagde mærke til, at – især de ældre ænder – når de så hende – svømmede væk. Unge ænder var mere nysgerrige og hun var glad for at se, at nogle af dem kom hende i møde.
Nu kunne hun godt tænke sig at høre hvorfor de var så mange samlet netop ved denne sø og forklaringen hun fik er, at dels kan man bedre passe på rovfugle og dels kommer mange mennesker ned til søen og fodre dem men franskbrød og nogle havde endda hvede med. Det er således nemt at sikre sig daglig mæthed. Og hertil kommer, at det er meget rart at være sammen med nogle der deler de samme værdier.
Det der kan give gnidninger er at der også er gæs i søen, fortalte vildænderne, for det vil altid spise først og de deler helst ikke med andre. Egne artsfælder deler de med, men de små ænder jager de væk hele tiden.
AnnaBell lyttede godt efter og hun lyttede ekstra godt efter, da en af dem der var kommet hen til hende begyndte af fortælle om noget der ikke var så godt. Det er ikke alle mennesker der syntes at store mængder at gæs og ænder er lykken. Især om sommeren, syntes de, at det er et problem, da gæs griser noget så forfærdeligt – set med menneske øjne. Derfor havde disse mennesker gjort det til en sport at jage dyrene væk. Da søen ligger i bymæssig bebyggelse, kunne de ikke benytte geværer, men nu her hvor nytåret stunder til, havde – især de unge knægte – fundet en for dem meget spændende måde de kan jage fuglene væk. De ser frem til dagen hvor nytårsfyrværkeri frigives til salg og nu kan det nok være de morede sig !!
AnnaBell havde kun oplevet en nytårsaften og derfor kunne hun ikke huske i detaljer hvad det var der skete den nat. Hun huskede kun at det havde været en nat hvor hun ville have ønsket hun ikke havde været alene, for hun havde været meget bange, da hun ikke forstod hvad der foregik. Nu blev hun sat lidt ind i hvad alt det larm egentlig var. Om hun blev mere rolig ved at få den viden, kunne hun ikke umiddelbart afgøre. Men frygten for at blive skud, som kan ske når der er jagt, den frygt kunne hun nu glemme, og det var ikke så dårligt at vide. Så er der kun tale om infam larm.
Efter at have nydt samværet med de unge vildænder, svømmede hun ind til søens bred og gik i land. Fra det sted hun stod, kunne hun kikke lige ind på P-pladsen til en indkøbsforretning og hun mærkede glæden brede sig i hende, da hun så den røde Catty parkere og ud steg Fodermesteren, nu kom det til hende, at hun jo er på vej hjem, så hun lettede og fortsatte turen hjem til Møllegaarden.



Offline Hans-Kurt

  • Moderator
  • Indlæg: 1 853
Sv: Julefortælling 2022
« Svar #8 Dato: 09 December , 2022, 00:13 »
9. december 2022
Nu gik det hjemad og det stærkt, for det var begyndt at sne og AnnaBell ville helst være hjemme inden alt måske blev dækket af et tykt lag, for hun havde den erfaring, at det vil blive svære at finde noget at spise, hvis først sneen dækker jorden. Kulden var også ved at tage til, så Mølledammen vil fryse til og så vil det knibe med at finde et godt sted at tilbringe nætterne.
Alt det tænkte hun på under hjemturen. Men heldigvis er der ikke så langt at flyve, så hun så snart sin hjemlige egn dukke op og under indflyvningen hilste hun på sine venner af hjorteslægten. Da hun landede på vandet, kom blishønen straks og hilste på, ligeledes kom andrikken af Vildandeslægten svømmende hende i møde. De to havde kikket langt efter hinanden her i foråret, men da han var trolovet dengang med en fra egne rækker, ja så var det aldrig blevet til mere. Nu hvor han var blevet ene igen, for det blev han åbenbart hvert efterår, så kikkede han igen langt efter AnnaBell, men nu var hun mindre interesseret for flere ænder i Mølledammen ville betyde mindre føde vinteren over, viste hun. Men hun havde jo heldigvis Fodermesteren – ham kunne hun som regel regne med. Men når hun som nu tog sine svipture rundt i omegnen, så kom de to ud af den faste rutine med at hun troligt kom op til køkkendøren ved middagstid og fik sin portion majs.
Hun var ikke klar over at Fodermesteren helst så hende hver dag, for ellers bekymrede han sig om om der non var sket hende noget. Hun havde jo flere gange været ude for uheld, som han tog meget alvorligt, og nok mente, at hvis ikke han havde grebet ind, så kunne det være gået grueligt galt.
Hun kunne se på Blishønen, at der var noget hun gerne ville af med, så kun svømmede hende i møde og ganske rigtigt, hun var ved at falde over ordene, da hun meget ivrigt fortalte følgende:
Nu skal du bare høre, kan du huske du spurgte efter nissefamilien, som vi var sammen med sidste år og at de pludselig var borte, da vi så, at stedet hvor de var flyttet ind, var blevet ryddet bort. Det var så mærkeligt at de bare forsvandt uden at sige farvel. Men i går, da jeg gik tur på volden, den du ved der skiller Mølledamme fra Åen, da så jeg i et kort glimt nissefar, det er jeg ret sikker på det var, gå oppe på broen over åen, du ved den bro hvor der er to gennemgange for vandet, det firkantede og det runde rør.
Det var Annabell helt med på. Jammen hvad så, kaldte du ikke på ham ville hun vide. Nej, for det nåede jeg ikke, for pludseligt var han væk, lige så hurtigt som han dukkede op. Du ved godt, at de nisser kan ting som vi andre ikke kan. Det er vist noget med at trylle, husker du ikke hr Ugle fortalte om disse mærkelige evner nisser har, da vi talte med ham om nissefamiliens forsvinden her i foråret. Det huskede AnnaBell godt. Hun havde bare svært ved at begribe, hvad trylleri går ud på og hun kunne slet ikke forstå den dybere sammenhæng.
Nu kunne de to så forsøge at finde ud af hvorfor Nissefar var tilbage på Møllegaarden, men jeg ved, at han er tilbage for at finde et sted at bo. Ham og fruen længtes tilbage til det sted de begge var vokse op – det var dengang der nemt kunne bo flere nissefamilier på den samme gård og som vi ved, bliver nisser sommetider MEGET gamle. Da vores nissepar kom til verden i hver deres familie, var Møllegaarden er stor gård, med mange beboere. Staldene rummede mængder af malkekøer, andre stalde grise, hertil var der også bygninger der rummede et bryggeri, hvor bla juleøllet blev brygget, Ak ja, det var dengang gårdene indeholdt store mængder at tyende og hvor gården var et helt lille samfund for sig i det store omkring liggende samfund, men nu ………

Offline Hans-Kurt

  • Moderator
  • Indlæg: 1 853
Sv: Julefortælling 2022
« Svar #9 Dato: 11 December , 2022, 20:37 »

Undskyld pausen - var i Odense og se deres flotte julemarked - og så glemte jeg .....

11. december 2022


Som tiden dog går – i godt selskab :O) – og tiden var virkelig gået. Gården er fra 1848, den nuværende altså, så meget vand er flydt forbi i åen og det er netop åen, der er en vigtig ting for hele gårdens eksistens. I hedengangende  tider var det vandet der drev en mølle og dermed gav indtægter til ejerne og mad på bordet til en stor stab af tjenende ånder.
Resterne af det som skabtes den gang, ses stadig. Den sydlige åføring eksisterer stadig og den opstemning af åen, sat i kampesten var fortsat synlig, dog havde tidens tand sat sit synlige præ på deres tilstand. Kraftig strøm og meget vand – især om efteråret med årstidens kraftige regn og frosten der kunne og stadig kan, flytte sten når is og frossen jord afløses af tø. Derfor kunne der ind i åbrinkerne – visse steder – findes huler, som vandtrykket havde dannet og som så træerne langs åen lod sine rødder indtage. 100 måske 150 år kan bevirke, at trærødder kan omklamre stensætninger så voldsomt, at der inde under den store stamme/rod dannes en hel lille hule, som dyr eller for den sags skyld nisser kan benytte til bolig.

Det var netop det der var sket ved de to vandgennemstrømningssteder. Lige på kanten af det firkantede hul, havde der dannet sig en hel lillebolig. Indgangen var godt skjult af hyldebuske der ikke far så gamle og derfor havde busket sig godt helt nede ved jorden. En vedbend havde også blandet sig og det gav en fantastisk god afskærmning af indgangen.
Selve hulen, kunne rumme en hel rævefamilie med god plads til ræveafkom, faktisk var der to rum, det ene stort og det andet betydeligt mindre. Der var dog den fare ved det hele, at hvis vandstanden i åen steg meget, kunne vandet i værste fald trænge der ind. Men for ikke længe siden havde hulen fået nye beboer og de …….

AnnaBell og blishønen havde sat sig for at undersøge skrænterne langs åen, for måske de kunne finde ud af, hvad det var for noget rødt både uglen og blishønen hade set, netop i det område.
AnnaBell ville dog først have sig et morgenmåltid. Hun så mod øst og vurderede solens stilling, den havde  flyttet sig ikke så lidt sydligere, men når man blot dagligt har fuldt den, så er det muligt at vide hvornår på dagen man befinder sig. Hun viste at måltidet – uddelt af Fodermesteren – skulle afvente hans sene opstående om morgenen, men hun mente det var tid nu. Så hun begav sig på vej op til stuehuset.
Normalt var der Liberiske snegle i græsser på vejen, men det var slut nu, de var forsvundet som dug for solen, hvilket blot skærpede hendes sult. Lidt græs kunne det blive til, men ikke mere. Som hun nærmede sig huset koncentreredes hendes syn om dels skråvinduet i taget og dels vinduerne i de to døre der fører ud til gårdspladsen. Men hun så også efter om hønsene var der. De var ikke særlig imødekommende over for hende og det var hun pinlig bevist om.
I en lang periode i sensommeren var hønsene kommet meget tidlig til gårdspladsen, da der ikke skete en lukning ind til deres hønsehus og i deres søgen efter føde, indgik gårdspladsen som noget af det vigtigste. For så godt som hver dag vankede der godbidder fra køkkenregionerne. AnnaBell var overhoved ikke interesseret i madresterne, hun gik kun efter majs eller hveden. Desværre indgik disse kornsorter også i hønsenes menu.
AnnaBell var nu ca midt på gårdspladsen og havde herfra et godt over blik over stedet. Hønsene var der ikke – dejligt – så kikkede hun op til soveværelsesvinduet – najj han stod heller ikke der, så gik hun  nærmere døren og kikkede  godt efter – men ….

Offline Hans-Kurt

  • Moderator
  • Indlæg: 1 853
Sv: Julefortælling 2022
« Svar #10 Dato: 12 December , 2022, 00:14 »
12. december 2022
Nu er det altså svært at ramme det helt rigtige tidspunkt hvor begge mødes samtidig og hønsene ikke også møder op. Men i dag gik det så, AnnaBell var heldig, Fodermesteren kommer ud med sin kasserede kaffekande som er fyldt op med Majs og han strøer beredvilligt en god portion ud lige foran trappestenen til hoveddøren ind til køkkenet. AnnaBell guffer i sig af hjertets lyst, det er nok en af de bedste stunder på dagen. Fri kost og så en af hendes livretter.
Bedst som hun spiser høres lette fjed over gårdspladsen og vingesus, det er hønsene der er sluppet ud af hønsehuset og nu piler med lynets hast over til køkkenet, de er helt på det rene med, at når Fodermesteren står der ud – så er der guf.
Nu udspiller der sig det samme skuespil, som spilles her gang AnnaBell skal spise samtidig med hønsene. Fodermesteren stiller sig imellem dem og hende og med benene sikre hønsene ikke kommer til maden. Kommer de for tæt på, giver AnnaBell straks et PIV højlydt fra sig  og flytter sig væk fra majsene, når så Hønsene igen er kommet på passende afstand vender hun tilbage op optager opgaven med at fylde sig.
Fodermesteren vil helst ikke ofre majs – jo i hønsehuset får de majs – her og nu, for de er jo til anden, mener han, så efter nogle minutters kamp høns – Fodermester – AnnaBell imellem, så ender det alligevel med, at han smider en håndfuld majs langt væk, så hønsene kan æde dem i passende afstand og derved får AnnaBell fred. Men det er kun den sidste tid Fodermesteren har lagt den strategi, det er nok, fordi det er så koldt at stå der ude på pladsen og han gerne vil ind i varmen igen.
Efter at have fyldt kråsen er AnnaBell igen på vej tilbage til mølledammen, hun trænger i den grad til af få noget væske, for majs direkte fra sækken er noget tørt stas. Fodermesteren har eller stillet en lille skål med vand ved siden af fodrepladsen, men han glemmer, at når det fryser om natten, så fryser vandet naturligvis også og så er det til ingen gavn.
Vel tilbage i søen, drikker AnnaBell igen og igen, så hun kan mærke, at nu synker majsene bedre ned. Der kommer Blishønen svømmende og de mødes atter. Om tidspunktet er rigtigt at begynde at lede efter nissen eller nisserne, det kan de godt være lidt i tvivl om, for hvornår bevæger nisser sig egentligt ud ? og hvad laver nisser her i december ? ja se der kan der godt være tvivl om. For der findes jo forskellige nisser, som feks gårdnisser og julenisser – den første er meget forskellig fra den anden type. Gårdnisser forbindes ikke med julegaver men med det at de enten hjælper bonden og dyrene på gården, mens julenisser vist mest går på i julegaver. Gårdnisser beskyldes også for at bedrive drillerier – både uskyldige drillerier og det der er værre. Alt dette ved Blishønen og AnnaBell ikke noget om, Blishønen – som kom ud af ægget her i foråret – kender intet til nisser, har kun hørt dem omtalt igen og igen her den sidste måneds tid, og fatte stor interesse for dem.
AnnaBell husker godt sit første møde sidste år, med Nisserne der boede i Valnøddetræets gamle hule stup, hun husker også med glæde tilbage på juleaften, som hun tilbragte i selskab med nisserne og andre af dyr fra gården. Det vil hun gerne opleve igen, derfor er hun meget opsat på at finde ud af, om der skulle være flyttet nye nisser ind på gården, eller det er dem hun lærte at kende sidste år.
Nu lægger de to en slagplan for hvordan de skal lede og hvor. De bliver enige om at starte ved den lave bro midt på den åstrækning de kender, for der er nemlig 3 broer over åen som hører til gården. De lister der over og så deler de sig. Blishønen aftaler de, skal lede nedstrøms og AnnaBell opstrøms.
AnnaBell begynder sin afsøgning af området – i første omgang går hun på bredden og leder. Hun kikker efter små fodspor – som hun jo ved de afsætter med deres små træsko, som hun udmærket husker de gik med, men hun er ikke nået ret langt, før hun opgiver at gå på bredden, for da området får lov til at ligge hen som naturen selv bestemmer, så er det er virvar af smågrene, blade i store mængder. Væltede træer og større eller mindre træstammer der konstant hindre hende i at gå – bare nogenlunde normalt, og når hun hele tiden skal passe må ikke at snuble eller på anden måde skvatte omkuld, så knober det med at lede og kikke ordentligt efter spor efter nisser.
Hun hopper derfor i åen og svømmer i steder. Det er lige hendes metier. Hun er jo da en født svømmer af Guds nåde. Det er heller ikke så svært at svømme i åen lige nu, for strømmen er ikke så kraftig, som den kan være efter en kraftig regnbyge. Nu kan hun meget beder overskue, hvad der er på skrænterne, så hun kan afsøge begge sider – næsten samtidig.
Hun er ikke svømmet ret langt før hun får øje på noget der virker interessant. Hvis man skal forklare det i menneske termer, så ligger der et eller andet oppe på toppen af skrænten lige før åen slår et 90 C sving mod nord – det kunne ligne et skibsvrag, som dem man i 1800-tallet kunne se i store mængder langs med vestkysten i Jylland.
Nu svømmede AnnaBell ind til åbrinken og gik i land og begyndte opstigningen. Hun …….

Offline Hans-Kurt

  • Moderator
  • Indlæg: 1 853
Sv: Julefortælling 2022
« Svar #11 Dato: 13 December , 2022, 00:07 »
13. december 2022
Det er meget besværligt at komme op af skrænten, der ligger adskillelige tykke træstammer, flere er næsten opløst af ælde og derfor vanskelige at forcere, da de er så trøsket at de bryder sammen og smuldre når de betrædes, det gør at man glider et stykke ned igen, når man kravler op – men efter store anstrengelser kommer AnnaBell endelig op til de mærkelige strittende trælister, for det lignede nedefra pinde eller lister der strittede op i vejret. Nu hvor hun er kommet helt tæt på dem, kan hun se, at det ikke er noget der kan benyttes til en bolig for små folk, for der er værken tag eller døre at se.
I stedet ligner det bunden af en meget stor kurv på skinner. Men en ubrugelig kurv, for der er flere steder i bunden der mangler brædder. Men hvad er det så ? ja det vil AnnaBell aldrig kunne finde ud af, hun er jo ikke så gammel og slet ikke i forhold til det hun står og ser på, slet ikke. For det er faktisk noget der har ligget der i over 100 år og måske er selve tingen endnu ældre. Fodermesteren fandt genstanden for nogle år og han kunne se hvad det var og kikkede på det med stor ærefrygt  - det er resterne af en kane. Det havde han aldrig troet muligt at finde, men som han jo ved, så er gåden meget gammel og derfor er fundet måske ikke så mærkeligt alligevel. Måske den gamle Brygger der beboede stedet fra slutningen af 1800 tallet har benyttet den. Men nu, nu er den ikke noget værd, kun et kort glimt af fortiden.
AnnaBell kunne også se, at hun ikke havde fundet det hun ledte efter, så hun vendte tilbage til åen og sprang i igen og svømmede videre.
Blishønen svømmede som sagt med strømmen, også den var meget opmærksom på hvad den passerede, men på det første stykke fandtes intet interessant. Kun tilhuggede kampesten, som en gang havde dannet sider som vandet skulle løbe forbi på sin vej mod havet, snævret ind, så der kom mere pres på, så vandet kunne yde mere end uden disse sten langs siderne. Nu var denne stensætning kun en skygge af hvad den engang havde været, flere stenblokke var skredet ud i vandet og mange var dækket af mudder, som  tidens tand havde lagt over dem, når den i efterårstiden – hvor vandet flød i store mængder – med stor kraft sled brinkerne ned og løsnede jorden og tog den med sig vider.
Nu kom blishønen til et skarpt sving hvor åen ændrede kurs så den begynder at løbe i sydlig retning. <lige her på det hjørne står en gigantisk ask, som gik ud for over fem år siden. Med sit vidt forgrenet rodnet og åen som nærmeste nabo, har tidens tand skabt hulninger ind under roden. Det har skabt mulighed for at bosætte sig i trykke rum, med udgang enten til åen direkte eller – på modsatte side – til den lille skov. Nu stoppede blishønen op og svømmede ind i en af disse huler der havde direkte adgang .
Næsten lydløst kom Blishønen ind i den første og største af hulerne og blev nok lige så forskrækket som hulens beboer blev, ved synet af den indtrængende Blishøne. Begge udstødte et lille gisp og kom så til at smile bredt, for de var jo bekendte. Det var jo vandrotte moderen der sad oppe under hulens tag, på en trærod som ligesom skabte en hylle, hvor man kan sidde tørskoet. Ikke at mosegrise går med sko, men ;O).
Hvad søren, bor du her ville Blishønen vide. Vandrotten, som foretrak at blive kaldt Mosegrisen kunne bekræfte, at det gjorde den i perioder, hvor vandet ikke var så højt at det kunne må den hylle hvor hun nu sad. Når vandet steg, kunne hun bekræfte, så flyttede hun op på gårdspladsen og boede under betonfliserne der ligger langs stalden. Men Fodermesteren var og er vist ikke så tilfreds med at hun tager bolig der oppe, for hun havde et meget stort hyr med at holde sine gange i ryddelig stand, for hver gang hun skød en jordbunke op, var den straks blevet jævnede ud, hvilket uvægerligt gjorde, at noget af jorden blev sendt retur ned i gangen. En gang havde han endda lagt en vandslange ned i hullet og ladet vandet løbe i adskillelige minutter, hvilket havde givet hende mange timers slid, med at få gangen rette op igen, så den kunne benyttes igen, af hende og hendes familie.
Men hvorfor kommer du her, ville hun vide af blishønen, jov ser du, jeg og AnnaBell vi er blevet enige om, at vi skal finde ud af, om der igen er kommet en gårdnisse og har slået sig ned her på gården. Der var flere der syntes at have set glimt af noget rødt – flere steder – Blishønen havde det med at overdrive – men det syntes den blot gør tingene mere spændende.
Set en nisse – mosegrisen kløede sig med venstre bagben bag øret og så lidt hemmelighedsfuld ud og så sagde den med meget lav stemme……..

Offline Hans-Kurt

  • Moderator
  • Indlæg: 1 853
Sv: Julefortælling 2022
« Svar #12 Dato: 14 December , 2022, 09:38 »
14. december 2022
Hører jeg rigtigt ?, leder I virkelig efter nisserne ?. Jeg har ikke turdet tale om det jeg oplevede for et par uger siden. Selv om jeg – ja det var vel en gang i september – hvor jeg overhørte en samtale mellem fru Rå og hendes halvsøster frøken Då, de var på vej hjem fra engen, hvor de havde mæsket sig i det nyslåede hø. De gik som sædvanlig langs urtehaven oppe ved volden ud mod den lille togbane. Jeg var i gang med at grave efter jords kogger – dem der ligger langs solbærbuskene, de er nemlig de største og mest velsmagende.
Nå mens jeg var optaget af dette opgravningsarbejde, hørte jeg de to komme nærmere og kunne ikke undgå at høre hvad det talte om. For ikke at blive set, krøb jeg halvt ned i en af mine mange gange, jeg har gravet netop i dette dejlige stykke af mit spisekammer.

Som bekendt er der altid dejligt friskt græs langs solbærrene og derfor ligger rådyrene ofte vejen forbi for at få sig et lille mellemmåltid. Nu stoppede de to søstre der og nippede til græsset, ti de var jo ikke særlig sultne, efter hø-middagen. Og nu kommer det, det jeg hørte.
Frk Då fortalte, at hun en aftenstund for få dage siden, kom gående forbi den stejle skrænt med de høje graner og bedst som hun gik i sine egne tanker, så hun i kanten af kornet der støder op til granerne en lille menneskelignende person komme gående i retningen af gården. Den lille mansling havde grå bukser, en brun trøje samt en fin lille tophue i grønt trukket godt ned over ørene.

Frk Då kunne fornemme, at den lille fyr ikke havde set hende, så hun ventede lidt før hun fulgte bag efter ham. Han fulgte kanten af kornet og godt for det, for havde han taget vejen ind gennem kornet, ville hun ikke kunne have fulgt ham. Han ville værre gået i et med de ranke strå, som han uden besvær ville kunne gå mellem, uden at røre dem og derved røbe hvor han var.

Men nu gik han altså langs kornet og da han kom over til den nye beplantning med egetræer, fulgte han den vej der er skabt af plæneklipperen derfra og vider op mod gårdspladsen. Frk Rå ventede lidt, til han var kommet lidt hen af den slåede sti, før hun trådte ud af kornet og fulgte efter. Stien svinger svagt til venstre op forbi brændeskuret, før den møder starten på haven og det store Pæon bed. Men i svinget ligger broen over åen, der hvor der er to gennemløb. Og fordi den lille mansling er så lille som han er, så mistede frk Då han af syne et kort sekund og da hun igen kunne set frem af stien, var han væk.
Men det er jo nissen du så, sagde fru Rå, for ham kendte hun ganske godt fra tidligere år. Men det kan du jo ikke vide at det er en nisse – frk Då altså – for du var jo ikke født da han og resten af familien forsvandt her i foråret. Nissen ?? hvad er han for en, ville frk Då vide, for hun var altid interesseret i noget nyt og især nu, hvor det åbenbart var noget helt særligt hun havde været vidne til.

Blishønen lyttede meget intenst til hvad mosegrisen fortalte, for nu var hun måske den der kunne løse gåden om de forsvundne og nu tilbagevendte gårdnisse. I hvert fald var det her det hidentil bedste vidneudsagn om nisserne. Men hvad så, forsvandt nissen så bare ud i den blå luft ??, efter frk Då havde mistet den af syne. Ja det var vist det der skete, for hun havde fulgt den samme retning som nissen og kikket grundig til begge side og lyttet for at opsporer ham, men forgæves.

Så var de to søstre stoppet med at spise græs og var forsvundet vider op til Vindmøllehøjen og ind i  kratte der omslutter højen. Det er et meget yndet sted for rå- og dådyr, når de skal hvile eller sove om natten.

Men hvad så, sagde blishønen, hvorfor virker du så hemmeligheds fuld, har du ikke fortalt mig alt. Nej det havde mosegrisen ikke. Den havde nemlig selv opsøgt stedet, hvor nissen sidst var set og nu skal du bare høre hvad den så så……

Offline Hans-Kurt

  • Moderator
  • Indlæg: 1 853
Sv: Julefortælling 2022
« Svar #13 Dato: 15 December , 2022, 00:19 »
15. december 2022
Efter at have hørt på den samtale over ved solbærbuskene, var jeg faktisk noget skeptisk, jeg har ikke hørt om noget der heder nisser. I min familie er vi mange, men vi bliver ikke så gamle, som jeg kan forstå, at nisser kan blive. Hvad står nisser for ?, det forstod jeg ikke dengang, men min nysgerrighed var vagt. Så næste dag foretog jeg en eksekution til broen med de to gennemløb. Jeg allierede mig med min bror og vores lillebror, så vi kunne være flere om at lede efter nisserne. Mine søskendes interesse blev straks vagt, da de hørte om at de skulle være detektiver og løse en gåde om den forsvundne lille mandsling.

Vi ventede til det var helt lyst den dag, for det er bedst for mosegrise, at bevæge sig rundt når det er lyst, mørke gør, at nattens jægere har bedre mulighed for at ………. Så vi begav os af sted, først gennem vore tunneler der strækker sig et godt stykke i retningen af mølledammen og lidt forbi kohuset, nedenfor skrænten.

Vi har ikke gravet gange i det græsstykke vi nu stod ved, når man møder græsplænen der er anlagt mellem vandet og Pæon bedet. Vi gider ikke høre på Fodermesterens evindelige klagen over vore skjulte gange og jordskud. Han brokker sig meget over det og velbetænkt, er det et slid af grave gangene, så vi er foreløbig stoppet der ved plænens start.

Det er fra vores fædre og kusiner vi har hørt om hans brokken. De har i årevis levet med det, omme i haven ved køkkensektionen ved stuehuset.

Faktisk ødelægger han også både gange og muldskud, med den plænetraktor kan drøner rundt på op til flere gange på en uge. Så lige så snart vore familiemedlemmer er færdig med et nyt område, så kommer han fræsende og ødelægger de mange timers slid.

Nå men vi var altså kommet over til den sydlige del af have området og gjorde os klar til at fortsætte vores udflugt ude i det fri. Vi kunne se, at der hvor plænen sluttede forude, kunne vi komme lidt i skjul med vores vider fremfærd af træbevoksningen på skrænten ned til mølledammen.
Vi begav os frejdigt af sted og nåede godt over plænen og ind under træernes beskyttende løvdække. Her fortsatte vi op til den sti der består af slået græs og som strækker sig ud til kornmarken og som går via broen med de to gennemløb. Da vi var halvt ude mod broen, hørte vi nogen komme og tog skjul under de grenbunker der i store mængder ligger her.
Så så vi hvem det var der kom, det var Fodermesteren, han gik med sin trillebør i samme retning som vi skulle. Da han var passeret os, listede vi forsigtigt bagefter. Vi kikkede os nervøst bagud, for ofte når vi møder Fodermesteren fulgte en af hans katte med og den var vi ikke særlig interesseret i at møde, men det så ud som om den ikke fulgte med i dag.

Ud for brændeskuret stoppede Fodermesteren op, men i stedet for at fortsætte ind i skuret for at fylde trillebøren med brænde, begyndte han at gå foroverbøjet og kikkede intenst ned i jorden. Vi krøb så tæt på, som vi turde og fulgte hans blik. Nu satte han sig på hug og rakte ud efter et eller andet der stod i jorden.
Det var svært at se hvad det var han viste så stor interesse, så vi sneg os yderligere ind på ham. Nu kunne vi se hvad det var der havde fanget ham, det var en lille svamp, en morkel kunne vi høre ham sige højt. Hvorfor nu denne interesse ?, en svamp er vel en svamp ? – men se her var det to verdner der stødte sammen, menneskets og dyrenes, for i menneskets verden er en morkel, altså den spiselige, - ikke stenmorklen som er meget giftig – meget kostbar, Fodermesteren havde set en pris på – hold godt fast – kr 4.750 pr kg i tørret stand – så er der noget at sige til at han smilede og med stor iver ledte og talte for at se hvor mange der denne gang var på hans jorde. Der var to ! to og ikke mere !

sidst, for år tilbage havde der være virkelig mange og han havde med største glæde ladet hver og en i fred, så de kunne sprede sig og blive til mange mere. Men ak – i årene efter kom er - - - - INGEN :O). Så som konen med æggene . . . .

Nu rejste han sig op og forsvandt ind i brændeskuret, måske lidt mere realistisk i sit ønske om morkler og deres udbredelse.
Mosegrisene fortsatte ud mod broen og kom hurtigt der ud. Nu begyndte de så søgningen efter nissespor og det skal vi så høre om i morgen.


Offline Hans-Kurt

  • Moderator
  • Indlæg: 1 853
Sv: Julefortælling 2022
« Svar #14 Dato: 16 December , 2022, 00:19 »
16. december 2022
Broen med de to gennemløb er så bestemt af ældre dato, der er et firkantet gennemløb hvor bunden er store kampesten og asketræet der for flere generationer siden startede sin karriere betonkanten, som ligger over hullet, er med sin rod begyndt at dække en stor del af hullet til. Ser man godt efter, kan man konstatere at roden ikke gror som trærødder normalt gør – frem ad og nedad som et spyd, nej her breder roden sig ud og danner en stor overflade der dækker næsten en kvadratmeter. Det ser nærmest ud som en kæmpe hånd der griber omkring overkørslens køreflade og ned af siden, rækkende mod vandoverfladen. Det giver store muligheder for at danne huler under jorden til stor nytte for huleboende individer.

Det andet gennemløb er udformet af et betonrør – cirkelrundt – og noget længer nede, så det er her åen altid flyder igennem, mens det andet kun benyttes i perioder med stor tilstrømning af vand, som følge af store nedbør. Det er også her grene – ja selv træstammer – kan danne propper så vandet kun med besvær kan flyde forbi, det gør at vandstanden stiger – somme tider, især bag proppen.
Nå men det er altså her vores venner – mosegrisene – begynder deres eftersøgning – først går de sammen og leder, men snart deler de sig op og leder hver for sig. Mens dette står på, kommer gårdens høns til stedet. På deres daglige rute kommer de altid forbi broen her og de afsøger skrænterne samt brændeskuret for alt spiseligt – mærkelig nok spiser de ikke morklerne ?? – de flytter store mængder af nedfaldne blad, da det ofte er her der gemmer sig fødeemner. I dag bliver de opmærksom på at området er besøgt af mosegrise og det undre dem, for området er ikke et normalt mosegrise territorie, så de stopper op og kikker nysgerrigt, på det der udspiller sig for deres øjne.
Da en af hønerne får øjenkontakt med den ældste mosegris, spørg den til hvad der sker. Først får den ikke et svar, men så forsøger den sig igen. Nu beslutter mosegrisen sig for at svare, men svaret kommer meget forsigtigt, for tror høns på nisser ??. Men mosegrisen tænker, at måske – hvis altså ….. – så kan det jo være, at hønsene har set noget der kan hjælpe med at opklare om der nisser ved broen eller ej.

Heldigvis falder det så heldigt, at hønsene også har set, at der har været og er nisseaktivitet ved broen. Hønsene kan fortælle, at de ikke bare en gang men faktisk flere gange er stødt på nisser. Nisser – er der da flere, ja det kan hønsene bekræfte at der er. De tror at der er tale om en lille familie af nisser.

Men hvor har de så set dem og tror de at de bor her ved broen ??. Ja se det er straks svære at få rede på, for når de har mødt nisserne, var de – sådan virkede det i hvert fald – ude og gå for at hente mad, for de bar kurve med mad i eller kurvene var tomme – det sidste nok fordi de var på vej ud for at hente mad.
Men hvad med spørgsmålet om de osse bor her et sted i nærheden, ja se det er hønsene meget i tvivl om.
Den brune høne med halefjer der er grå, trådte nu frem, for hun ville gerne dele det hun havde set med de andre. Hun havde forsøgt at fortælle hendes bedste veninde – den hvide høne – det hun havde set, men den hvide høne havde set meget skeptisk ud, da hun fortalte hvad hun havde set.
Jammen hvad havde hun da set. Jov – en dag, da hun var sakket bag ud efter de andre høns og de andre var gået vider, ned langs åen, var hun pludselig blevet opmærksom på, at en af de nisser hun før havde set, nu kom gående med sin kurv fyldt med de dejligste skovjordbær. Da skovjordbær som bekendt smager umanerlig godt, havde hønen stoppet op, for at se om hun ikke kunne tikke sig til en smagsprøve. Men så skete der noget som fik hende til at glemme jordbærrene.
For bedst som nissen var ud for den store trærod – asketræets – stillede nissen sig op med ansigtet vendt mod roden og begyndte at fægte med armene – efter at den havde stillet kurven fra sig – og mumle et eller andet – en remse måske eller ? – det kunne ikke høres hvad der blev sagt, men pludselig – og det var det mest mærkelige hønen nogensinde havde set, for det var som om ordene gjorde at træs rod ……..