Dansk Fjerkræ Forum
Hønsegården => Hyggesnak => Emne startet af: Vikkelsø efter 18 Marts , 2014, 08:34
-
Hej fjerkrævenner.
For ca. 117. gang overvejer vi at flytte på landet i stedet for at bo her i vores villakvarter i Hvidovre. Og for ca. 117. gang strander i de samme overvejelser, som blot kører i ring uden rigtig at føre nogen steder. Derfor vil jeg blive virkelig glad, hvis I vil komme med jeres input til vores overvejelser.
Vi kunne godt tænke os at bo et sted, hvor vi kan være mere 'os selv' og ikke hele tiden skal tage hensyn til alle de naboer, som vi bor klods op ad. Samtidigt ønsker vi på ingen måde at isolere os, og vi vil ikke for langt væk fra vores familier, som vi ser en del og har stor glæde af. Vi forestiller os et sted, der ligger rimelig tæt på en by, men stadig uden naboer klods op ad vores skel. Altså ikke helt ude på Bøh-landet, men 'midt i mellem'.
Vi vil gerne have plads til at kunne gøre nogle ting, som der ikke er plads til her i byen (både rent fysisk plads, men også i mere overført betydning). Det er eksempelvis at holde høns, vagtler og andet. Vi har ikke planer om heste eller køer eller andre store dyr. Et par geder eller tre kunne komme på tale, men det er nok også det største.
Vores overvejelser går især på de ting, som vi har lidt svært ved at vurdere, når vi ikke har prøvet det. Vi har to piger på 5 og 2 ½ år, og vi kommer selvfølgelig til at køre dem en hel del mere, end hvis vi bliver her i Hvidovre, hvor de selv kan cykle til og fra skole, fritidsaktiviteter, venner og så videre. Vi kan godt lide tanken om, at de selv kan klare sig. Vores store datter er meget selvstændig og elsker at gøre ting på egen hånd (som at gå hjem fra børnehaven selv eksempelvis). Hun er helt sikkert også 'udadfarende' og har brug for mennesker omkring sig for at trives, og vores overvejelser går selvfølgelig også på, om det bliver for ensom for hende at bo et sted, hvor afstandene er større.
En anden ting, som vi har overvejet, er, at vi er to kvinder, der bor sammen, og vi forestiller os nok, at det ikke vil være noget problem for vores potentielle nye naboer og beboere i nærområdet, men er det naivt? Jeg er godt klar over, at det nok vil blive bemærket og muligvis talt lidt om, men i mine øjne er det ikke ensbetydende med, at det er et problem.
Jeg har hørt så meget om, at selvom naboerne på landet bor længere væk, så har man et meget bedre sammenhold og naboskab i det hele taget. Betyder det så, at der stadig vil være folk, der blander sig i, hvad vi gør, og hvad vi ikke gør? Det er helt sikkert noget af det, som vi er trætte af ved at bo her!
Det blev et længere skriv, selvom jeg langt fra har skrevet alt, hvad vi går og tænker på (så ville det jo blive en roman!). Hvis du er nået helt herned i din læsning, så vil jeg blive glad, hvis du vil dele dine tanker om vores overvejelser med os. Hvad er fordelene og måske især: Hvad er ulemperne ved at bo på landet? Hvad glemmer vi at tænke på?
De bedste hilsner
Christina
-
Hej. Jeg har siden min ungdom haft lidt af samme overvejelser som jer. Vi bor i en større provinsby, og jeg har ofte ønsket at bo på landet, for at "have luft" omkring mig. Jeg har dog fravalgt at tage det endelige skridt. Dette skyldes, som du selv er inde på, kørsel med børn til og fra venner og fritidsaktiviteter. Det vil kræve en al for stor planlægning og tid af os forældre, samt nødvendigheden af fx to biler osv. osv. :o
HVIS jeg boede på landet, ville jeg uden tvivl have flere dyr (fx. heste, geder, grise osv. osv,). De ville kræve tid og kræfter til pasning (som nok ville blive "forsømt", da børnene skulle køres til og fra... ;)
Alle disse dyr, ville jo skulle bo i huse/stalde, der skulle vedligeholdes. Det koster tid og penge, og vi måtte give afkald på andre ting og aktiviteter. Ferier måtte der skæres meget ned på, da det kræver pasning af de dyr vi nu ville have ;)
Mht. at I er to kvinder der bor sammen, tror jeg ikke i Dagens Danmark, at nogle gider bruge meget sladder på. Jeg tror ikke, at der eksisterer ret meget "ond" sladder. Meget "snak" i andres hjem, er jo måske blot interesse for andre, men med en form for "berøringsangst". Vi er i vores samfund blevet lidt bange for direkte kontakt til andre.
Hmmm.... Jeg ville egentligt skrive meget mere, men her er lige lidt af mine egne tanker. Håber I mærker efter i jeres mave, og træffer den rigtige beslutning for JER... Uanset hvad, kan I jo altid flytte èn gang mere (hvis I fortryder).... ;D
Held og lykke med jeres beslutning!
-
Har I overvejet bofællesskab? Der findes andelsbofællesskaber med dyr, børn og jordbrug. Det kræver selvfølgelig, at man indretter sig efter nogle flere normer end dem, man selv har sat op. Men meget af den daglige, praktiske kabale er der så også mange flere hænder til at få til at gå op, og børnene vil have masser af "søskende" til daglig.
Det er mit indtryk, at folk, der vælger alternative boformer, også er langt mere åbne end gennemsnittet for alternative parforhold. Jeg har svært ved at forestille mig, at I nogen steder her i landet vil blive isoleret eller jaget af byen (hvis I undgår de allermest missionske miljøer), men mange steder opfattes alt andet end kvinde-mand-børn stadig som noget lidt eksotisk.
-
Hej Christina,
Gode overvejelser I gør jer. Vi tog selv skridtet fra by til land for fire år siden, og vi har ikke fortrudt, men det ER anderledes at bo på landet. Jeg kommer fra den lille by vi er flyttet til, mens min mand aldrig har boet på landet. Jeg boede 10 år i København (Nørrebro og Rødovre) før jeg fik nok af bylivet, og ville "hjem".
Fordele ved at bo på landet:- Frisk luft, ro og frihed
- Mulighed for at have flere dyr
- Du kender naboen, du kender Brugsmanden, du kender tømreren, pizzamanden og formanden for byens landlaug
- Bor du i landzone kan ingen klage over hanegal, og der er som regel højt til loftet hvad angår støj fra dyr (og andre ting)
- Stærkt sammenhold i de små samfund
- Små huspriser - du får meget for pengene
Ulemper ved at bo på landet:- Der er langt til alting, en bil er nødvendig, busserne kører kun 1 gang i timen, om lørdagen måske kun til kl. 17
- Venner kan synes, at 60 km frem og tilbage for et besøg, kan være for langt
- Ved dyrehold, bliver man bundet til at være hjemme til at fodre, muge ud, lukke ind og ud
- Det kan være svært at sælge huset, hvis I fortryder og gerne vil til byen igen
- Øh, jeg kan ikke lige komme i tanke om andet, ud over eventuel gyllestank, men det er der heldigvis ikke her hvor vi bor
Der er mange små gode landsbyer rundt omkring, som har et stærkt foreningsliv. Jeg bor ved Undløse, Midtsjælland, og selv om byen kun huser ca. 2200 mennesker, er her skole, daginstitution og sportshal. Der er flere foreninger for sport, byrådet, pensionisterne og landlauget. Alle er som regel utrolig flinke og hjælpsomme, og alle kender alle. Det kan være en fordel og en ulempe, men er som regel en fordel (kender du en jeg kan låne en brændeflækker af/kender du en der har en trailer/kender du en der har en højtryksspuler osv.). Vores netværk er meget større i Undløse end i Rødovre, hvor vi kun kendte naboerne to huse væk.
At I er to kvinder der bor sammen, tror jeg ærligt talt ikke betyder noget. Det betyder mere, at I er søde, høflige og går ind til naboen og ringer på og siger "hej, vi er de nye naboer". Der vil helt sikkert blive talt lidt i krogene, men det gør der altid, når "byboere" flytter til ;).
Der er mange gode små steder som ligger tæt på landsbyerne. Vi bor 2 km fra selve "Undløse Downtown", og det tager 2 min. i bil/20 min. på gåben/10 min. på cykel at nå Brugsen. Perfekt afstand for os. Vi bor i skoven, på landet med 8 tønder land, men alligevel i fin nær afstand til indkøb.
Det jeg har savnet mest ved Rødovre er butikker i nærområdet. Vi skal køre næsten 20 km for at gå på restaurant, se en film i biffen eller for at finde en dagligvareforretning, der har større udvalg end Dagli'Brugsen, fx økologisk kød, asiatiske krydderier, gedeost osv. Det har til gengæld lært mig at planlægge bedre, og nethandel er blevet min måde at få nye klude på, og endda dagligvarer af og til. Til gengæld er det en fornøjelse at handle lokalt. De små købmænd er afhængige af deres kunder, og gør meget for dem. I min Brugsen er uddeleren på fornavn med stort set alle, og tager gerne specialvarer hjem, hvis jeg spørger.
Afstanden til arbejdet kunne være meget værre. Sjovt nok har vi erfaret, at der er længere fra København til Undløse, end fra Undløse til København. Desværre er der en del, der ikke har lyst til at besøge os pga. afstanden. Det virker tilsyneladende uoverskueligt at skulle køre 65 km frem og tilbage, også selv om det kun tager sølle 40 min. i bil. Det tog længere tid for mig at komme fra Rødovre til Nordre Toldbod i city, da jeg arbejdede der!
Jeg synes, I skulle tage ud og se på en masse huse på landet. Få en fornemmelse for, hvordan stemningen i byen er. Man har altid lov til at ose, og det bør man også, når det er en så stor beslutning man skal tage.
Skulle I have lyst, så kig evt. forbi os, og dan jer et indtryk af, hvordan det er at bo på landet. Det er anderledes, det er godt og jeg vil aldrig bytte for er et liv i byen igen :).
Pøj pøj med at finde den rigtige beslutning /o.
-
Jeg er jo klart fortaler for at bo på landet.
Jeg kan slet ikke holde ud at bo med naboer tæt op ad mig til begge sider!
Jeg bliver nødt til at have frihed til at kunne have de dyr, larmende børn osv som jeg har lyst til, uden hele tiden at skulle tage hensyn til naboerne.
Jeg er (næsten) alene med mine 3 børn (dvs min mand er gået ned med stress og bor ikke hjemme lige nu. Han ved ikke om han har lyst til at komme hjem igen).
Jeg står og skal flytte, og har fundet et hus på landet (ca 10 km fra den by hvor jeg arbejder og børnene går i skole), hvor der er gode busforbindelser. Mine 2 ældste piger kan uden problemer tage bussen frem og tilbage selv (eller sammen med deres lille søster).
Vi bor også udenfor byen nu, og mine piger har masser af veninder. De tager bare med tog frem og tilbage hvis jeg ikke har mulighed for at køre dem.
Min erfaring er at man kan få det meste til at fungere, hvis man gerne vil.
Så det kommer helt an på hvad man prioriterer!
Hvis man synes det er vigtigt at slippe for transport, rengøring af dyrenes huse osv skal man nok blive i byen.
Men hvis man synes det er vigtigere at børnene kommer ud hvor der er frisk luft og åbne marker, har et naturligt forhold til dyr, slagtning, pasning osv er det på landet man skal være.
Hjemme hos os er det en selvfølge at børnene hjælper til, både i huset og med dyrene (både daglig pasning, rengøring, hente æg, slagtning osv).... Det giver os nogle hyggelige stunder sammen :)
Det er mine tanker om by kontra land. Håber i kan bruge det til noget.
Karoline
-
Jeg vil også altid bo på landet eller i hvert fald så længe som jeg selv magter det. Det er fedt at komme til KBH en enkelt dag engang imellem, men det er nu mere fedt at komme hjem igen.
At være bundet af dyrenes pasning er man vel uanset om man bor i byen eller på landet.
Om ungerne skal køres mere, tja jeg har da overlevet at komme i skole med bus og cykel.....men det var jo også en anden tid.
Det mystiske er som Tanja også skriver er at selvom der er opfundet biler, tog og busser, så synes mange at der laaaaangt hvis der er længere end bare "rundt hjørnet".
I gamle kom folk næsten mere omkring og det er på trods af at meget foregik på cykel. Hvem har ikke hørt ældre fjerkræ folk fortælle "at så tog jeg en kasse bagpå cyklen og kørte afsted for at hente høns" Dette ville jo være dybt utænkeligt i dag.
-
- Der er langt til alting, en bil er nødvendig, busserne kører kun 1 gang i timen, om lørdagen måske kun til kl. 17
Bliver altså lige nødt til at kommentere denne ;) Det er da absolut luksusforhold med busser du beskriver. Hos os har vi kun 2 busser om morgenen (kl 7 og kl 8) til skolebørnene, og om eftermiddagen er der 3 busser, der kommer hjem med skolebørnene kl 13.20, kl 14.30 og kl 15.30. i weekender er der INGEN busser her.
Vi er også nødt til at have 2 biler for at få det hele til at hænge sammen.
Men bortset fra det, så er jeg opvokset på landet og vil aldrig bo anderledes. Jeg er glad for pladsen og luften omkring mig, og er glad for muligheden for at gå en tur i skoven eller tage til stranden. Jeg har altid haft mange dyr, og det ville jo være umuligt i byen.
Men folk er jo meget forskellige, så man må jo tænke sig godt om og gøre hvad der føles rigtig for sig selv og sin familie. Der er jo også steder på landet, hvor der ikke er så langt til naboer, skole mm. hvilket er rart, hvis man har børn.
-
Der er fordele og ulemper ved ALT her i livet, og så er det vel bare at se om fordelene er flest og om de kan opveje ulemperne. Og det er jo kun den enkelte som kan afgøre det.
-
Flyt på landet...
At i er to kvinder bliver der nok snakket lige meget om i byen...
Ja man kender sine naboer på landet bedre men de blander sig ikke nær så meget som i byen... Og hvis du har brug for hjælp er de langt mere hjælpsomme på landet!! Jeres børn vil elske det og deres venner lige så!
-
Jeg vil til en hver tid vælge landet hvis jeg har muligheden. (Har prøvet begge dele)
Jo vist. Det er praktisk at bo i byen, og det giver mange muligheder og også en del fordele, men jeg vægter bare fordelene ved at bo på landet højere.
At der skal koordineres noget transport af børn til venner / fritidsinteresser osv. det skal man jo også tit i byen. Jeg kender da MANGE der bor i byen som alligevel er nødt til at have 2 biler for at få det til at hænge sammen. Med mindre man bor i de 3-4 største byer i DK, så er offentligt transport jo alligevel en joke udenfor normal arbejdstid.
Vi har boet 2 steder på landet. Vores indtryk er lidt blandet. Der hvor vi boede før - ejebolig - der var det mest fantastiske naboskab. Det kunne ganske enkelt ikke blive bedre. Der blev holdt en hyggelig lille fest ved en hver given lejlighed og man kunne få hjælp hvis der var noget man lige manglede en hånd med. Der hvor vi bor nu er det lidt anderledes, men jeg TROR det er fordi vi "bare" bor til leje og folk egentligt forventer vi snart flytter igen. Vi er ikke blevet opsøgt af naboer på samme måde som sidst, og vores forsøg på at skabe kontakt har ikke rigtigt virket. (Det kan naturligvis også skyldes at vi ikke er indfødte sønderjyder... Men det gik meget lettere i Nordjylland. (Jeg er vestjyde, konen nordjyde))
Fordele og ulemper ved by / land er jo individuelle ud fra hvad man vægter højt. Vil man gerne gå i byen og feste natten lang og så kunne dingle hjem langs hækkene, så skal man nok ikke flytte på landet. Vil man gerne have plads til lidt dyr, frisk luft og mulighed for lidt ro, så er landet perfekt.
Den eneste måde at gøre det på - mener jeg - er at lave en +/- liste for by og land. Find de 10 bedste og værste ting ved at bo i byen og på landet. Få dem sat op i rækkefølge fra bedst til værst og hold dem så op imod hinanden.
-
Vi flyttede på landet for 11 år siden. Jeg kommer oprindelig fra landet og er vokset op med dyr og med at skulle cykle til alting. Manden kommer fra parcelhuskvarter i byen, men kunne ikke drømme om at flytte til byen igen. Her er sammenhold på landet, men uden at man blander sig i alt muligt. Naboerne er søde til at passe hønsene når vi skal på ferie. Ungerne har lært at klare sig med en god cykel og busserne. Selvfølgelig kører vi dem til ting ind imellem, men man lærer at indrette sig. Der er både fordele og ulemper ved at bo på landet. Jeg værdsætter at jeg ikke har folk til at kigge over hækken hele tiden. Jeres parforhold vil da blive bemærket, men det gør det vel også byen? Men ud over det, så tror jeg ikke det kommer til at betyde det fjerneste.
-
Jeg ville flytte på landet, hvis jeg kunne (manden vil ikke), så jeg må nøjes med et parcelhus i en større landsby, hvilket absolut er super...men flyttede gerne på landet, hvis jeg kunne :)
-
Jeg skal ikke komme med flere gode argumenter end der allerede er givet. Blot tilføje at vores mindste går i klasse med en dreng med to mødre, gik i børnehave med en anden dreng med to mødre og at der yderligere inden for en enkelt kilometer findes endnu et par med to mødre. Altsammen ti kilometer syd for sorø, på landet.
Rasmus
-
Jeg er enig med de foregående ærede talere :). Der er mange fordele ved landlivet, og pasning af dyr skal klares uanset, om I bor i byen eller på landet. Der er jo stor forskel på infrastrukturen rundt omkring, så det ville I være nødt til at undersøge hver af de lokalområdet, I overvejer. Sammenhold og naboskab er også forskelligt fra sted til sted, så der må I vel forhøre jer hos eventuelle tidligere ejere.
Vi har uden problemer fået to børn gennem skole, gymnasium og utallige fritidsaktiviteter selv om Fin var selvstændig butiksindehaver og jeg havde sene vagter på biblioteket. De blev selvstændige og var vant til at hjælpe til med heste, får, hunde (også naboens) og diverse fjerkræ. Begge kan stadig stikke et eller flere lam en flaske hvis det skulle blive nødvendigt. Det var ikke en dårlig færdighed, da det første barnebarn kom ;).
Vi trapper dyreholdet ned nu (undtagen fjerkræet) - men vi flytter os ikke herfra foreløbig. Og det trods vores opvækst på henholdsvis Frederiksberg og midten af Frederiksværk.
I er skam velkomne til at besøge os før det aftalte sommerbesøg, hvis I gerne vil kigge lidt på landlivet og snakke mere.
Hils familien
-
Jeg vil nu også mene at børn har godt af at komme på landet, hvor der er frisk luft og dyr.
Til byen skal de nu komme igen, når de skal videre uddanne sig.
-
Jeg er fuldstændig enig i at det er fantastisk på landet!! Jeg er selv vokset op på landet og skal da nok tilbage på et tidspunkt. Vi har dog valgt at blive i byen mens børnene er små. Jeg syntes det er så skønt at de efter børnehave bare lige kan smutte ud af lågen og ned til veninderne lidt længere nede af vejen og så komme hjem til spisetid uden vi skal ud at køre. Jeg syntes selv det var lidt ensomt at være barn på landet ( er enebarn) da man er afhængig af at blive kørt til det meste.. Mine børns uafhængighed har jeg vægtet meget højt så derfor bliver vi i byen..... Lidt endnu ;)
-
Kan tilslutte mig alt hvad der er skrevet ovenfor. Bor selv på landet sammen med min mand. Vi er begge opvokset i parcelhus, men jeg har altid haft heste så vi endte på landet for 15 år siden og er vilde med det. Vi nyder begge at komme hjem fra travle jobs med masser af mennesker og hvor man konstant er "på" og til ro og fred, heste, katte og høns, rådyr og fiskehejrer i baghaven, gåsetræk og stjernehimmel. Vi bor skråt overfor en kæmpe øko-gårdbutik der har alt. Så vi kan gå til købmand hvis det skal være. Helt utroligt. Ellers har vi 4-5 km til indkøb og tog. Busser, tjah, de tages slet ikke i betragtning herude men mener der er en skolebus :-)
MEN og der er et men eller flere ved at bo på landet.
Mange landejendomme har lidt mere personlighed end et parcelhus med mindre man har råd til total nyrenoveret. Strøm, kloak, internetforbindelser for slet ikke at tale om pillefyr eller andre sjove installationer har det med at give en del udfordringer og leve deres eget liv. Man skal helst enten være ret handy eller have penge til at hidkalde håndværkere. Samtidig bliver man let afhængig af to biler der skal kunne starte hver morgen...Man skal have lidt lyst til at "makke" - også når man ikke lige havde planlagt det. Til gengæld er der plads og fred til makke med det sjove også (hønsegårde feks) :-)
Vi bor nu op ad DKs bedste nabo. Hvis vi nogensinde skal flytte vil vi have transferfee for ham. Men sådan var det ikke hvor vi boede før. Der gik det meget på hvordan man plejede at gøre alting og de var meget indspiste. Der er en helt anden horisont hos folk i det område vi bor i nu. Vi er dog ikke så lokalt funderede da vi er tilflyttere og ikke arbejder/dyrker sport helt lokalt og vi har ingen børn så ingen kontakt til den lokale skole.
Du er altid afhængig af dine dyr. Især når man har heste (det har jeg) er det en faktor man skal overveje. Det går ud over ferier og det er svært at arrangere at sove ude, især om vinteren. Men har i kun høns og er holdet strikket sammen så det er let for udenforstående at passe dem.
Som nævnt andetsteds er der meget længere for familien i byen at besøge jer end omvendt. Pudsigt nok.
Som hesteinteresseret har jeg kendt en del der har forfulgt drømmen om at flytte på landet. Hovedårsagen til at nogen flytter tilbage til byen er børnene. Når de gerne vil kunne fragte sig selv til skole og kammerater så brister drømmen. Jeg synes i skal overveje et lille sted i udkanten af en større landsby så de forholdsvis hurtigt kan cykle til nogen kammerater og evt skole. De er lidt dyrere men i skal jo ikke bruge alverden af jord til et hønsehold. Det vil lette jer logistisk og glæde børnene på sigt.
Vi vil ikke ind til byen ! Det er sjovt at tage "staden" en gang imellem. Vi tager ikke i sommerhus for alle de ting har vi herhjemme. Vi tager ofte på storbyferie i stedet :-). Men vi vil bestemt ikke have det omvendt. Vi vil have pladsen og roen og luften til hverdag. Lige om lidt blomstrer kirsebæralleen og æbletræerne og kaprifolierne oppe i skoven og alt det andet :-)
-
Jeg kan give ét råd: Gør det! Men selvfølgelig ikke i blinde; kun en tåbe afprøver dybden af en flod med begge ben /o
Selv har jeg prøvet lidt af hvert. Jeg voksede op på landet i vestjylland, rigtig ude på landet. Der var et par km til den nærmeste landsby og butik af nogensomhelst art. Noget længere til en by af en vis størrelse. Til gengæld var det et vidunderligt sted at vokse op. Jeg var vist ikke klar over det var upraktisk - man havde jo sin cykel. Senere knallert. Senere endnu gik det ud over familiens bil ;D
Jeg boede hjemme indtil jeg var 21, hvor jeg fik job i København - boede i Gentofte, arbejdede i Charlottenlund. Skiftede lidt rundt, men blev hængende i København i... 21 år!
Så flyttede jeg tilbage, ikke helt men næsten. Da jeg senere købte hus var kravet egentlig at haven skulle have en størrelse som retfærdiggjorde en havetraktor, måske et nedlagt landbrug, men det blev det nu ikke til :). Vi bor nu i alm. villa i en mindre by, 'næsten' på landet.
Da jeg forlod storbyen, var det med bange anelser - nu vil jeg komme til at savne så mange ting, troede jeg. Men det viser sig at man faktisk godt kan leve uden stenbroens fordele. Vældig praktisk med 10-minutters drift på S-togene, og mulighed for at hoppe fra bus til bus på kryds og tværs - men man kan også vælge i højere grad at klare sig selv. Skulle storbyen havde noget som ikke kan undværes, så smut derover, større er landet altså ikke.
Det bliver et helt andet liv, og det er først når i har afprøvet det, i kan svare på om det er rigtigt for jer.
Når jeg skriver "gør det" er det dermed lige så meget for at i ikke skal stå senere hen og fortryde at i undlod at gøre forsøget. Det kan da godt være regnestykket ikke kommer til at gå op som i drømte om, - men så har i trods alt forfulgt drømmen.
Som de gamle siger: Bagefter fortryder man allermest det, man drømte om at gøre, men ikke turde. *k
-
jeg kan godt forstå jeres tanker... jeg er opvokset i byen , boede i lejlighed på 3.sal... tæt på alt...ALT, gåafstand til næsten alt og skulle man noget lidt længere så var der jo bus, hver 5 min - sådan cirka ;)
så blev jeg gift, og flyttede til en mindre landsby, boede i en lejlighed i stueetage... gik også ok, men jeg vil så gerne have plads for at slå mig ned om sommeren uden at alle omkring skulle have udsigt ...
så købte vi hus ude på landet... der kom børn til verden. vi bor ca 2,5 km fra "centrum" der kommer kun skolebus forbi 3x i døgnet, vi skal have 2 biler for at komme på arbejde og aflevere børn. vi kører til alt hvis det skal hænge sammen tidsmæssigt, selv om jeg vil SÅ gerne så går børnene ikke i svømmehal fordi den nærmeste ligge ca 15 km fra os
de går ikke til dans fordi der ikke er noget af den slags i nærheden de /vi går ikke i caffe fordi der er ikke noget , ingen biograf ingen teater og koncerthuset har vi set i tv :'(, jo vi har plads til have, træer, dyr... men så hellere ikke andet! der er mørkt når natten flader på, der er ro omkring- men den varer ikke længe for der skal placeres 45 kæmpe vindmøller i vores baghave :'(, og det er desværre tendensen til over hele landet.
det er tit vi snakker om at hvis vi kunne så ville vi flytte til byen igen, for at give vores børn de muligheder de ikke har, for at give os selv mere tid for at få overskud. man kunne jo sige- come on jeres børn har så meget andet ude på landet- jo de har plads til at råbe højt og løbe rundt og ingen, slet ingen kan genere og tage særlig hensyn til.
til gengæld ingen klassekammeretter kommer her med mindre de skal overnatte her fordi der ingen cykelsti er til byen og vejen er meget trafikeret, så børn cykler her ikke.
hvis det nu skulle være og i vælger at flytte lav en liste over ting hvad i ikke vil gå glip af, hvad i absolut vil have(cafe, cykelsti, svømmehal, skole i nærheden you name it - det er jo ikke alle steder der er sådan), find ud af hvad er regler for buskørsel i netop dette skoledistrikt- i vores må alle børn køre gratis men i nabokommunen er der kun en vis afstand der udløser buskort- ellers skal der cykles eller køres dem selv) fin kommunal plan for området- i kan jo risikere at der er plan for noget i ikke vil være glad for når i flytter)
håber at i finder en løsning.
-
for børnenne s skyld så gørdet inden for længe, 5 år så begynder man at få vaner, og og der er lidt begrænsninger på landet af fritidsaktiviteter
-
Jeg har boet på nedlagt landejendom i mit "tidligere liv".
Og havde jeg en kæreste, som kunne lave alting selv, ville jeg gerne det igen - og dog...
Min kæreste og jeg har bosat os i en landsby, i en stor (ældre) villa og på en meget stor grund med lille skov i baghaven. Nabo har vi til den ene side - og den anden side, men med afstand og en bæk imellem.
Bag skoven ligger marker, hvor vi kan lufte hunde i en snæver vending.
Vi kan gå i dagli brugsen (200 m); havde vi børn, kunne de gå/cykle i skole (500 m), og vi har tog-trinbræt (500 m)..
Middelstor handelsby 7 km væk, med cykelsti hele vejen.. Stor handelsby 20 km væk.
Der er endda et lille, nyt fitness center indenfor gå-afstand (200 m).. Ligeså børnehave og grillbar ;D
Så det er nok, hvad landliv bliver til for mig! Landligt, men med komfort og muligheder.
Håber det kan tjene til inspiration :)
-
Jeg har i mange år boet lidt længere ude end Anja, nemlig i Karlsgårde 3 km fra Sig. Jeg er ret sikker på, at mine børn synes, de havde fantastiske muligheder i naturen deromkring. På cykel er 3 km til skole og senere til bus og tog ikke noget at regne, når man vokser op med det. Jeg har ikke kørt mine børn, medmindre det var absolut nødvendigt - de fandt eftermiddags-småjobs hos den lokale bilmekaniker og på hotellet- og cyklede til Varde (3+7km), hvis de ville have job eller gå til sport der. De har senere udtrykt vild forundring over at deres 8.9.10.kl skolekammerater blev kørt af deres forældre - og takket for at de lærte at klare sig selv.
Jeg bor nu med min mand hund, kat og høns i en mindre by (6 km nord for Sig)- ikke på landet, men meget tæt på. Savner vi caféer. Nej - vi drikker kaffe hos hinanden!!!
-
Hihi hvor sjovt Lene. Og der er helt fantastisk ved Karlsgårde. Der kiggede jeg også på et hus, som var til salg, da vi søgte i området for 3-4 år siden :-)
-
der er meget stor forskel på hvor langt ud man flytter. Vi flyttede fra esbjerg og til en landsby ca 8km udenfor byen. Da kommunen slagtede den bedste busforbindelse vi havde tog det ca 40min og komme til esbjerg, med afgang hver anden time. Senere flyttede vi længere væk fra esbjerg, men her var der så togforbindelse der gjorde turen til storbyen hurtigere. vi har et ret godt foreningsliv, med næsten alle aktiviteter for børn. De der bor udenfor byen skal godt nok køres mens de er små, men ellers er der som ikke de store forhindringer. Afstandende er ikke værre end man gør det til, man skal bare være forberedt på det. Jeg savner ikke de mange muligheder der var i esbjerg, for det var ret begrænset hvad jeg brugte dem, og når vi tager i svømmehallen eller biografen, kan vi klare turen på ca 25min, hvoraf knap det halve af tiden er turen gennem storbyen. Mulighederne i byen er større mange gange, meen, hvor meget bruger man det reelt, og er der lokale muligheder der kunne være en god erstatning
-
Tusind tak for alle jeres gode input! Hvor er det dejligt, at I skriver så meget og fortæller om både fordele og ulemper. Lige det, vi håbede på!
Det er selvfølgelig (hvis det er selvfølgelig?) de samme emner, som vi selv har kredset om, men det er dejligt at høre, hvad I har af erfaringer. Det sætter lidt struktur på vores tanker, fordi vi får klargjort, hvad vi IKKE vil, og dermed hvad det egentlig er, vi går og drømmer om. Og her skal det måske lige indskydes, at det nok primært er mig, der drømmer, mens min kone, Camilla, er lidt mere i tvivl.
Med hensyn til at vi er to kvinder, så ville jeg have været overrasket, hvis I havde sagt andet, end det I nu har sagt. Meget overrasket! Jeg har endnu til 'gode' at opleve noget negativt på den konto, men jeg ville ikke tage det for givet, da jeg mener, at det ville komme til at gå ud over vores piger, hvis jeg tog fejl.
Vi har aftalt, at vi undersøger nogle steder og ser på nogle konkrete boliger og tager den derfra. Som jeg skrev, så er det vigtigt for os, at vi ikke kommer til at isolere os, og med det mener jeg netop (som nogle af jer er inde på), at vi vil bo et sted, hvor der er et velfungerende foreningsliv og busser/toge i nogenlunde nærhed, og at det er muligt at cykle til det meste.
Det er virkelig sødt af jer, Tanja og Tove, at I inviterer os. Tove kender 'vi' (læs: Camilla) jo fra en tidligere arbejdsplads, mens vi er helt fremmede for dig, Tanja. Vi sætter stor pris på jeres gæstfrihed, og vi vil gerne besøge jer begge (også inden vores sommeraftale, Tove). Jeg skriver PB til jer begge.
Hvis der er flere, der har noget på hjerte, så skal I endelig ikke holde jer tilbage.
Igen: Mange tak for at I deler jeres tanker. Det er meget spændende for os at læse.
De bedste hilsner
Christina
-
Det er virkelig sødt af jer, Tanja og Tove, at I inviterer os. Tove kender 'vi' (læs: Camilla) jo fra en tidligere arbejdsplads, mens vi er helt fremmede for dig, Tanja. Vi sætter stor pris på jeres gæstfrihed, og vi vil gerne besøge jer begge (også inden vores sommeraftale, Tove). Jeg skriver PB til jer begge.
I skal være velkomne /o. Jeg synes altid, at det er hyggeligt med besøg af hønsevenner ;D.
-
Vi har i 2 omgange boet på landet. I første runde med mindre børn og siden 2007 os to "gamle". I årene hvor ungerne var teenagere skiftede vi begge arbejde til en anden landsdel (Fyn)og havde en fornemmelse af, at det ville være et "nemmere" liv at flytte ind i en villa i Odense. Som tænkt så gjort. Der var da mindre arbejde i villaen end vi havde haft på det semilandbrug vi havde i Jylland inden flytningen, men et nemmere liv!!! det var det nu ikke. Det er jo heller ikke nogen naturlov at man skal drive smålandbrug fordi man bor på landet og har 2xfuldtidsarbejde. Man kan jo også bare nyde omgivelserne og lidt smådyr.
Noget du også skal være opmærksom på er at børn bliver, hvis man giver dem lov, meget hurtigt selvhjulpne når alt ikke er indenfor bekvemmelighedsafstand. De kan hurtigt selv tage bussen. De bliver bedre til at beskæftige sig selv. De bliver bedre til at være sammen med de færre børn der er til rådighed, altså mere rummeligt sociale (et fænomen man kender bedst på småøerne).
Med hensyn til familien så ser vi mange gange mere til vores familie, som bor fra Allerød i Øst til Århus i nord til Esbjergområdet i Vest, nu end vi gjorde da vi boede lige ved tog- og motorvejsnet.
Vi har prioriteret at have et værelse stående til gæster, og mange kommer og er her helt uhøjtideligt i flere dage ad gangen. Vi har god plads både ude og inde og derfor foregår mange familie-sammenkomster hos os.
Jeg kommer aldrig mere til at bo i byen - det giver simpelthen ikke mig den samme livskvalitet. I Odense havde vi gode søde naboer men samværet var uforpligtende. Jeg trives med at man lokalt er afhængig af hinanden. Vi har en ung enlig mor på naboejendommen. Vi er som en nabo"familie" hendes sikkerhed for at der er nogen hjemme hvis hun selv bliver forsinket på arbejde. Det er ikke kun klicher at der er et mere forpligtende civilsamfund i landområder (udkant om du vil).
Så har vi slet ikke talt om det økonomiske overskud der er i det.
Sonja
-
i skulle også være velkomme her og se hvad jeg mener ;D 2,5 km til nærmeste by- lyder af ikke meget....og dog
en overnatning kan vi også finde ud af- for plads det har vi her, som andre har skrevet man skal have plads når man bor ude på landet.
vores nabo har hus til salg hvis det nu skulle lokke ;)