Dansk Fjerkræ Forum
Hønsegården => Hyggesnak => Emne startet af: Stinne efter 28 Maj , 2009, 18:25
-
Følg linket og se hvor sunde (silke)høns er at indtage.
Der er faktisk ikke grænser for hvad det hjælper imod. :o
http://blog-dyn.tv2.dk/andersen57/entry172445.html
-
Og så skriver de ikke engang om den psykologiske faktor ved at ha høns.
Der er garanteret helbredende effekt ved mange sindslidelser.
-
Det er jeg da et bevis på. ;D
Jeg er temmeligt invalideret pga dyb depression. Jeg har fleksjob af den grund, men er for tiden sygemeldt. Selv når jeg er rigtig langt nede hjælper det at gå ud og se på hønsene, selvom jeg på ingen måde orker noget som helst. Hønsene kommer hen til mig ligegyldigt hvor træls jeg ser ud og har det. Det opmuntrer mig på en måde som intet (af de forskellige slags, jeg får) medicin virker. :-\
-
Det er dejligt at høre, at høns også kan hjælpe på den slags. Så er der da lidt liv i mørket.
..God bedring.. det er en led lidelse at slås med!
-
Det er godt du har dine høns, Stinne, og også jeg, vi er lidt i samme båd.
Jeg ved dog ikke hvordan jeg ville have det med at smøre silkehøns i ansigtet (nederst i indlægget), måske det ville virke fremmende for underlig dunvækst og blå ører... ??? ;D
-
Jeg er med i samme vogn, Stinne og Marianne, det holdes dog - foruden af høns, hund, katte og mand - nede på 20ende år med daglig medicin. Men Gud være lovet også for dén. Jeg har prøvet at gå af; men det var ikke en god idé.
(Undskyld vi er udenfor tråden!)
*d
-
Som vi før har talt om herinde kunne mange ældre på plejehjemmene rundt i det ganske land undvære meget medicin hvis der var dyr og marker omkring dem.
Som jeg ofte siger er mine rideture i skoven sjælegymnastik og tiden hos høns og de andre dyr ren terapi.
-
Egentlig er vi jo ikke uden for tråden.
Det lyder som om vores dejligt livsbekræftende hobby hjælper mange af os og giver små (og store) oplevelser i hverdagen og vækker de små bobler i maven, der får det hele til at være lidt sjovere.
I går hvor jeg havde det rimeligt trist begyndte mine rugeæg under skrukken at pippe. Jeg lånte et af dem og viste til min svigerfar, der gik i haven. Han så hvor forventningsfuld og glad jeg var og blev nødt til at give mig et stort knus, fordi der trods alt var "lidt liv tilbage i mig". ;) Dagen var reddet - for os begge.
Jeg tror desuden høns og andre dyr ville være uforlignelige sammen med ældre og/eller demente, hvor de vækker minder fra en tid, der stadig eksisterer i deres hukommelse. Høns til os alle, de virker.
-
Dejlig solskins-episode, Stinne!
Mange godt tanker til dig! :D
-
@ Stinne *l *l *l fra en søster!
-
*b
-
Stinne Marianne Liski og også mig. Jeg er også i flexjob og sygemeldt lige nu. Sikke mange vi er der deler det og høns. *t
-
Ja dyr er i det hele taget en fantastisk sjælehealer <- <. *p
-
Uha, tak for alle krammene.
Det var på ingen måde for at vække melidenhed, men det synes jeg heller ikke indlæggee bærer præg af.
Selv om sygdom, og især noget man ikke kan se, kan være et tabu er depression og det der følger jo efterhånden blevet en folkesygdom. Og så er der nogle af os der bliver ekstra hårdt ramt. Så HURRA for hønsene for de er da livsnydere i stor stil og kan forhåbentlig smitte lidt af på ejeren. :-*
-
Lige nu er vi jo nok lidt udenfor emne, men jeg kan kun sige, at jeg er glad for, at I tør sige, hvad I fejler.
Jeg voksede op i 70'erne med en far som var meget syg af angst og depressioner, men det måtte ikke hedde sig.. Så der var ingen forklaringer... ingen talen om "det".. ingen at tale med om det, for det fandtes jo ikke... Jeg var meget voksen, før jeg fattede, hvor store sår på sjælen, vi børn egentlig havde fået. Så hurra for jer, der tør bryde isen, sige det som det er og tage kampen for at lære folk, at selvom man måske har en psykisk lidelse, er man hverken blød i bolden eller rigtig mærkelig!
Folk der kigger på høns derimod... de er måske lidt mærkelige ;D på den fede måde ;D
-
Du har så inderligt ret. Det kan være svært at få det sagt, men jeg har også bestemt mig for at være ret åben omkring det. Være med til at gøre det til noget man taler om og forholder sig til. -Og netop til at komme alle de fordomme der er omkring psykiske lidelser lidt til livs, at få afmystificeret det og gjort det til noget forståligt - også for børn. Vi har jo to på 8 og de kan jo se når jeg ikke er på toppen. De er jo ikke dumme. Men det er lidt svært når folk der ikke kender én ved at man fejler noget for de er på forhånd sikre på at man er skør og mindre begavet. Sådan er det jo ikke. Kun tosset på den "rigtig fede" måde, men det har jeg nu altid været. 8)
-
Mine to unger er ret nært knyttet til morfar, og det har været vigtigt for mig, at de ikke fik samme sære dårligdomme ud af hans sygdom, som jeg har fået. Så meget desto mere, fordi han er blevet mere syg med årene. Når han er rigtig dårlig, har han ofte slet ikke orket at se børnene i lange perioder, og det kunne de jo ikke rigtig forstå. Et eller andet sted undervejs opstod så forklaringen om "den grå mand".
Han har faktisk hjulpet os alle sammen til at kunne tale ordentligt om emnet og også om hvor meget det belaster hele familien, når et medlem er sygt. "Den grå mand" bor simpelthen inde i morfars hoved - og indimellem må morfar slås med ham, fordi den grå mand vil have hele hans hjerne. Det har børnene kunnet forstå, og selvom de synes, det er frygtelig synd for morfar og gerne vil hjælpe, så kan de godt forstå, at det bedste de kan gøre, er, at give morfar ro til at tæve den grå mand selv. "Så ses vi, når du har banket ham, morfar!"
-
Ak ja ..Tabu er der masser af ..og de er skabt af fanden selv. Jeg burde ifølge mange teorier måske lide af depression..men har levet så mange år på facaden at det var vanskeligt at nå der ind hvor man kan mærke efter.
Efter en faktisk ret kortvarig proces med frigørelse af mit tidligere liv lever jeg udelukkende efter mavefornemmelsen ...er altid ærlig .... og hys hvis jeg kan mærke det er det der skal til. Det accepterer folk omkring mig (de har sq ikk noget valg) og derved undgår jeg at blive deprimeret( i hevrt fald længerevarende). Jeg er overbevist om at jeg har været det før ....men havde så travlt med at overleve på egne og mine 3 børns vegne at jeg ikke bemærkede det. Nu lever jeg det liv jeg ønsker ..og reagerer udfra mine behov ...så mærker jeg det heller ikke. Kan mærke angstanfald af og til ......men ved hvad det er der sker og hvorfor ....og fortæller det straks til dem omkring mig ..... ja så er der heller ingen problemer der.
Tabu er jeg ikke underlagt ..... kan altid fortælle om grunden til mine reaktioner ..... for folk skal vide der er en vej ud.
Jeg har været i et forhold i mange år med en psykopat der udsatte mig for fysisk/psykisk vold af diverse karaktere. yderligere detaljer kan jeg af praktiske årsager ikk komme ind på da dette er et åbent forum for alles øjne. Men alle er velkomne til at skrive privat hvis de har spørgsmål ...fx ang andre de kender i samme situation ..men de ikke ved hvordan de skal forholde sig til det. UFATTELIGT så mange i DK der lever i vold !
Vil gerne engang kunne bruge min uddannelse til at hjælpe voldsofre .... fx..ved kun de der har prøvet at være der at man ikke bare kan tage sig sammen til at komme fri ....ligesom med depression. Men jeg ved også at det tager mange års erfaring og afklaring i forhold til ens egen fortid før jeg skal arbejde med det. Det skal jo være på basis af faglighed og ikke bare ud fra egne erfaringer.
Så til alle jer der lider under en hverdag med depression .... I kan komme ud af det ..... det gælder "bare" om at få de rette enkeltheder til at gå op i en højere enhed. Giv tid og hold håbet højt.
Og høns er simpelthen medicin for sjælen !!!
-
I er i sandhed sunde mennesker.
Det er stort og rigtig flot og ikke mindst vigtigt at kunne sætte ord på.
Jeg var selv i tvivl om hvor vidt jeg skulle "dele" mit sygdomsforløb med jer men kom frem til at det om ikke andet jo kunne være en del af min proces.
Søs Rose, rigtig godt forklaret til dine børn om "den grå mand" nogle gange er det nemmere at tænke i billeder især for børn.
Jeg nærer dyb respekt for mennesker der som jer, er tro imod jer selv og står ved jeres "svage" sider.
Så er der ikke noget bull shit.
Hønsene hører til vores bløde værdier og glæder....
UPS.... Ja sorry... storm olsens "grå mand"
beklager forviklingen.
-
Det var nu Storm-Olsens "grå mand"
Vi har en hel anden ,for børnene abstrakt men alligevel ganske virkelig mand, at tage forholdsregler imod.
-
@ Søs *b
-
taaaark ..... <.
-
woaw, sikke en dejlig livsbekreftende tråd. selv om der kommer nogle hårde skæbner frem på bordet, er det så meget positivt at læse mellem linierne her inde. og jeg bliver næsten mere glad for at mine børn købte hønsene til mig :) de er virkelig endnu et værktøj at bruge i stedetfor antideprissiva. som jeg mod lægens råd nægter at tage. men ikke et ondt ord om medicin. de hjalp mig i mange år. jeg har bare lært at se på livets op-ned-ture som positive og en erfaring rigere. og hønsene er altid enig med mig, når jeg beklager mig over livet til de. :D
stå på alle her. måske synes tunellen mørk og lang, og man ikke kan se åbningen. men tænk om den bare går i en sving, og åbningen er nærmere end man tror?
-
Det var en trist, men meget livsbekræftene tråd at læse. Jeg sad og blev helt varm inden i (lyder nok lidt underligt at det kommer fra en dreng)
Lagde mærke til noget undervejs. Ingen mænd/drenge havde skrevet i tråden. Føllelser er tit meget svære at snakke om for mænd/drenge, og det ved jeg fordi jeg selv har haft meget svært ved det en gang, men man lærer af modgang at man blivet nød til at snakke om tingene.
Syntes selv jeg i løbet af mit korte liv har været igennem mange ting. En mormor der forandrede sig fysisk fra den ene dag til den anden, en alvorligt syg mor, en mangel på indentitet og en ordentlig psykisk dødsangst/miste angst igennem det meste af vinteren. Det kan være rigtig hård kost, men så længe man holder hovedet højt, tænker glade tanker, tæller ned til gode tider, har sin familie har sine nære venner og virkelig bare alle dem man holder af, så kan det aldrig helt gå skævt.
Idag er jeg meget mere åben om alt, og det er der tit mange der ikke kan forstå på min alder. Mange syntes til tider jeg kan være ret så sær (f*** dem ;)?) Det er ikke deres små lortede meninger der tæller. Det er ens venner, familie og ikke mindst ens egen. Stortset alle drenge på min alder ville aldrig ture og ikke engang overveje at skrive åbent om sådan noget. Var selv betænkelige i starten fordi jeg med det samme forventede at blive stemplet som underlig, unormal og syg.. En man bare skulle holde sig fra. Sådan er det bare ikke. Snakker man med folk om det og forklare dem det virkelig ordentligt, så forstår de fleste en til sidst.
Det blev vidst lidt langt, men selv unglinger som mig kan have problemer :)
-
Jeg tror at alle her sætter umådelig stor pris på dig, Mikkel *l
Hvis du var min søn, ville jeg være den stolteste mor *y
Og jeg har tre sønner, så jeg udtaler mig ikke på tomt grundlag :D
-
Tak skal du have Marianne det er jeg glad for at høre ;)... Kender til mange der har haft det skidt, og det er som regelt venner, famile og dyr der hjælper dem ud af det. Tror det er det at der er noget som lever der for folk op af deres mørke huller ;)
-
*l og *l til dig, Mikkel. Du er mere end god nok!
Det er sjovt, men når man er åben om sine depressioner, er der altid nogle andre, der også får mod til at være det.
-
Jeg må sige det samme Mikkel. Det er meget sundt for sjælen at kunne fortælle om det der rør sig inden i en. Og flot at du som den første mand tør stå frem. <M Mange mænd kunne få det bedre hvis de turde lukke lidt op for følelserne. Selvom der er sket en betydelig forandring i de sidste gennerationer.
( Vi mangler en flot Hane i annimationerne) ;D
-
Mange tak. Det lønner sig altid at være åben. Jeg har nu aldrig haft en rigtig depression. Kun noget som vi nåede at fange i optakten, og så en rigtig psykisk nedtur. Det værste ved sådan noget, ihvertfald for mit vedkommende er at jeg stopper med at spise, og derfor taber mig en del.
Ikke mere snak om mig selv ;)... Vi kan vist alle blive enige om at man skal være glad for livet og alt det gode det bringer ;)
-
Jeg tror simpelthen at der er RIGTIG mange mennesker, som går rundt og har "ondt i Sjælen" men som er bange for at fortælle om det og bange for ikke at blive taget alvorligt.
Mennesker som foregiver at alt er okay.
Alle har eller får problemer af den ene eller anden slags på et eller andet tidspunkt, for livet er bestemt ikke altid en dans på roser.
Og når jeg har været i modvind, så plejer jeg at "opremse for mig selv" alt det gode jeg har, istedet for at fokusere på det negative. Og der plejer at være flere goder end onder, heldigvis.
Jeg ved heller ikke lige hvad fremtiden vil bringe for mig, idet jeg er blevet tilbudt en pose penge og stoppe på jobbet her den 30/9 eller også kan jeg blive til udgangen af 2010 og så selvfølgelig ryge der.
Jeg er i syv sind, for kan jeg finde et nyt job ? bliver det "fedt" hvis jeg bliver til udgangen af 2010 osv. osv.
-
Er fuldstændig enig.
Alle folk tumler med noget. Mange siger det bare ikke, og dem man kender bedst kan enda gøre det uden man ved det.
-
Se nu har jeg først lige læste denne tråd. Hvis I synes, kan den deles op og flyttes ind i hyggesnak, som kun kan ses af medlemmer?
-
Mikkel, hvis jeg havde en datter, ville jeg pludselig gå ind for arrangeret ægteskab... ;D
Du er Skøøøøøøøn :-* :-* :-* :-*
-
Se nu har jeg først lige læste denne tråd. Hvis I synes, kan den deles op og flyttes ind i hyggesnak, som kun kan ses af medlemmer?
Det var da nok en rigtig god idé! Ikke at der er noget "galt" med emnet, men det er da nok lidt personligt at lægge ud til alverden, der bare skal finde nogle æg.....
-
enig
-
@Finn,
Det lyder helt fint. Det er jo nok egentlig der, det hører til.
-
Hej alle i denne anerledes tråd.
Her efter at have læst tråden , kan jeg kun give Mikkel ret : ikke mange mandlige input !! ??
Det skal jeg nok undlade at " klåge åge " rundt i :D
Noget helt andet , OG LANGT ALVORLIGERE , har dog slået mig : den lange tid i har været på medicinen og fortsat er det !! UUUU HA DA DA
Jeg er i samme båd som jer , men medicinfri i dag. Udelukkende på grund af noget som ikke ret mange i lægestanden egentlig er bevidst om , det være sig alm. læge , psykiater eller psykolog. ( skriver min historie lidt senere )
Dette vil nok komme bag på mange mennesker , men ved rigtig rigtig mange typer psykopharmika ( ikke alle , så ikke alle psykiske lidelser dækkes af følgende ) ABSTINENSEN ER IDENTISK MED SYMPTOMET !!!!!!!
Det kan lettest illustreres sådan : ( undskyld den måske lidt sorte humor i illustrationen ) : Jeg trasker ned til lægen da jeg føler jeg har GAK I LÅGET , lægen har psykopharmika mod GAK I LÅGET , modtager den og den terapi som naturligvis følger med for at afdække årsagen til GAK I LÅGET , efter endt terapi foregår en ( LAAAAAANG udtrapning ) men det får hjernen til at gå amok fordi den - fejlagtigt - tror den mangler den givne psykopharmika !! Så for at få fat i den savnede ( dette er så et ABSTINENS SYMPOM NU !!! ) psykopharmika skriger hjernen : jeg har GAK I LÅGET !! Men jeg har ikke GAK I LÅGET - jeg har ABSTINENSER ...
Jeg understreger på det kraftigste : det gælder ikke alle sindslidelser men rigtig rigtig mange.
SKRÆMMENDE IKKE SANDT
Min egen udtrapning tog knap 1 år og 2 gange måtte jeg lidt op i dosis , fordi ABSTINENSERNE var for slemme.
Senere - skal lige ud og bygge lidt videre på hønsegården - kommer den " triste " del af mit liv , i dnne tråd.
mvh
jan
-
ja så meget for at medicinen bare skal bruges som en støtte til at give overskud til at komme på ret køl igen ...... ::)
Sq noget af et bagslaw ! :o
-
Jeg syntes også det er godt at få den flyttet ;)
Lene: Hvor er du sød :D Det kunne da komme på tale hvis det var ;)
-
Jeg er imponeret over alle jer der tør blotte bugen <E<M *l
Alene det viser jo at man er godt på vej, når man tør dele sig selv med andre <- Og i den proces finder man også ud af hvem i ens netværk der er værd at satse på <.
Vi har alle større eller mindre ting at slås med, det være sig nuværende problemer eller spøgelser fra fortiden, men ved at kalde tingene ved deres navn, bliver de som regel nemmere at forholde sig til - ikke at det ikke er hårdt, men nemmere når man kan dele...
Og Lene: jeg er helt enig med dig ;D og nu har jeg jo en datter ;) og ovenikøbet på 15 år :D
Så Mikkel pas på ;) og hvis hun ikke falder for dig (hvilket jo ville være mærkeligt hvis hun ikke gør :D) så vil hun elske alle dine heste, hunde + hvalpe og høns ;) ;D
-
Nu har jeg så været ude og arbejde lidt på hønsegården , og fået min favoritkat "brutus" behandlet efter hans hjemkomst fra den gængse 14 dages strøjfe tur - håber de andre katte ser værre ud end " brutus " - første gang han har fået SÅ mange tæsk.
Som lovet mit bidrag omkring min psykiske statur , liv og levned gennem mere end 20 år.
Den 2 maj i år , kunne jeg holde : mit nye liv 5 års dag ;D Efter mere end 20 år i blandingsmisbrugets vold.
Bagude ligger mere end 20 års langsomme deroute , kulminerende med 2 selvmordsforsøg , 9 måneder som hjemløs og den langsomme smertefulde vej tilbage til livet.
Det hele startede såmænd "bare" med en ked af det ung mand, der fandt ud af alkohol kunne hjælpe med at "glemme", efterhånden skulle flere ting " glemmes " , det blev til weekend druk , kvartalsdranker , perioder uden alkohol og ja - lægebesøg : psykopharmika ad libitum ( som jo ikke virker når man drikker ). Opgivet af distrikts psykiatrien , da de ikke kunne kende forskel på misbrugeren Jan og den syge Jan ( ja - sågar personligheds forstyrrelse var de inde på inden jeg røg ud af psykiatrien ). Har besøgt mange psykologiske haver - indefra. Så blev jeg afgiftet - en ny vidunderlig læge anbefalede ( læs : befalede ) herberg , 14 dages total fred for andet end social omgang med andre , herefter terapi i mange former for at afdække videre behandling og korrekt behandling. 17 ugers døgnbehandling efterfulgt af jobprøvning og opfølgende terapi.
Den udløsende faktor for mere end 20 års deroute : en ung mands "mindre depression" over bedstefaderens død og familiens :" det kommer du hurtigt over , så snakker vi ikke mere om det - VEL !!! "
Men nu kan mine første høns snart flytte ind på min gård weeeeeeeeeeeeeeeeeeeeee ;D
Vil i vide mere - bare spørg - det er nemlig førsteklasses gratis terapi for mig :D
Et stort pip fra
hanegalgak
jan
-
Til dig Jan *b
Rigtig meget tillykke med dit 5. år med dit nye gode liv !
Og rigtig meget held og lykke med dine høns.
Det glæder mig sådan at vi kan være her for hinanden udover fjer samhørigheden. *p *p *p *p *p
-
Puha, jeg ved ikke hvad jeg skal sige, andet end at jeg er imponeret over, at du HAR fundet vejen tilbage!! Stor respekt for det!
Det lyder som om dyrene indgår som et positivt indslag i din hverdag, utroligt hvad de (fuldstændigt intetanende) kan gøre for os, som har eller har haft svære perioder.
Stort tillykke med dit nye liv!! <I <M *b
-
Dyrene : ja , jeg har haft akvarie i - sammenlagt - mere end 30 år. Diverse fugle i voliere anlæg mere end 10 år. En skt. bernhardts hund og mange katte. Uden det islæt i livet - dårlig trist tanke.
Kattene står mit hjerte nært , har 3 nu : Brutus - halvt norsk halvt ukendt - slagsbroder af karat ...
Lundin - rent norsk pjevset ofte snorkende måske gravid med brutus hunmis
Timo - fyr der ikke har fattet han mangler de ædlere dele
Og nu kommer der så snart høns , måske kalkuner og og og
Nå ja - ikke at forglemme : 4 lånte hængebugssvin der fungerer som økologiske ukrudts bekæmpnings tanks ;D ;)
Jeg har det så dejligt med kattene og giver hønsene bare en brøkdel af det også : så går jeg i seng med et stort ;D
jan
-
Det var da bestemt ikke noget lille Pip, det var da vist et højt kraftigt kykkeliky.
Tillykke med det <I <Iflot fortalt. <M
-
Hold da fest, mand. Her sad jeg og troede, jeg skulle læse om høns...
Jeg har aldrig haft nogen depressioner, aldrig været på medicin (undtagen lokalbedøvelse hos tandlægen), og jeg har umiddelbart intet personligt forhold til de skrækkelige ting, I skriver om.
Ét kan jeg dog give jer ret i: høns er fantastiske. Dyr i det hele taget er nok en stor hjælp til at finde ro, men der er efter min mening ikke meget, der er hyggeligere end en hønemor med kyllinger. Det er ligefrem så jeg tænker, om det mon kan blive ved at være så fedt.
Desuden er det også - som så mange hobbyer - et mål. Alle de ting man skal bygge, afprøve, gennemtænke og sætte sig ind i, altsammen med det klare formål at få en glad og harmonisk (og, hvis man virkelig tager det alvorligt, smuk, højtydende og racetypisk) hønseflok.
Hurra for fjerkræet! (http://i22.photobucket.com/albums/b317/Fundal/Smileys/yahoo.gif)(http://i22.photobucket.com/albums/b317/Fundal/Smileys/banana.gif) *y
-
Jeg kan kun give alle ret i at dyr er dejlige for sjælen. Har selv lidt af depressioner siden jeg var barn til den dag i dag og kommer nok aldrig af psykofarmika, men havde jeg ikke mine dyr ville jeg mangle noget beroligende ;)
Jeg elsker mine børn, heste, høns, kyllinger og kat...................Dejligt at være tvungen til at stå op til noget der giver mening.. :D
-
hvor er det skøøøønt at se mænd, i alle aldre, tør fortæl hvordan de har det. og har haft det. godt gået!!!!!!!
jan: helt enig med dig i psykofarmika og abstinenser. jeg gik på de i en årrække. både hjemme i nordnorge, men også her. og her er prisene noget anderledes. vanvittig dyrt. så det endte op med at både medicinskabet og kontoen var tom på samme tid. havde jo ikke noget andet valg end at stop. og for fa.... hvor blev jeg syg. fysisk, altså. og jeg blev en smule skræmt af den virkning det havde på mig, så jeg nægter konsekvent at tage de igen. som jeg har det nu, vel og mærke. bliver jeg alvorlig psykisk syg igen, vil jeg revurdere det.
de findes jo i forskellige udgaver. og når man kommer til lægen bare en smule forberedt, og kan alle de fine ord, er det ingen grenser for hvad de skriver ud. desværre. for min viden om medicin gav mig nok til 2 døgn i koma. det første døgn hjemme. og det ville måske nok ha været mit sidste, om ikke nogle kloge venner brød sig ind i mit hus, og fandt mig.
nu får jeg nogen terapi, men klarer hverdagen selv. takket være verdens bedste mand :)
men igennem alle mine år med psykiske lidelser, har det været dyrene som har været min bedste terapi. jeg var dengang næst formand i dyrenes beskyttelse i nordland amt, og havde maaaaange dyr boende i perioder. at dyr beroliger mennesket, er jo videnskabelig bevist. både puls og blodtryk sænkes. men lige så vigtig er følelsen af ansvar. at det er altså nogle levende væsener som er 110% afhengig af at man får rumpen ud af sengen, ellers sulter de ihjel. så følelr man jo at man betyder noget. og at man har en mening her på jord. selv om det "bare" er at fodre høns og skifte i kattebakken.
så til alle os tusinder der ude som slider: godt klaret!!!!
-
Ja Dorte jeg må heller passe på *e
-
Det er rigtigt godt gået, Jan. Tak for fortællingen! :-*
-
Sikke en masse skæbner, der hver dag skal forholde sig til vanskeligheder ved psykiske lidelser - og derudover er der alle dem der er pårørende til os.
Jeg synes det er rigtigt dejligt at I alle vil fortælle så åbent om jeres lidelser. <E
Jeg har i denne uge været så heldig/uheldig at diverse fagfolk har fundet ud af at min diagnose vist skal ændres fra svær og langvarig klinisk depression til bi-polar lidelse, hvilket ikke er noget man kan komme over, men som kan medicineres så man kan leve forholdsvis ok med det. Det vil dog vare resten af mit liv. Min søn er ligeledes noget disponeret for at få sygdommen og det føler jeg stor skyld over, selvom jeg ved med mit hoved at jeg ikke kan gøre for det. Det er en relativt stor opgave at vænne sig til tanken.
Jeg er (for noget tid siden) begyndt at skrive en bog om forløbet, tankerne, følelserne og omgivelserne i denne situation og håber snart at få kræfter til at komme videre med det. Det er en laaaang proces men jeg har ikke tænkt mig at "skride i svinget" foreløbigt så jeg når det vel en dag.
-
Stinne ...super fint at nedskrive forløbet ..... så er det nemmere at forhode sig til..du får det bearbejdet og det flyver ikk bare rundt på en udefinerbar måde oppe i hovedet.
Ja ja ..fra at tænke logisk (ang skyldfølelse) og så til at blive afklaret med en situation rent følelsesmæssigt der skal der lige ske lidt omrokeringer oppe i ens hoved. Men det lader sig gøre ..så held og lykke med det.
Knus Søs
-
Tak, Søs.
Ja det er ikke nemt men skal nok gå. En ting er den gene det er for den ramte, en anden ting er ens pårørende. De skal bestemt også have støtte.
-
Præcis..... men du skal huske at være egoist (på den gode måde) for det er det der giver overskud til at være noget for andre.
jeg går så ind for at uddeligere opgaver ..... så et velfungerende netværk er alt afgørende når man ikk selv magter at være der for andre på den måde man gerne vil. Ellers får man dårlig samvittighed og det forværrer ens egen tilstand.
For mit vedkommende var det jo "nemt" da det var ydre forhold der bestemte min skæbne..dem skulle jeg jo "bare" fri af. Det er noget helt anden når det er noget man ikke bare kan lægge fra sig. Men redskaberne til at håndtere situationen samt reaktionsmønstrene er meget lig hinanden.
Nøgleord er accept af ens situation ..uden nogle skydfølelser hverken over for sig selv eller andre.... og at nå til det punkt at man kan sige sådan er jeg ..... det er intet problem..... ja det giver udfordringer ..til gengæld har jeg en hel speciel viden og erfaring fordi jeg er som jeg er ....... accepten betyder også at går man periodevis ned med flaget så er det helt OK .....
-
*b
Øv.
Men uanset hvad, Stinne, så er du Stinne. Det er der ikke lavet om på. Du er stadig den samme, du skal "bare lige" opdage det igen.
Du har så måske givet en disposition videre for en grim psykisk sygdom. Jeg har, måske, givet min datter gener som disponerer hende for et syndrom, der giver øget maskulin hårvækst, ufrugtbarhed og højrisiko for hjertekarsygdomme. Det er øv.
Men det er livet.
Det gør dig ikke til et ondt, dumt menneske, at du har fået børn. Selv hvis det værste skulle ske; at din søn også har sygdommen, så er han så heldig, at han har en mor, som kan vise ham, at man godt kan være et dejligt menneske, selvom man er syg. Det er andre lidelser, der er meget værre at give videre - kronisk brokmulethed, ondskabsfuldhed...tavshed om grimme sygdomme.
Selvfølgelig betyder det bævl og tænders gnidsel for de pårørende nu og da. Men min far f.eks. var jo måske aldrig blevet det dejlige, rummelige og forstående menneske han er, hvis ikke han havde den sygdom han har. Det var jeg måske heller ikke. Det er ikke kun træls og tungt at være pårørende til en kronisk syg. Der er da dage, hvor jeg hader "Den grå mand" - men jeg hader aldrig min far. Han er ikke en belastning. Han er bare lidt anerledes nogle gange ;D
Og ved du hvad? Din familie lever allerede med dig, og elsker dig som du er. Det bliver der ikke ændret på, fordi du skifter navn på en sygdom!
-
stinne: synes det er pragtfult at du skriver en bog om din historie. både min psykolog, chef og sagsbehandler er på nakken af mig med det samme. ikke for at jeg nogen sinde vil udgive en sådan bog, men den terapeutiske fordel, er jo enorm. stå på, så klare du nok en dag at fuldføre værket. og måske er du da kommet såpas langt i healingsprosessen, at den bliver udgivet. synes du er dygtig!
med hensyn til at du måske har "givet" dit barn et gen som gør han disponobel. verden ville være et dårlig sted, om vi alle skulle tjekkes for arvelige sygdommer inden man får børn. jeg har givet mine en stor chanse for hjerte/kar-sygdomme, og vi joker lidt med det. det er absolut min skyld at de ikke må spise tandsmør. og vi ved alle tre, at det er det jo ikke. jeg plejer svare at det er susanne's skyld at jeg har meget mavehud, og niels's skyld at babserne snart røre knæerne. og som de andre her har sagt, du er jo et dejlig og fornuftig menneske, så det er jo garantert sønnen også. han har så en lille "fordel". han ved han er disponibel. han kender symptomerne fra dig, og kan derved få hurtigere hjelp.
ikke meget hjelp og trøst i det jeg skriver, ser jeg nu. men måske alligevel en lille bitte rationalisering af et "problem".
og så har jeg noget ganske så egoistisk og selvsenteret, som bare er nødt til at kom ud. ellers så eksploderer mit hoved. det er simpelthen så pragtfuldt at læs at andre også har problemer og psykiske lidelser. for uanset hvad jeg selv slider med, er det altid en eller anden detalje i jeres historier, hvor jeg tænker: "hold da op, det havde jeg ikke overlevet". jeres historier giver mig et lille spark i rumpen, og jeg føler mig ikke så unormal og sær mere. og jeg kan løfte hovedet bare lidt mere, og tving mig ind i brugsen helt alene.
-
@ Stinne
Det med skyldfølelsen overfor min søn har jeg også kendt til - og han har faktisk arvet genet både fra sin far og mig. Men det var jo ikke noget, vi vidste, da vi fik ham, så rigtig skyld kan der ikke være tale om. Man kan kun være skyldig i noget, man har gjort med vilje og ondt i sinde.
Den forklaring var heller ikke god nok til mig ;D min skyldfølelse holdt, til jeg prøvede at tænke den anden vej. Var det mine forældres skyld, at jeg fik de satans gener? Nej, vel? Jeg holder i hvert fald ikke min slægt i flere led ansvarlig for min kliniske, kroniske depression. Det må jeg selv rode med.
Min familie i de fire led, jeg kender, har haft tendens til depression, flere har begået selvmord. Det er virkelig noget lort; men det er den virkelighed, vi står midt i, og vi må få noget godt ud af det. Heldigvis har både min søn og jeg fundet medicin, der holder os symptomfri og har gjort det i årevis. Jeg forsøgte for nogle år siden at skifte til SSRI medicin, fordi den har færre bivirkninger end min (imipramin, tricyklisk); men efter en månedstid på cipramil gik jeg ned med flaget med et brag, så jeg er tilbage på et af de ældste midler mod depression og har det godt. Det bruges vist ikke ret meget mere.
Jeg er evigt taknemmelig for at være født i en tidsalder, hvor virksom medicin er udviklet. De tidligere generationer har måttet kæmpe. Jeg havde ikke kunnet overleve, hvis medicinen ikke var der. Jeg har haft 8 behandlede depressioner på 6 år, inden jeg begyndte at tage medicinen hver dag. Jeg kan ikke beskrive, hvor slemt, det var. Mit højeste ønske var at slippe af med mig selv for at undgå en 24-timers angst, der låste mig fast også fysisk. Men selvmord er ikke en udvej, jeg kan benytte mig af. Min søns far gjorde det, og min søn skal ikke have to forældre der gav op. Han skal vide, at depression kan overvindes.
-
Puha.. Det er tung, hård og barsk kost at læse det her! Vi har desværre også arvelige sygdomme i vores familie, men det er kun en sygdom som kommer hos kvinderne. Jeg og min fætter bære alligevel også denne sygdom videre, så det stopper ikke engang hvis der kun er en generation med drenge, men det er hvad det er. Sygdommen kan helbredes fuldstændig og er blevet det ved flere.
Det er virkelig virkelig hårdt at læse om alle de ting de forskellige tumler med, men det er tilgenglæd også lærerigt.
Held og lykke til jer alle og et kram også :) *l