Viben hentede nogle duer der var tilbudt herinde. Med hjem bragte hun en bette een der sad på gulvet og så sølle ud.
Jeg havde ikke den store tiltro til, at jeg kunne gøre noget for den, men syntes da jeg ville prøve.
Det er nu nogle dage siden og begyndelsen var bare så svær.
Noget med at lukke munden op på den og tvangsfodre den, med det sorteste samvittighed, for var det det rigtige foder o.s.v.
Dagen efter var den opsat på at spise, men kun med hovedet inde i min hånd og jeg kunne selvsagt ikke bedømme om den fik nok.
I dag var den helt oppe på mærkerne, har fundet ud af at i den lille skål er der mad og nu sker der noget.
Jeg føler det som en af hverdagens små sejre.
VH Gunni.